Besparelser ikke aftalt med FOA!

Tilpasningerne i hjemmeplejen, er ikke aftalt med FOA Frederikshavn, som det ellers fremgik af en artikel i Nordjyske i søndags!

Af: Jens Nielsen, sektorformand

Jørgen Tousgaard, der er udvalgsformand for socialudvalget, blev i Nordjyske d. 9. november 2014, citeret for at sige, at tilpasningerne i hjemmeplejen i Frederikshavn kommune, er sket i samarbejde med bl.a. de faglige organisationer!

Jeg har, allerede dagen efter (d. 10. november), haft et møde med Jørgen Tousgaard. På mødet havde vi en konstruktiv dialog, hvor jeg bl.a. slog fast, at FOA er uenig i begrundelsen for besparelsen, set ud fra et fagligt synspunkt.

FOA er opmærksom på, at der fra politisk hold er et ønske om at tilpasse niveauet, så det er sammenligneligt med de øvrige nordjyske kommuner. I FOA er vi ikke enig i dette politiske ønske.

På mødet slog Jørgen Tousgaard fast, at han påtager sig det fulde politiske ansvar, i forhold til de tilpasninger der foretages.

FOA anerkender, at nogle opgaver kan løses smartere, uden det nødvendigvis medfører deciderede forringelser for den enkelte borger. Her er det imidlertid vigtigt at inddrage FOA´s medlemmer i hjemmeplejen, der med deres kompetencer, faglighed og indsigt, er de aller bedste til at foretage netop disse vurderinger.

Ovenstående er i dag udsendt via mail til alle medlemmer af social- og sundhedssektoren.

For yderligere information, kontakt Jens Nielsen på telefon 31400139 eller mail jenn@foa.dk