Ny sektorformand for SOSU sektoren

Da nuværende sektorformand Else Henriksen meget snart bliver pensionist, og dermed skal fratræde som politisk
valgt, skal medlemmerne af social- og sundhedssektoren nu vælge ny sektorformand. Valget foregår på social- og
sundhedssektorens sektorgeneralforsamling 26. september 2013

Valgperiode på 1 år!
OBS. Da der resterer 1 år af nuværende sektorformands valgperiode, der løber fra september 2011 til september 2014, er første valgperiode for ny sektorformand 1 år. Den normale længede på en valgperiode for lønnede valgte er 3 år.  

Profil
Som sektorformand skal du brænde for det faglige arbejde, være forberedt på en hektisk hverdag med mange bolde i luften. Du skal være god til at samarbejde bredt med alle fra afdelingens ansatte, dine ledelseskollegaer i Daglig Ledelse samt interne og eksterne samarbejdspartnere. Du skal mestre brugen af IT, eller have lyst til at lære det, da langt størstedelen af vores arbejde sker elektronisk.
Vi benytter det elektroniske sags system Acadre og kommunikerer bredt via Internettet, Skype, mail og mobil/SMS.

Vi tilbyder et udfordrende job, hvor en arbejdsdag meget sjældent er fra klokken 8-16! Som politisk valgt har du ingen øvre arbejdstid, og der må påregnes adskillige møder om aftenen, ligesom konferencer og kursus/uddannelse ofte foregår andre steder i landet med overnatning.

Tidsfrist for kandidatforslag
Er du vores nye sektorformand, så HUSK, at kandidatforslag skal være afdelingen i hænde senest 14 dage før sektorgeneralforsamlingen, hvilket vil sige senest torsdag den 12. september 2013.

FAKTA
Pt. har sektorformanden bl.a. følgende ansvarsområder:

  • Medlem af Team overenskomst, hvor der sagsbehandles på tværs af sektorer og faggrupper. Bl.a. i forhold til løn, arbejdstid, ferie, barsel, sygdomsopfølgning. 
  • Fag, faglighed og arbejdspladsernes udvikling indenfor egen sektorområde.
  • Uddannelse og kompetenceudvikling af sektorens faggrupper. Deltage i samarbejdet med lokale- og regionale uddannelsesinstitutioner, samt påvirke arbejdsgivere til at igangsætte kursus/uddannelse for FOA´s medlemmer. 
  • Menings- og holdningstilkendegiver i forhold til sektorens fagområder såvel internt som eksternt. Påvirke politisk, såvel kommunalt som regionalt, hvor det giver mening for sektorens medlemmer. 
  • Samarbejde med de tillidsvalgte på arbejdspladserne – I FOA Frederikshavn arbejder vi med stor grad af kompetenceudlægning til den enkelte tillidsvalgte. 
  • Medlem af Daglig Ledelse
  • Samarbejde med Forbundet samt andre FOA-afdelinger i regionen 

Vilkår
Lønniveauet for lønnede valgte fastsættes af afdelingsgeneralforsamlingen. Aflønning sker efter den kommunale lønramme, pt. løntrin 45 + et månedligt tillæg på kr. 1200,- (31/3-2000 niveau). Pension 12,6%. Ansættelse sker på 37 timer/ugen, dog uden øvre
arbejdstid. Der udbetales ikke tillæg for arbejde/møder om aftenen og i weekender

Tilmeld dig sektorgeneralforsamlingen her