Esma Altay, rengøringsassistent, plejecenter Søndervang

Film på fremmedsprog skal få flere med i FOAs fællesskab

Mange ansatte inden for især kost- og servicesektoren tilhører etniske minoriteter og har begrænset kendskab til fagforeninger. Det skal fem små film ændre. I dem fortæller FOA-medlemmer på egne modersmål om fordelene ved at være med i FOA.

”FOA er kun et opkald væk fra jer. Hvis I skulle opleve nogle problemer, vil FOA hjælpe jer trygt og sikkert igennem det.”

Sådan indleder Esma Altay, som er født i Tyrkiet og i dag arbejder i et køkken på et plejehjem, sin forklaring på, hvorfor hun er medlem af FOA. En forklaring, som hun på en video, giver på flydende tyrkisk.

Sammen med fire andre FOA-medlemmer med udenlandsk baggrund, som også optræder i hver deres egne små film, deler hun en klar opfordring til andre om også at melde sig ind i fagforbundet. Filmene er udarbejdet for netop at gøre borgere fra lande som Tyrkiet, Pakistan, arabisktalende lande og andre nationaliteter opmærksomme på, at FOA også er en organisation for dem.

”En stadig større andel af kollegerne, som kommer til inden for kost- og servicefagene, har etnisk minoritetsbaggrund. De gør rent på skoler, i daginstitutioner og på hospitaler, de laver mad på plejecentre eller i store kantiner på offentlige arbejdspladser. Vi vil gerne sikre, at de ved, at FOA også er til for at hjælpe dem. Derfor har vi produceret i alt fem film med medlemmer, som med deres egne ord og på eget modersmål fortæller om fordelene ved at være med i FOA,” siger Pia Heidi Nielsen, formand for Kost og Service i FOA.

Forfulgt for medlemskab i hjemland
De fem film er på henholdsvis tyrkisk, urdu, engelsk, nepalesisk, og arabisk og rummer alle det budskab, at FOA giver sine medlemmer juridisk hjælp, rådgivning og sikrer gode løn- og ansættelsesvilkår. Og det budskab skal altså nu spredes landet over. Alene i københavnsområdet skønnes der at arbejde næsten 4.000 fra etniske minoriteter, som kunne have gavn af at blive medlem af FOA. På landsplan gælder det yderligere 10.600 ansatte inden for kost- og servicesektoren med udenlandsk baggrund. 

”Ud over at tage livtag med de sproglige barrierer håber vi, at filmene kan gøre de udenlandske kolleger opmærksomme på, at fagforeninger har en vigtig rolle at spille på det danske arbejdsmarked, og at det er helt naturligt at være medlem. Nogle kommer jo fra lande, hvor man ligefrem kan blive forfulgt, hvis man er medlem af en fagforening,” siger Pia Heidi Nielsen.

Del filmene med kollegerne
De fem film vil ligge som et fast element på FOAs hjemmeside sammen med andet materiale, der skal hjælpe nye i Danmark til at forstå værdien af en fagforening som FOA.

”Og så håber jeg, at vi medlemmer af FOA i fællesskab vil vise vores udenlandske kolleger på arbejdspladserne disse film. Tag fat i hinanden og vis videoerne i en pause. Del dem på sociale medier. Det styrker både den enkelte og fællesskabet, jo flere vi står sammen,” siger Pia Heidi Nielsen.

Se de fem videoer her