Kvindekampdag i FOA: Kom krænkelser til livs

Stifterne af MeToo-bevægelsen #EnBlandtOs gør status over kampen mod krænkelser, når FOA 8. marts inviterer til åbent hus, debat og middag på Kvindernes Internationale Kampdag.

Opgøret med både krænkelser og de, der krænker andre, kører for fuldt blus både i Danmark og udlandet med slagordene MeToo som fællesnævner for den fælles kamp. Netop den kamp er i fokus, når FOA den 8. marts holder et åbent arrangement på Kvindernes Internationale Kampdag.

Her vil hovedtalerne være initiativtagerne til opgøret mod sexisme #EnBlandtOs, venstremedlem Camilla Søe samt Maria Gudme, regionsrådsmedlem for Socialdemokratiet. Sammen har de på tværs af partiskel sat fokus på krænkelser og sexisme i dansk politik.

”Selv om vi bryster os af at være et af de lande, der har størst ligestilling, har vi stadig store udfordringer, som handler om kvinders fundamentale demokratiske rettigheder. MeToo-sagerne udgør et ligestillingsproblem, men de udgør også et demokratisk problem, fordi de handler om, hvordan magt og misbrug af magt holder nogle uden for fællesskabet. Det gælder i politik, men også i sociale fællesskaber og på den enkelte arbejdsplads,” siger Camilla Søe om MeToo-bevægelsens sammenhæng med Kvindernes Internationale Kampdag.

Forandring er i gang
Hendes forventning er ikke, at man reelt kan opnå en virkelighed, hvor ingen misbruger deres magt, og ingen oplever at få overskredet deres grænser.

”Men vi skal sikre os, at ligesom hvis man jager over for rødt lys og det kan koste et klip i kortet, har det konsekvenser, hvis man overskrider andre menneskers grænser. Eller hvis man sidder sagerne overhørig som leder eller holder hånden over andre, der krænker,” siger Camilla Søe, der glæder sig over, at forandringens vinde er begyndt at blæse.

”Forandringerne er ikke kun noget, der udspiller sig i debatspalterne. Vi ser, at der sker nogle forskydninger nu og at der for eksempel i højere grad er fokus på uddannelse af ledere i adfærdskodeks,” siger Camilla Søe.

Politik skal være på plads
Det er den ligestillingsansvarlige sektorformand for Kost og Service i FOA, Pia Heidi Nielsen, der er vært for arrangementet på Kvindernes Kampdag. Hun understreger, at kampen mod krænkelser også gælder i tilfælde, hvor mænd udsættes for grænseoverskridende adfærd.

”Det, vi skal sikre, er, at der på alle arbejdspladser findes en politik på området, så der er en klar plan for, hvordan det skal håndteres, hvis en medarbejder udsættes for en krænkelse. Det kan både være fra kolleger, ledere eller de borgere og pårørende, som medarbejderne skal drage omsorg for eller servicere. Det helt afgørende er, at ingen skal stå med det alene” siger Pia Heidi Nielsen.

Også Lønstukturkomitéens arbejde samt FOAs indsats for at skabe større lønlighed på tværs af køn og faggrupper er på dagsordenen ved arrangementet, når forbundsformand Mona Striib holder oplæg om vejen frem mod overenskomsterne på det offentlige område i 2024.

Undervejs serveres der aftensmad, og under sidste del af arrangementet leveres der musik af Det Kønne Kartel.

Er du interesseret i at deltage og se program for dagen, så klik på dette link

Tilmelding til arrangementet er ikke nødvendig.