Tillidsmandsmøde mobiliserer til forsvar for velfærden

Den 4. september mødtes FOAs fællestillidsfolk i Nyborg, for at styrke kampen for velfærden

Der tales højt og engageret ved bordene i mødelokalet på Hotel Nyborg strand. Det handler om værdier, hvad er de fælles værdier, der binder velfærdsarbejderne sammen?

Det er FOAs fællestillidskvinder og -mænd fra hele landet, der taler sammen.  Der er mødt omkring 200 frem, for at sætte gang i en mobilisering, der skal være med til at sætte fokus på, at danskerne vil velfærden og ikke skattelettelser.  Mobiliseringen sker under navnet "Danmark for Velfærd" og skal samle faglige kræfter fra hele landet, fra både det private og det offentlige arbejdsmarked om en række aktiviteter.

Efterhånden som deltagerne bliver enige om hvilke værdier, de vil sætte i centrum, sender de deres svar via SMS til en såkaldt ”sky” på internettet, som også kan ses på en storskærm i salen.

Op på skærmen kommer ord som faglighed, og respekt og noget om at gøre en forskel, men det ord, der står stærkest til sidst er omsorg.

”Jeg er her for at være med til at mobilisere til stormøde den 4. oktober, og forhåbentlig også til at samle til større aktiviteter den 7. november,” forklarer Susan Jørgensen, der er fællestillidsrepræsentant fra Aalborg Universitetshospital, og som ved mødets start fortalte sine FOA-kolleger om, da de ansatte på hospitalet valgte at nedlægge arbejdet i utilfredshed med arbejdsvilkårene, og om hvordan arbejdsgiverne efter kort tid valgte at lytte til de ansatte og gøre noget ved sagen.

Vejen til stormødet den 4. oktober og en senere stor manifestation går via en landsdækkende underskriftindsamling, der siger nej til besparelser og ja til velfærden.

De snyder på vægten
FOAs forbundsformand Dennis Kristensen er med i Nyborg, han taler om de tre store forslag regeringen fremlagde i sidste uge; skattereform, erhvervspakke og finanslov og fortæller, hvordan de forslag sammen vil føre til færre hænder i det offentlige ikke flere, og om hvordan det sker samtidig med, at der bliver flere ældre og børn, som har behov for den fælles velfærd.

”De snyder på vægten, når de siger, at de her forslag giver flest skattelettelser i bunden, det er talmagi, der kun kommer frem via de mest kreative regnemetoder. Det gennemsnitlige FOA-medlem tjener 267.000, så ligesom HK'eren og 3F'eren er vi blandt dem, der får mindst ud af ud af deres skattelettelser. I stedet skal vi løbe hurtigere, i et allerede hårdt presset offentligt velfærdssystem,” siger Dennis Kristensen til tillidsrepræsentanterne.

Danmark for Velfærd
Bag underskriftindsamling og stormøde og en senere manifestation står Danmark for Velfærd, det er et samarbejde mellem en række lokale og landsdækkende fagforeninger fra både den offentlige og den private sektor.

Danmark for Velfærd er stiftet af LO-storbyerne, 3F, FOA, HK, DLF, BUPL, og DS. Senere er også Dansk Sygeplejeråd, Kost & Ernæringsforbundet og Dansk El Forbund gået med i samarbejdet.