Debatindlæg: Den forfærdelige vej til en løn, man kan leve af
Kan det virkelig passe, at den eneste reelle mulighed, man har for at stige i løn, hvis man er offentligt ansat på velfærdsområdet, er ved at skifte job? Det bør et rigt samfund som det danske kunne klare bedre.
Af: Afdelingsformand Lene Lindberg - FOA Nordsjælland
Det danske samfund skyder sig selv i foden, når det ikke formår at løfte de faggrupper, der leverer kernevelfærden op på ordentligt niveau.
Det er ikke nogen hemmelighed, at FOAs medlemmer befinder sig langt nede i lønhierarkiet i Danmark. Og det er ikke nogen hemmelighed, at både medlemmer, tillidsvalgte, lokale afdelinger som FOA Nordsjælland samt forbundstoppen med Mona Striib i spidsen har råbt op om behovet for at løfte lønnen for de lavtlønnede i velfærdsfagene. Og det mere end én gang skulle jeg hilse og sige.
Sideløbende har vi igennem halvandet års tid været vidne til en inflation, der fuldstændig har udhulet FOA-medlemmernes købekraft. Behovet for et lønløft har sjældent været større.
Men inflationen presser også kommunernes økonomi og har medført store budgetoverskridelser, der bliver fulgt op af besparelser på det ene og det andet. Hvordan skal velfærdens kernetropper så komme i nærheden af en retfærdig løn?
Vi ser i øjeblikket, at rigtig mange af vores medlemmer skifter job, og fornemmelsen er, at det i ofte handler om lønnen. For et jobskifte er den eneste reelle vej til en løn, man kan – ikke bare overleve, men – leve af.
Det er ganske simpelt: Udbud og efterspørgsel. Der er kæmpe mangel på arbejdskraft inden for en række velfærdsfag, og det gør, at fx SOSU-hjælpere og -assistenter er i høj kurs. Resultatet bliver så, at det lønmæssigt kan svare sig at skifte job. Men hvad er prisen for vores samfund?
Jeg under mine medlemmer de bedste arbejdsvilkår og den bedste løn. Det skal der så absolut ikke herske nogen tvivl om. Men denne her form for ’lønpendling’ kommer med en pris, og den afhjælper på ingen måde den kæmpe mangel på hænder vi ser i fx ældreplejen og på det pædagogiske område.
Her går lønpendlingen ud over borgerne, der må sidde tilbage med en oplevelse af svingdør, når de er vidne til udskiftning i personalet i tide og utide. Alle ved, at faste rammer og fast personale giver tryghed for de borgere, der skal ydes omsorg for, og i dette tilfælde betaler borgeren så prisen ved at opleve skiftende personale.
Det er synd for de ældre på plejehjemmene, og det er synd for børnene i daginstitutionerne.
Men udskiftning i personalet er også et problem for personalet selv. Nye kolleger kræver oplæring, og det tager tid og ressourcer. Samtidig bruger vi som mennesker en masse energi på at indgå i nye relationer, og store udskiftninger i personalet ender derfor med at blive en stressfaktor for det blivende personale.
Er vi virkelig kommet dertil som samfund, at den eneste måde, man kan opnå en hæderlig løn, er ved at skifte arbejde? Vi er nødt til at tale om fastholdelse, og i den forbindelse er lønmæssig anerkendelse ikke til at komme udenom.
Men hvor ofte er det lige, at en leder i ældreplejen indstiller sine medarbejdere til lønstigninger? Det sker alt for sjældent, og det er ret beset temmelig dumt. For det ender med at blive dyrere for lederen at skulle ud at finde en ny medarbejder, hvis ikke han eller hun kan fastholde sine nuværende.
Den manglende lønmæssige anerkendelse af velfærdsfagene bliver mere og mere tydelig, men vi er på vej mod en afgrund, der er tung på menneskelige omkostninger. Lad os nu få sat en stopper for den deroute. Løsningen er i øvrigt kun retfærdig: Et markant løft af lønnen for dem, der passer på vores ældre og vores børn.