Sangglad Mini giver glade børn og dagplejere

Jeanette Rosengren er dagplejer i Aalborg Kommune og ansat som fast hjemmevikar. Hun er med i Sangglad Mini, som er et tilbud til vuggestuer og dagplejere. Her bliver sangen en helt naturlig del af hverdagen. Alle deltager i Sangglad Mini og som tilskuer til sangen og legen er man ikke i tvivl - børn og voksne er med - på hver deres måde.

Alle deltager
Dagplejerne fra Storvorde, som er i med projektet, mødes ugentlig, hvor de synger og leger. De starter i en tæt rundkreds, hvor de kan se og ikke mindst høre hinanden. Nogle af børnene deltager ihærdigt og levende med sang og med ord. Andre kigger med og ser afventende til og så er der børn som liver op, når det gælder biler eller de vildere lege. Nogle børn er mest opmærksomme, når sangene er stille og tænksomme sange - heldigvis er der en passende blanding af sange til alle temperamenter.

Glæder sig til sangen
Jeanette fortæller, at hun spiller guitar og altid har været passioneret omkring musik. Glæden er ikke blevet mindre, når hun hver uge mødes i gruppen Sangglad Mini. Hun, børnene og kollegerne glæder sig altid til dagen, hvor de synger sammen. ”Jeg vil opfordre andre dagplejere til at deltage i projektet. Det giver så meget til alle som deltager,” siger Jeanette med overbevisning. 

At være med i Sangglad Mini koster arbejdsgiveren et gebyr på 600 kroner. Derudover har de søgt støtte hos Nordea fonden og Kompetencefonden.

Sang og sproglig indlæring
Jeanette understreger, at både børn og dagplejere bliver glade af fællessangen. Som dagplejere er de gået ind i projektet med seriøsitet, men også med en forventning om at børn og dagplejere får noget ekstra med sig hjem.

”Via Sangglad Mini har vi fået en musik-kuffert. Den indeholder blandt andet sange og små instrumenter, som vi bruger, når vi mødes,” siger Jeanette. Hun fortæller, at sangen gør noget for børnenes sproglige indlæring og de leger sproget ind og spiller roller i sanglegene. Børnene smutter ind og ud af rollerne – det ene øjeblik er de fjollede trolde og kort efter er de yndige prinsesser. Faktisk ænser de ikke, at det er sproglig indlæring. Heldigvis mærker forældrene, at der sker noget andet, når de deltager i Sangglad Mini. Med Sangglad Mini lærer børnene nye ord, synger nye sange og leger nye lege.


Om Sangglad Mini

Sangens Hus