Forbundsformand for FOA Dennis Kristensen
”Det er meget svært for os at se, hvem der faktisk er omfattet af arbejdsgivernes varsler," siger Dennis Kristensen.

Lockoutvarsler er en ommer

FOA har modtaget lockoutvarsler fra de offentlige arbejdsgivere, men varslerne er dårligt lavede, de er for upræcise.

Arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner har som ventet sendt lockoutvarsler til FOA og de andre fagforbund. De vil lockoute 250.000 ansatte i kommunerne og 80.000 i regionerne. Men hvem? Det mener FOA er næsten umuligt at tyde ud fra varslerne, så derfor har forbundet valgt at begære et fællesmøde i Arbejdsretten, for at få opklaret sagen.

”Det er meget svært for os at se, hvem der faktisk er omfattet af arbejdsgivernes varsler. Jeg kan for eksempel nævne, at regionerne har undtaget ”psykiatrien”, uden at vi nærmere kan aflæse, hvilken afgrænsning af psykiatrien regionerne har foretaget, det kan vi jo ikke rådgive medlemmerne ud fra,” siger Dennis Kristensen, formand for FOA.

66.000 medlemmer er omfattet
Med den usikkerhed, som de uklare lockoutvarsler medfører, er FOA nået frem til omkring 40.000 medlemmer, der er omfattet af KL’s lockoutvarsel og omkring 10.000 medlemmer omfattet af regionernes lockoutvarsel. Herfra skal dog fradrages det antal medlemmer i regionerne, som vil være omfattet af regionernes undtagelse af ”psykiatrien”.

Hertil skal til gengæld tillægges omkring 14.000 medlemmer omfattet af FOAs strejkevarsel overfor kommunerne og omkring 2.000 medlemmer omfattet af FOAs strejkevarsel overfor regionerne. Alt i alt er omkring 66.000 FOA-medlemmer omfattet af konflikten.