Fagforeningen
På det lokale fagforenings niveau finder vi følgende kompetente organer og poster:
FOA Vestsjællands bestyrelse
Koordinationsudvalget
Formandskabet (formand og næstformand)
Sektorbestyrelser
Sektorformandskaber
Tværgående politisk ansvarlige
Administration og sagsbehandling
Konstituering i Koordinationsudvalget indsættes efter 13. juni 2022
Fagforeningsbestyrelsen
Fagforeningens bestyrelse er ansvarlige for den overordnede politikudvikling, og opstiller visioner/værdier og politiske mål. Bestyrelsen drøfter og beslutter overordnede prioriteringer. Bestyrelsen er politikskabende og politikfastsættende.
FOA Vestsjællands bestyrelse består af fagforeningens lønnede politisk valgte (Koordinationsudvalget) og yderligere 13 fagforeningsbestyrelsesmedlemmer valgt på generalforsamlingen.
FOA Vestsjællands bestyrelse er ansvarlig for at:
- fordeling og prioritering af fagforeningens ressourcer inden for budgettets rammer
- at udarbejde indstillinger til FOA Vestsjællands generalforsamling
- at forberede FOA Vestsjællands holdninger til punkter på Hovedbestyrelsens møder
- at sætte de politiske rammer for fagforeningens administration
- at følge op på fagforeningens budgetter og indstille budgetter til generalforsamlingen
- at beslutte fagforeningens overordnede personalepolitik efter indstilling fra FOA Vestsjællands MED-udvalg (eller lignende)
- at konstituerer koordinationsudvalget, herunder konstituering af opgaverne for formanden og næstformanden.
FOA Vestsjællands bestyrelse mødes mindst 6 gange årligt
Koordinationsudvalget
Koordinationsudvalgets opgaver er at koordinere FOA Vestsjællands politiske drift, herunder koordinere udførelsen af FOA Vestsjællands mål og strategier mellem bestyrelsesmøderne.
Dette indbefatter blandt andet:
- Tilpasning af FOA Vestsjællands interne administrative organisationsstruktur
- Sikre at viden og behov i kredsens af tillidsvalgte, indarbejdes i FOA Vestsjællands arbejde
- Følge arbejdsgiverområdernes administrative og politiske udvikling
- Indenfor budgettets rammer, at ansætte det fornødne personale til FOA Vestsjællands drift.
Koordinationsudvalget består af FOA Vestsjællands lønnede politisk valgte, som er formanden, næstformanden, de valgte faglige sekretærer, sektorformændene og sektornæstformændene for Social- og sundhedssektoren og for Pædagogisk sektor.
Det er besluttet at der i 2022 indgår 5 faglige sekretærer, og at antallet i takt med naturlig afgang i løbet af 2023 reduceres til 2 faglige sekretærer. Koordinationsudvalget reduceres dermed i 2023 fra 12 til 9 personer.
Formandskab
Fagforeningens formand og næstformanden danner formandskabet, som med reference til FOA Vestsjællands bestyrelse varetager den daglige ledelse af kontorer og personale.
Formandskabet er på vegne af FOA Vestsjællands bestyrelsen den øverste daglige administrative og politiske ledelse af fagforeningen.
Fagforeningens personaleledelse varetages dermed af formandskabet.
Ledelsen af politisk valgte varetages af formanden.
De 3 sektorbestyrelser
Sektorbestyrelserne er ansvarlige for sektor- og faglighedsarbejdet i FOA Vestsjællands 3 sektorer og arbejder inden for de rammer, sektorgeneralforsamlingerne og fagforeningens generalforsamling har lagt.
Sektorbestyrelserne har bl.a. til opgave, at skabe sammenhæng mellem sektor- og faglighedsarbejdet mellem arbejdspladserne og FOA Vestsjælland, og i FOA Vestsjællands arbejde på tværs af sektorerne og eksempelvis det landspolitiske arbejde med sektorernes og fagenes udvikling, kompetenceudvikling mv.
Sektorbestyrelsernes ansvarsområder:
- Indgå i arbejdspladsernes faglighedsarbejde mhp. Udvikling af fagligheden, faget og fagpolitikken
- Sikre udveksling af viden og netværk på tværs af sektorer.
- Indgive høringssvar m.v.
- Information til og fra sektorerne.
- Arbejdspladsbesøg og medlemsorganisering, i samarbejde med den organiseringsansvarlige.
- Være vidensbank om sektorens område.
- Følge medlemsudvikling på sektorens område.
- Sætte organiseringstiltag i gang relateret sektorens område.
- Netværk for faggrupper og faglige udvalg
- Følge og bidrage til udvikling af sektorens overenskomster, uddannelser, efteruddannelser, elevarbejde og kompetenceudvikling.
- Synliggørelse af sektorerne og faggrupperne i pressen mv.
- Valg til faggrupperepræsentation mv.
- Strategier for lokal løn.
- Indgå i det lokale arbejde med faglighed.
Sektorformandskabet
Sektorformandskabet er ansvarlig for at sektorens arbejde udmøntes i dagligdagen. Sektorformandskaberne repræsenterer sektorernes faggrupper i hverdagen, og leder sektorbestyrelserne.
Sektorposternes særlige styrke ligger i et indgående kendskab til sektorens faglighed, faggrupper og deres samspil samt indgående kendskab til alle udviklingstiltag på faggruppernes område.
Hvis formandskabet både udgør en lønnet formand og lønnet næstformand, aftaler formandskabet en indbyrdes arbejdsfordeling.
Tværgående politisk ansvarlige
FOA Vestsjællands bestyrelse konstituerer de politisk valgtes ansvarsområder på de fagområder som ikke kender til geografiske, faglige, sektormæssige eller andre grænser. Dvs. emner, som går på tværs af FOA Vestsjællands struktur og arbejde.
Et tværgående politisk ansvarsområde kan varetages af alle lønnede politisk valgte i FOA Vestsjælland. Alle lønnede politisk valgte skal kunne påtage sig tværfaglige opgaver og ansvarsområder, jf. FOA Vestsjællands bestyrelses konstituering.
De tværgående politisk ansvarliges styrke ligger i ekspertisen og indgående kendskab til det emne, der er tale om. Samfundsudvikling og medlemsforhold ændrer sig løbende. Derfor er listen over ansvarsområder ikke statisk, men kan ændres af afdelingsbestyrelsen efter aktuelt behov.
Sagsbehandling og administrativ opbygning
FOA Vestsjællands administration er samlet i teams på fagforeningskontoret i Slagelse. Hovedopgaven er at understøtte FOA Vestsjællands tillidsvalgte og medlemmer og dermed FOA Vestsjællands organisation. De administrative og sagsbehandlende enheder har overordnet ansvaret for individuel og kollektiv sagsbehandling, administration, drift, økonomi og bygninger.
De enkelte teams er sammensat af både lønnede valgte og ansat personale.