Bortvisning

Bortvisning er den mest vidtgående form for sanktion, din arbejdsgiver kan anvende overfor dig. Ved en bortvisning afbrydes ansættelsesforholdet øjeblikkelig. Det gælder også lønudbetalingen.

Din arbejdsgiver kan kun bortvise dig, hvis der er tale om en alvorlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, f.eks. at du udebliver fra tjeneste uden gyldig grund, overtræder grundlæggende regler på arbejdspladsen eller begår kriminelle handlinger.

Hvis du får en bortvisning

Bliver du bortvist, er det reglen, at bortvisningen skal ske umiddelbart efter forseelsen, eller umiddelbart efter forholdet er kommet til ledelsens kendskab. Vælger arbejdsgiver, at du skal afslutte dagens eller ugens arbejde inden du bortvises, vil man kunne sige at, alene det, at arbejdsgiver har accepteret, du var på arbejdspladsen efter forholdet blev kendt, viser, at det ikke var så alvorligt, at det er nødvendigt at bortvise dig.

Hvis ledelsen vil bortvise dig, skal du være opmærksom på følgende:

  • du bør øjeblikkelig kontakte din afdeling eller din tillidsrepræsentant, så de kan hjælpe dig
  • en bortvisning er kun berettiget, hvis der er tale om en meget alvorlig pligtforsømmelse fra din side, eksempelvis ulovlig udeblivelse fra tjenesten
  • du har - hvis du er offentligt ansat - krav på at blive partshørt, og ledelsen skal tage stilling til din forklaring, før de afgør sagen
  • hvis du ønsker at fortsætte på arbejdspladsen, skal du sammen med din lokale FOA-afdeling hurtigst muligt protestere mod bortvisning

Få hjælp i forbindelse med bortvisning

Hos din tillidsrepræsentant eller i din lokale afdeling af FOA kan du søge yderligere råd og vejledning om bortvisning:

Find din afdeling

 

Redningskrans   

Søg i Faglig Førstehjælp