Lars René Hedegaard Olesen, Tanja Schønemann og Lotte Berthelsen
Med en stemmedeltagelse på 65 procent slår FOA sine egne tidligere rekorder

Urafstemning: Et rungende "ja"

FOAs medlemmer bakker stærkt op om de nye overenskomster. 95,1 procent har stemt for, og stemmeprocenten er rekordhøj.

Processen har været lang og sej med stribevis af sammenbrud og en truende storkonflikt som baggrundstæppe for forhandlingerne om OK18.

Derfor er det særligt glædeligt, at FOAs medlemmer ved urafstemningen om de offentlige overenskomster nu viser sig at have talt med klar stemme og ytret et stærkt ”ja” til aftalerne. Det fortæller forbundsformand Mona Striib, der ud over en overvældende opbakning kan glæde sig over en rekordhøj stemmedeltagelse.

Samlet har 65 procent af de stemmeberettigede medlemmer stemt, og af dem har hele 95,1 procent stemt for de indgåede forlig med Kommunernes Landsforening, Regionerne og Moderniseringsstyrelsen, som har forhandlet på statens område.

”Det flotte afstemningsresultat er udtryk for det store engagement blandt medlemmerne, som vi også så på tværs af fag og forbund under forhandlingerne. Offentligt ansatte har denne gang insisteret på at blive anerkendt for deres værd og har udvist et unikt sammenhold. Det er bestemt en styrke, vi som fagbevægelse kan og vil bruge fremadrettet,” siger Mona Striib.

Særlige puljer er milepæle
Den samlede ramme for de næste tre år lyder på 8,1 procent. Samtidig sikres der en særlig rekrutteringspulje til social- og sundhedsområdet, hvor over en halv milliard kroner vil komme især social- og sundhedsassistenter til gode.

Og for første gang nogensinde lykkedes det lønmodtagerne i samlet flok at rejse – og at komme igennem med - et krav om en pulje til ligeløn og lavtlønsgrupper. Konkret betyder det, at ansatte på løntrin 11-19 sikres et lønløft, ligesom ligelønspuljen medfører et mindre lønløft til ansatte i kvindedominerede fag, for eksempel i pædagogisk sektor og social- og sundhedshjælpere.

”Det er vigtige milepæle i netop anerkendelsens navn. Og så er der også god grund til at glæde sig over, at det lykkedes at få afskaffet det forkætrede privatlønsværn, som betød, at offentligt ansattes løn systematisk sakkede bagud i forhold til de privatansattes. Lønnen skal selvfølgelig følges ad og offentligt ansatte skal have deres del, når vi oplever et opsving i økonomien, som vi jo gang på gang hører er bomstærk,” siger Mona Striib.

Gælder fra 1. april
Ud over at være taknemmelig for medlemmernes solide opbakning, retter Mona Striib også en særlig tak til sin forgænger, Dennis Kristensen, der fortsatte i rollen som chefforhandler for FOA, trods sin afgang som formand for FOA den 25. april.

”Vi har opnået et flot resultat ved OK18, som kommer FOAs medlemmer til gavn i de næste tre år. En af årsagerne til det er, at Dennis gjorde en utrættelig indsats for at få landet aftaler, som vi alle, både arbejdsgivere og lønmodtagere, kunne se os selv i,” siger Mona Striib.

De nye aftaler gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. april. Overenskomsterne dækker 136.733 FOA-medlemmer på det kommunale område, 15.639 i regionerne og 402 på det statslige område.