Børnehuset Troldhøj har fokus på "slås-kultur" og farlig leg
Foto: Tobias Stidsen

Årets Dagtilbud giver børn tryghed og mod

Vinderen af prisen som Årets Dagtilbud er med et års corona-forsinkelse nu fundet. Bag sejren ligger blandt andet en såkaldt ”slås-kultur” og fokus på farlig leg.

Mod til at klatre højt, mod på at mosle rundt blandt andre og i det hele taget et trygt miljø, hvori man kan udfordre sig selv. Det er nogle af de gevinster, børnene i Børnehuset Troldhøj i Roskilde nyder godt af, at personalet har fokus på i børnenes dagligdag. Og det er en af årsagerne til, at den integrerede institution i dag bliver hædret som Årets Dagtilbud.

At valget er faldet netop på Troldhøj er faktisk modigt, mener institutionens pædagogiske leder Ronni Mathiassen, som fortæller, at det betyder meget for ham, at de nu bliver tildelt prisen.

”Det er ikke alle, der synes, at det vi gør, giver mening. Derfor betyder det også enormt meget for os at få det her skulderklap. Det er et modigt valg, at fagudvalget har tildelt os prisen, fordi vi gør nogle ting lidt anderledes end mange andre. Det skal vi her i Troldhøj dvæle ved at nyde, men så skal vi også blive ved med at udvikle os bagefter. Det forpligter at få sådan en pris, men vi er klar. Det er en drivkraft,” siger han til Fagbladet FOA.

Udfordrer grænser
Det er FOA, der i samarbejde med KL, BUPL samt Børne- og Undervisningsministeriet tildeler prisen til en daginstitution eller dagpleje, som udfører et solidt pædagogisk arbejde af høj kvalitet, hvor den pædagogiske intention træder tydeligt frem i den daglige praksis og i udviklingen af børne- og læringsmiljøet. Den daglige praksis skal samtidig være funderet i den styrkede pædagogiske læreplan, herunder det pædagogiske grundlag.

Den integrerede institution i Roskilde modtager blandt andet prisen for at skabe udviklende læringsmiljøer for børnene, et stærkt børneperspektiv, en solid evalueringspraksis og systematisk feedbackkultur.

Konkret oplever børnene, at de gennem leg og såkaldt ”slåskultur” får udfordret deres egne grænser samtidigt med, at de lærer at respektere andres.

”Allerede i vuggestuedelen er der tænkt over, at børnene skal have en god fornemmelse af deres egen krop, grænser og sanser, og allerede der støbes fundamentet for den risikofyldte leg og slås-kultur, ” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen om baggrunden for valget af Børnehuset Troldhøj.

Bare tæer på knasende cornflakes
”Børnene opmuntres f.eks. til at gå med bare fødder på cornflakes, kravle op ad trapper og på stole, og til at sidde selv på stole uden rygstøtte, så snart de kan. Det giver de mindste børn tryghed ved egen krop, egne grænser og egne evner. Og med personalets støtte og vejledning i børnehaven er grundlaget skabt for at kunne arrangere slåskampe, hvor børnene danner makkerpar ud fra trygge relationer, aftaler regler, varighed og stopsignaler. Det er fantastisk godt pædagogisk arbejde, og man mærker også tydeligt personalets engagement i det arbejde,” uddyber Kim Henriksen.

Prisen Årets Dagtilbud uddeles vanligvis – som navnet også afslører – en gang om året. På grund af covid19 blev der i fjor dog ikke uddelt nogen pris, hvorfor prisen denne gang dækker årene 2020 og 2021.

Selve præmien på 20.000 kr. blev mandag overrakt af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ved en prisoverrækkelse, som fandt sted i selve institutionen.

I alt 153 dagtilbud har været indstillet til prisen, som i alt tre institutioner endte med at være nomineret til. Ud over Børnehuset Troldhøj var også Solkernen i Odense og Lille Dalby i Hedensted nomineret. Læs mere om de nominerede dagtilbud på Danmarks Læringsportal emu.dk.