• Læs op
• Udskriv

Den danske model virker. Det stod soleklart under OK18. Det betyder noget, når vi står sammen på tværs af de faglige organisationer. Det slog gnister undervejs. Der opstod spændinger i samarbejdet. Det er ingen hemmelighed, og det har vi behandlet i de grundige evalueringer, vi i tiden efter OK18 har haft både mellem organisationerne i Forhandlingsfællesskabet og med de kommunale og regionale arbejdsgivere.

På trods heraf er der ingen tvivl. OK18 blev en succes. Vi fik en pulje til ligeløn og lavtlønsområdet. Det blev også den overenskomstfornyelse, hvor vi tog livtag med 10 års kampe om løngab mellem den private og offentlige sektor, så vi endelig kunne se frem til et OK21-forløb, hvor den diskussion ikke står som en forhindringsbane, før vi går i forhandlingslokalet. Til gengæld kom Covid19 brasende og lagde nye forhindringer i vejen for os.

Vi har brugt tid på at finde løsninger på flere store udfordringer siden OK18, hvor der blandt andet blev nedsat en kommission, som skulle komme med anbefalinger til en løsning på den gordiske knude om lærernes arbejdstid. Lærerne og KL har efterfølgende forhandlet i et meget langstrakt og intenst forløb og er langt om længe kommet i mål med en ny aftale, så lov 409 nu er begravet og erstattet af et nyt grundlag. Det må aldrig ske igen, at et grundlæggende element i en overenskomst ikke aftales mellem parterne, men reguleres med et lovindgreb. En grim plet i historiefortællingen om overenskomstfornyelser i den offentlige sektor.

Vi kommer nok at se og høre DA's rituelle stammedans med advarsler om lønudviklingen i den offentlige sektor, når vi skal forhandle OK21. Det er næsten lige så sikkert som amen i kirken. Egentlig har det altid undret mig, at en arbejdsgiverorganisation på det private område blander sig her. Det ville svare til, at KL og regionerne gik på banen før de private forhandlinger med løftede pegefingre, advarsler og budskaber.

I perioden siden 2018 har vi haft et godt samarbejde både mellem organisationer og med arbejdsgiverne om flere store udfordringer. Om arbejdsmiljø. Om at få flere fra deltid til fuldtid. Om rekrutteringsudfordringer, uddannelse af ufaglærte, fastholdelse og meget mere. Erfaringerne er gode og dem skal vi bygge videre på.

Men vi kommer ikke udenom, at Covid19, som både er en alvorlig sundhedskrise og et økonomisk håndkantsslag, får betydning for OK21.

Hen over foråret og sommeren drøftede vi i de faglige organisationer betydningen af en usikker økonomisk situation. Det er ikke et godt scenarie at forhandle overenskomster i. Et flertal af organisationerne pegede på at det kunne blive nødvendigt at forlænge de nuværende overenskomster. Men ikke alle organisationer kunne tilslutte sig dette. Det fik arbejdsgiverne på tværs af stat, regioner og kommuner til at ville forhandle OK21 som normalt og med en 3-årig aftale for øje.

Derfra gik vi i gang med forberedelserne med krum hals. Allerede før coronaen satte ind, var vi godt i gang med grundige drøftelser, og derfor er vi også nu helt klar til sidste runde, før vi udveksler krav med arbejdsgiverne.

Vi køber ikke budskabet fra arbejdsgiverne om, at "vi kigger ind i en meget smal ramme". Vi anerkender, at corona og økonomi har betydning. Men det har den betydning, at vi i dén grad skal anstrenge os for at få en overenskomstaftale i hus, der kan bære en tre år lang periode.

Vi skal være i stand til at sikre reallønnen, vi skal være i stand til at skabe udviklingsmuligheder og forbedringer på en lang række områder.

Coronaen har spændt buen på arbejdspladserne. En bue, der i forvejen var hårdt spændt. Samtidig er medlemmernes forventninger til, at der kommer resultater ud af OK21-forhandlingerne, tårnhøje. Det gælder på tværs af organisationerne. Hver eneste medlemsgruppe har, siden coronavirussen kom ind over landets grænser, stillet op til løsning af opgaver med en fleksibilitet, der har sikret, at den offentlige sektor har fungeret.

Vi er klar til at forhandle og vi er klar til at lægge arm om en ordentlig ramme, så OK21 kan komme i mål. Det må blive i en kombination af generelle lønstigninger, løft af lavtlønnede, et yderligere skub på ligeløn, ændringer af ansættelsesvilkår, som gavner arbejdsmiljøet, fastholdelsesinitiativer, medindflydelse, arbejdsfællesskaber, uddannelsesmuligheder og andre ting. Hvis viljen er der, så kan vi som parter aftale en overenskomstfornyelse, der ikke kun handler om de meget udgiftstunge krav, men også inddrager de erfaringer, vi har fået under coronaen.

I de sidste mange måneder har parterne på tværs af den offentlige og private sektor forhandlet 10 trepartsaftaler for at sikre, at vi kommer så godt gennem krisen som overhovedet muligt. Vi er altså inde i en god gænge med at skabe resultater med hinanden om vigtige emner ved forhandlingsbordet.

Nu skal parterne i den offentlige sektor mødes i god dialog om OK21. Kravene udveksler vi den 15. december. Derfor er vi lige nu i den sidste fase i samspillet mellem alle faglige organisationer, hvor vi samler de krav, der går på tværs og altså er fælles for os alle. Denne gang tror jeg også, at vi byder ind med forslag om bæredygtighed til den vigtige klimadagsorden.

Med to kasketter på, som formand for FOA og formand for Forhandlingsfællesskabet, skal der balanceres. Den balanceakt er ikke nem, men vi er godt på vej. Med fællesskabets dagsorden.

Bragt i A4 Overenskomst, den 26. november 2020