Stort flertal stemmer JA til KA Pleje-forlig

Det sidste OK23-forlig for FOAs vedkommende er stemt igennem. Det stod klart, da urafstemningen lukkede fredag morgen. Næstformand i FOA Thomas Enghausen erklærer sig tilfreds med udfaldet.

Med 94 procent JA-stemmer og kun 5 procent, der stemte nej, er den toårige fornyelse af overenskomsten mellem FOA og KA Pleje en realitet. 46,2 procent af de stemmeberettigede afgav stemme.

Fornyelsen betyder, at ansatte under overenskomsten kan se frem til lønstigninger i størrelsesordenen 2.500-3.000 kroner, når den er fuldt indfaset om to år. Dertil kommer et nyt anciennitetstrin på 1.500 kroner efter 10 års ansættelse samt en udvidelse af lørdagstillægget.

”Jeg er glad for, at medlemmerne har delt mit syn på den her aftale; den er supergod. De kommer til at kunne mærke det på pengepungen, ingen tvivl om det,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.

Med KA Pleje-overenskomsten på plads er FOA i mål for denne gang, hvad angår forhandlinger på det private område. Det, der blev udråbt til at blive de sværeste forhandlinger i mands minde, endte i fred og harmoni og helt uden drama.

”Det er altid pivhårdt arbejde at forhandle overenskomster, og det har det også været denne gang. Jeg synes dog, vi er landet rigtig godt i det, og hvis man ser på, hvordan medlemmerne har taget imod vores forlig, er det svært at konstatere andet end, at de er enige. Det er jeg selvsagt godt tilfreds med,” siger Thomas Enghausen.

FOAs OK23-hjemmeside kan du læse mange flere detaljer om aftalen mellem FOA og KA Pleje.