Besparelser rammer skævt

Besparelser: Sektorformand efterlyser klare svar fra politikerne om, hvorfor der er lagt op til besparelser i forhold til faglighed og forebyggelse, fremfor på service og praktisk hjælp?

Af: Jens Nielsen, sektorformand, social og sundhedssektoren, FOA Frederikshavn

Der vil ske fyringer inden for hjemmepleje området, det kan der desværre ikke sås tvivl om. Kommunens økonomi er i bund, og fra politisk side er udmeldingen klar: ”Der kommer til at ske service forringelser”!

FOA Frederikshavn anerkender, at kommunen er i en så presset økonomisk situation, at det unægtelig vil få den triste konsekvens, at vi ikke kan komme udenom afskedigelser af personale og dermed også forringelser af den offentlige service. I FOA har vi samtidig en forventning om, at besparelserne gennemførers på service området- det som også kaldes praktisk hjælp. Dvs. rengøring- indkøb osv.

Der er imidlertid lagt op til, at man i Frederikshavn kommune i stedet vælger at spare på personlig pleje. Dvs. bl.a. hjælp til bad, hjælp til daglig pleje, hjælp til påklædning/afklædning, hjælp til hårvask, hjælp til hårtørring, hjælp til øvre toilette og nedre toilette, hjælp til hudpleje, barbering og hjælp til negleklipning.

Den personlige pleje bliver ofte givet til skrøbelige/sårbare borgere, hvis egenomsorg både fysisk og psykisk er så markant forringet, at de ikke er i stand til at udføre plejen selv.

Demente borger rammes hårdest
I FOA Frederikshavn undrer vi os over, at besparelser i forhold til personlig pleje kaldes ”service forringelser”. Der er ganske enkelt tale om helt fundamentale kerneydelser, der hverken er fagligt eller sundhedsmæssigt forsvarligt at pille ved.

Personlig pleje er ikke bare et bad eller en hårvask af en borger. Manglende egenomsorg kan være et tegn på begyndende demens, og i udførelsen af den personlige pleje, er personalet uddannet til at observere borgerens fysiske og psykiske tilstand.
Et andet eksempel er borgere, der er ramt af kroniske lidelser som fx knogleskørhed, gigt, hjertesygdomme og diabetes. Her er manglende egenomsorg også ofte et tegn på en forværring af lidelsen.

Borgere med størst brug for støtte og hjælp rammes hårdest af sparekniven!
I FOA Frederikshavn er vi stærkt bekymrede over udvikling og de politiske prioriteringer- eller måske snarere manglen på samme.
I FOA Frederikshavn frygter vi, at besparelser på den personlige pleje og dermed også det forebyggende arbejde, kan få katastrofale konsekvenser for de borgere der rammes, og vi må på det kraftigste fraråde, at der afsættes mindre tid til det fagligt forebyggende arbejde.

Rehabilitering – blot endnu en spare øvelse!
I de fleste kommuner er begrebet rehabilitering (b.la. styrkelse af egenomsorgen) blevet et mantra, og er gået fra at være et fagligt og menneskeligt udviklings område for både borgeren og plejepersonalet, til en decideret spare øvelse. De fleste politikkere vil selvfølgelig benægte dette, men i Frederikshavn kommune er det snart et faktum, hvis besparelserne fastholdes på det personlige plejeområde.

I FOA Frederikshavn er vi enige i rehabiliteringstanken, og tror på, at det er bedst, at alle borgere er så selvhjulpne som muligt. Derved opnår borgeren de bedste forudsætninger i forhold til størst mulig egenomsorg og værdighed.

Der er ingen undersøgelser der understøtter, at en reducering af den personlige hjælp, på nogen måde fremmer rehabiliteringstanken. Der er tværtimod undersøgelser fra socialstyrelsen som viser, at vellykket rehabilitering, kun sker ved et stærkt tværfagligt fokus på borgerens ressourcer, og at dette i starten ofte sker, ved en øgning af plejetimer. Herved styrkes borgerens motivation, viden om sygdommen og borgerens handlemåder. Først derefter, vil der, på sigt, skabes mulighed for at reducere plejetimerne. Erfaringerne er også, at det er relevant for nogle borgere, men ikke for alle.

Risiko for flere genindlæggelser
På landsplan viser undersøgelser fra sundhedsstyrelsen, af borgere som b.la. modtager personlig pleje, ofte har komplekse problemstillinger, og at netop disse borgere ofte indlægges/genindlægges med symptomer på dehydrering-forstoppelse og blærebetændelse.

FOA Frederikshavn frygter at nedskæringer på personlig pleje, vil medfører flere indlæggelser/genindlæggelse af borgere.

Mangler svar fra politikkerne?
Hvordan Frederikshavn kommune er kommet frem til at sænke niveauet for den faglige og forebyggende indsats i forhold til praktisk hjælp, er helt uforståeligt for FOA Frederikshavn. Det efterlader derfor ét stort spørgsmål tilbage til politikerne i socialudvalget:

Kære politikere, hvad er grunden til at spare på faglighed og forebyggelse, fremfor service og praktisk hjælp?

I FOA Frederikshavn er holdning klar: DET ER EN OMMER!