Trepartsaftalen er et skridt mod ligeløn

Vi har en ligelønsudfordring i Danmark, der bunder i, at fag med mange kvinder er lavere lønnet end fag med mange mænd. Men vi er nogle, der kæmper for at rette op, og de ekstra milliarder kroner, der blev afsat til løn i en række velfærdsfag i den nyligt indgåede trepartsaftale, er et skridt i den rigtige retning.

Er der mindst 70 pct. kvinder i et fag, er lønnen notorisk lavere end i fag, der udgøres af mindst 70 pct. mænd. Det viste Lønstrukturkomiteens rapport fra sidste sommer.

Vive har også belyst problemet. Deres konklusion var, at lønnen falder med 3,9 pct., når andelen af kvinder stiger med 10 pct.

Og nej, det handler ikke om lige løn for samme arbejde, for den lavere løn gælder også for mænd i de respektive fag. Men nu forholder det sig bare sådan, at de lavest lønnede fag i vid udstrækning også er de fag, der domineres af kvinder.

Det lyder ikke som Danmark anno 2024, men det er det desværre.

Den lave løn bunder i en historisk opfattelse af omsorgsfagene, der daterer sig tilbage til dengang, kvinderne for alvor kom ind på arbejdsmarkedet. At der stadig er et lønefterslæb, er i min optik pinligt for et land, hvis selvopfattelse er så massiv en størrelse, at den er svær at rumme i ord.

Er alt så bare så galt, at vi lige så godt kunne pakke sammen og gå hjem? Nej da! Vi kæmper videre, og vi – FOA og en række andre aktører – er utrættelige i vores kamp. Og det går faktisk den rette vej. Med små skridt går vi stille og roligt mod mere ligeløn.

Trepartsaftalen, der blev indgået i december og som nu udmøntes ved de igangværende overenskomstforhandlinger, er et godt eksempel. Den blev til som et løfte i en valgkamp efter lang tids pres fra FOA og flere andre faglige organisationer, fx Dansk Sygeplejeråd, BUPL med flere.

Formelt set handler udmøntningen af de i alt 6,8 mia. kroner om rekruttering og fastholdelse, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at det vil have en effekt, der matcher formålet. Men det har også den effekt, at det ekstraordinære lønløft mindsker lønuligheden mellem kvinder og mænd.

Det skyldes, at de fag, der lider under rekrutteringsudfordringer, også er de fag, hvor lønnen er lav, og sjovt nok er det også de fag, der i vid udstrækning er domineret af kvinder. Altså ender lønmidlerne i højere grad med at gå til kvinder end til mænd.

Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hver gang vi formår at løfte de lavest lønnede faggrupper i vores samfund, tager vi et skridt mod mere ligeløn. For mig er det underordnet, om vi siger, det handler om rekruttering, fastholdelse eller noget tredje, så længe milliarderne går til de grupper, der har et lønefterslæb.

Ved de igangværende overenskomstforhandlinger er det endnu en gang lykkedes os at få afsat midler til de allerlavest lønnede. Det spæder også til, og mange bække små, gør som bekendt en stor å.

Men som jeg indledningsvis skrev, har vi stadig et ligelønsproblem, selvom trepartsaftalen, lavtlønspulje og flere andre elementer i de igangværende overenskomstforhandlinger alle trækker i den rigtige retning. Jeg kunne ønske mig, at de små skridt, vi tager, fremover bliver større, for der er stadig meget at kæmpe for og rette op på. Det skal vi huske os selv på en dag som i dag, Kvindernes Internationale Kampdag.

Bragt i Avisen Danmark, den 8. marts 2024