Fællestillidsrepræsentant Annette Ottosen
Annette siger bl.a.: Jeg håber, vi kan være enige om, det er kvaliteten i kommunens dagtilbud, der skal være markøren for den pasning, der tilbydes? Og så skal man have en fælles respekt for, at forældre i dag er lige så mangfoldige i deres valg af pasning, som der er børnefamilier i Aalborg. Så man må forsøge at have et bredt udvalg på hylderne.
Foto: Inge-Marie Krøier

Dagplejen fortjener respekt: Et svar til socialdemokraterne om pasningsmuligheder i Aalborg

Jeg kan i et læserbrev den 24 januar 2014 i Nordjyske læse, at vi skal holde på børnefamilierne, så vi skal bygge vuggestuer.
Jeg tænker nok, at Aalborg som by har en masse andet at byde på ud over pasning, som gør, at også børnefamilier har lyst til at blive her.

[Bragt i Nordjyske 28-01-24]

Underskriverne af læserbrevet omtaler dagplejen som ”gammel” og svær at rekruttere til. Ja, gamle er vi, og en rapport fra 2009 kunne fortælle lige nøjagtig, hvor vi ligger aldersmæssigt, og hvornår mange af mine kollegaer kunne forlade jobbet.

Det valgte man så ikke at forholde sig til dengang. Der kom i hvert fald ikke gang i initiativer, der gjorde det tiltrækkende at blive også som senior, eller løsninger i forhold til andre måder at organisere dagplejen på. Her tænkes på flerbørnsdagpleje og gæstehuse til aflastning for nedslidning, da mine kollegaer tit og ofte modtager gæstebørn.

Hvad angår rekruttering til dagplejen, er der områder, der er udfordrede, og områder, hvor der ansættes.

Jeg er bekendt med tre ansættelser i sidste uge, så jo, der ansættes. Men nej, ikke nok, da vi som tidligere skrevet er en ”gammel” organisation, og mange vælger at stoppe grundet alder.

I forbindelse med rekruttering kunne der med fordel ses på vilkår og rammer for ansættelse, måske det kunne ændre på interessen og lyst til at søge ind i dagplejen.

Forældre tilfredse med dagplejen
Jeg mener, at så stor en kommune som Aalborg bør og kan have flere tilbud på hylderne i forhold til pasning. I min verden udelukker det ene tilbud ikke det andet, og jeg er ganske sikker på, der efterspørges dagplejepladser i lighed med, at der efterspørges vuggestuepladser.

I forhold til forældretilfredsheden med pasningstilbud i Aalborg Kommune blev der udarbejdet en rapport, der blev præsenteret for børne- og undervisningsudvalget 15. november 2022. Heraf fremgår det, at: den samlede tilfredshed med Dagplejen i Aalborg Kommune ligger på 4,5 på linje med landsresultatet og dermed en smule over resultatet for daginstitutionerne, som ligger på 4,3.

Jeg håber, vi kan være enige om, det er kvaliteten i kommunens dagtilbud, der skal være markøren for den pasning, der tilbydes. Og så skal man have en fælles respekt for, at forældre i dag er lige så mangfoldige i deres valg af pasning, som der er børnefamilier i Aalborg. Så man må forsøge at have et bredt udvalg på hylderne.

Skriv en kommentar på Facebook