Bæredygtigt børneområde eller?

Der var 10, der var 6, og nu tænkes der 4 områder på dagtilbudsområdet

Af: Sektorformand, Susanne Jensen

Dagtilbudsområdet har de seneste år gennemlevet en række forandringer, og det er derfor også et område, hvor der er brugt mange ressourcer på ændringer og omstillingsprocesser.

Der er efter FOA Frederikshavns opfattelse brug for, at der nu kommer ro og stabilitet på området, så personalet i højere grad kan fokusere på kerneopgaven og det de er ansat til, og i mindre grad på struktur, forandringsprocesser samt ny ledelse og nye kollegaer, i stadigt større og større institutioner om institutionsområder.

Vi tror på, at der er en stor værdi i, at der også fremover er to selvstændige pasningstilbud for de yngste børn (0-2 år)
I FOA Frederikshavn er vi oprigtigt bekymret for planerne om at sammenlægge dagpleje og daginstitutioner. Bekymringen går ikke så meget på det rent ledelsesmæssige, men mere på, at det er helt utroligt vigtigt, at de der varetager ledelsen af dagplejen, ikke bare kender, men også vil dagplejen.

Børn er meget forskellige, og børn har behov for forskellige pasningstilbud. I den forbindelse er det yderst vigtigt, at der, uanset en sammenlægning af områderne eller ej, sættes politisk fokus på, at den forskningsmæssigt anerkendte dagplejepædagogik ikke bare bevares men også udvikles.

De to dagtilbud, vuggestue på den ene side og dagpleje på den anden, virker umiddelbart så ens, men er alligevel så forskellige. I FOA Frederikshavn frygter vi derfor, at de to tilbud, der i dag er virkeligt gode, ved en sammenlægning og for meget sammenblanding, ender ud med at blive to halvgode pasningstilbud.
I FOA Frederikshavn har vi også en bekymring for dagplejen, i oplandsbyerne, hvis Frederikshavn kommune laver 0-6 års institutioner. Dette vil efter FOA Frederikhavs opfattelse betyde en afvikling og ikke en udvikling af dagplejen.
Der har tidligere været talt om, at lave en bruger undersøgelse, der inden der skal laves 0-6 år institutionerne, i oplandsbyerne. Det må være tiden nu inden der bygges unødigt.

Brug erfaringerne fra andre kommuner
Erfaringen fra andre kommuner, hvor man tidligere har sammenlagt vuggestue/ daginstitutioner og dagpleje viser, at det ikke nødvendigvis er nogen god løsning. Hverken praktisk eller i forhold til netop det, der vel i denne sammenhæng fylder meget – økonomi. Her henvises eksempelvis til Holstebro kommune.

I FOA Frederikshavn vil opfodre til, at man tager andre kommuners erfaringer med ind i overvejelserne. Der er efter vores opfattelse, ingen grund til, ikke at bruge de erfaringer, der kan trækkes på, fra andre kommuner. Der er ingen grund til, at Frederikshavn kommune begår de fejl, andre kommuner allerede har begået.

Hvis de to pasningstilbud sammenlægges
FOA Frederikshavn har følgende anbefalinger til Frederikshavn kommune, såfremt en sammenlægning af de to pasningstilbud måtte blive virkelighed: 

  • Det skal sikres, at forældrene får en reel valgmulighed imellem vuggestue og den kommunale dagpleje. Begge tilbud bør beskrives, og introduceres for alle nye forældre.
  • Det pædagogiske tilsyn i dagplejen udføres i dag af dagplejepædagoger. Tilsynet bør også i fremtiden sikres udført af dagplejepædagoger.
  • Kvaliteten i dagplejen skal sikres fastholdt og udviklet. Bl.a. igennem en sikring af en minimumsnormering for dagplejepædagoger. FOA anbefaler, at hver dagplejepædagog maksimalt fører pædagogisk tilsyn hos 18 dagplejere.
  • Der skal ske en afklaring af dagplejepædagogernes ledelsesbeføjelser. I FOA Frederikshavn anbefaler vi, at der ikke er personsammenfald imellem den, der fører det pædagogiske tilsyn, og den der agere som ledelse.
  • I en sammenlagt dagtilbudsverden, hvor vuggestuerne tænkes ind som steder, der skal fungere som gæstedagpleje ved dagplejeres sygdom, frygter vi for normeringen. Der skal derfor sikres, at der er tilstrækkeligt med personale ressourcer, når dagplejebørnene skal i gæstepleje inde i vuggestuen. 

Til trods for vore mange bekymringer, skal det afslutningsvis understreges, at der fra FOA Frederikshavns side også kan ses positive elementer, ved et øget samarbejde imellem børnehave og dagpleje. Eksempelvis i oplandsbyerne, hvor vi dag allerede har gode erfaring fra Jerup.