Læs med – vores nyuddannede tillidsvalgte har ordet

VI VIL HAVE RESPEKTEN OG TILLIDEN TILBAGE I VELFÆRDSFAGENE

På vores TR-grunduddannelse er en af opgaverne at skrive et læserbrev eller et Facebook-opslag, der beskriver en problemstilling eller noget som man gerne vil gøre andre opmærksomme på vedr. vores faggrupper, arbejdsliv, vilkår osv.

Det er vigtigt at bruge sin ytringsfrihed når man har noget på hjerte – der vil helt sikkert sidde nogle derude og opleve, at det I skriver om, er relevant! Og ikke mindst er det vigtigt at give arbejdsgivere og politikere beskrivelser af virkelighedens verden.

Godt arbejde til gruppen, der har udarbejdet denne skrivelse:

VI VIL HAVE RESPEKTEN OG TILLIDEN TILBAGE I VELFÆRDSFAGENE

Det er mandag og kokken er 07:50 om morgen. Jeg har lige smidt min bil på parkeringspladsen og bevæger mig ind i personalestuen, hvor jeg bliver ramt af duften af frisk kaffe som nattevagten har klargjort til os, der møder ind. Min kollega og jeg sætter os i sofaen med en kop kaffe, vi sidder og snakker om, hvordan vores weekend har været, og der er plads til smil og grin under vores snak.

Mens vi sidder sammen, får jeg overleveret, hvordan natten er gået. Inden jeg går i gang med dagens gøremål, får jeg dannet mig et overblik over mine borgere og får prioriteret dagens opgaver.

Jeg går ind til dagens første borger, sætter mig ved sengekanten og får spurgt ind til, hvordan hun har det og om hun er klar til at stå op. Hun fortæller mig, at hun gerne vil starte dagen med et bad og jeg siger: ”Selvfølgelig, vi har masser af tid”. Vi følges ud i køkkenet til dagens vigtigste måltid og i dag vil hun gerne være med til at lave morgenmad og jeg siger: ”Selvfølgelig, vi har masser af tid”.

Resten af dagen er fyldt med samvær, nærvær og tid.

Det du netop har læst, er et drømmescenarie for en ansat i velfærdsfagene - men vores virkelighed er en HELT anden - læs videre hvis du tør.

Realiteterne er, at medarbejderne i velfærdsfagene bliver en afspejling af de fejl og mangler, der er i vores velfærdssamfund. Forråelseskulturen i velfærdsfagene dominerer arbejdsdagene mere og mere - og det kommer til udtryk igennem pressede medarbejder, et stigende antal af klager og utilsigtede hændelser.

Frygten for at føle sig utilstrækkelig og for utilfredse borgere og pårørende medfører, at det psykiske arbejdsmiljø er under pres og sygefraværet stiger. Medarbejderne bliver ikke længere set som mennesker der vil deres patienter, borgere og pårørende det bedste, men som et personificeret billede af et ødelagt system. Derfor oplever de ansatte, at de bliver verbalt overfaldet af borgere og patienter. I de værste tilfælde bliver det fysisk.

Overleveringen af dårlige nyheder såsom: ”Vi er desværre ikke nok på arbejde til, at du kan få et bad i dag” eller ”Beklager jeg først kommer nu, jeg har været hos en anden patient og har derfor ikke kunne respondere på nødkaldet”. Sådanne beskeder fra personalet medfører voldsomme reaktioner og tonen fra borgerne bliver ubehagelig og skarp.

Vi som er omsorgspersonaler møder ind med ondt i maven, fordi vi ved, hvilket kaos vi møder ind til. Derfor oplever vi også en forråelse i tonen mellem kollegaer og vilkår som splitter os som team og deler os op i ”os mod dem”.

Vi oplever hverdagen som fyldt med fejl, mangler og udtømte ressourcer og et personale som er udbrændt. Vi har ikke løsning, og det har vores politikere heller ikke.

Så vores spørgsmål til dig, der læser dette opslag er:

  • Hvordan genopbygger vi det velfærdssamfund, som vi i lang tid med stolthed har brystet os med?
  • Hvordan får medarbejderne bedre vilkår, så de kan skabe den bedste hverdag for jer borgere og pårørende?
  • Og hvordan får vi respekten og tilliden for velfærdsfagene tilbage?