• Læs op
• Udskriv

Lige nu lægges der sidste hånd på budgetterne i kommunerne landet over. En teknisk proces, som handler om effektiviseringer, udvidelser, sparekataloger og som tager udgangspunkt i, hvad den til enhver tid siddende regering har prioriteret af midler til kommunernes økonomi. Processen skal tage højde for demografiudvikling, anlægsloft, serviceniveau og et loft over serviceudgifter, der i tilfælde af at loftet overskrides som følge af uforudsete stigninger i udgifterne, betyder dummebøder som alt andet lige reducerer kommunens budget til service i det næstkommende år.

Alt sammen er meget teknisk, meget uigennemskueligt for os almindelige mennesker og frygteligt fyldt med systemord, som i sin natur skaber afstand til det, det i virkeligheden handler om: Hjælp til borgere, der har brug for den. Det handler om, hvilken hjælp vores ældre kan få, hvilke tilbud og hvilken uddannelse vi kan tilbyde vores børn og hvilken behandling, vi kan tilbyde vores kære med psykiske lidelser, som har brug for støtte, omsorg, aktivering eller behandling.

Budgetaftalerne åbnes for det meste af klartekst om udvidelser, satsninger, investeringer, forbedringer for borgerne, som man fra byråd eller kommunalbestyrelser vil lave i det kommende år og besparelserne er ofte forklædt som resultater af opnåede effektiviseringer, omprioritering af midler eller reduceringer i driften på enkelte budgetposter. Hvad det betyder for den ældre, for barnet i dagtilbuddet eller for den socialt udsatte borger, må vi i nogle tilfælde tænke os til.

Et meget klart eksempel på den til tider lidt kyniske og regnearksfunderede tilgang til hjælpen til den enkelte, er debatten om praktisk hjælp til ældre.

Ifølge en gennemgang, som Ældre Sagen har foretaget af budgetforslagene i alle kommuner viser, at hver tredje kommune har forslag om at forringe den praktiske hjælp.

På møder debatterer udvalg og byrådene om en reduktion i serviceniveauet på den praktiske hjælp til borgere, der er visiteret til praktisk hjælp. For den ældre betyder ovenstående færre besøg af det kendte ansigt fra hjemmeplejen, at hjemmet bliver mere beskidt og måske mere uhygiejnisk, inden der kommer hjælp næste gang.

Jeg har i årets budgetter set eksempler på formuleringer i behandlingen af forringelser i den praktiske hjælp til rengøring, som for de ældre, som modtager praktisk hjælp til eksempelvis rengøring, betyder, at de fra årsskiftet må vente op til fire uger mellem hvert besøg - en forringelse fra rengøring hver tredje uge i indeværende år og året før det måske hver anden uge.

I ét eksempel har jeg set et argument som underbygger forslaget om forringelse af den praktiske hjælp med en henvisning til praksis hos nabo- eller sammenlignelige kommuner, som allerede har foretaget forringelsen. Det er et ekstremt tilfælde, taget ud af en kontekst, som garanteret også peger på andre argumenter, og jeg har også set kommuner, som foretager analyser af konsekvenserne af færre besøg, men det giver alligevel et indblik i den kynisme, som i nogle tilfælde opstår, når besparelser på ydelser, mennesker af kød og blod er afhængige af, skal behandles og forhandles langt væk fra, hvor hjælpen udføres og modtages.

For nogle borgere er den praktiske hjælp måske kun det: praktisk hjælp til gøremål, man af den ene eller anden grund ikke længere kan gøre selv. For nogen vil det betyde, at familie og venner må komme forbi lidt oftere og hjælpe med rengøringen eller tøjvasken, men for mange betyder forringelsen en mærkbar forringelse af deres livskvalitet. Besparelser som denne rammer, som mange andre besparelser, skævt i vores samfund. For den ældre uden pårørende der kan træde til, betyder en forringelse af den praktiske hjælp både en forringelse af de omgivelser, de lever i, en forringelse i deres sociale kontakt med andre mennesker og som yderste konsekvens, kan forringelsen betyde, at sygdom eller lidelser ikke opdages og behandles i tide.

For medarbejderen, som kommer hos borgeren, er i mange tilfælde uddannet til andet og mere end rengøring. Det kan være den eneste person, der kommer i hjemmet, den eneste, der har sin faste gang hos borgeren og som derfor kender borgeren og borgerens behov bedre end andre, og som kan se ændringer i borgerens tilstand eller sundhed. Små ændringer som hvor meget en borger får at spise og drikke kan være svært at opspore, når der går lang tid mellem besøgene, men kan være livsvigtig for at sikre rettidig behandling af en eventuel sygdom.

Ved at reducere den praktiske hjælp til rengøring, noget vi, der kan selv, alle kender til og udfører i vores egne hjem, gør man det nemmere år efter år at reducere ydelsen eller udskifte en del af den med teknologi som robotstøvsugere og vedtage effektiviseringer og besparelser som følge af sund aldring, øget brug af velfærdsteknologi eller effekter af en rehabiliterende tilgang på ældreområdet.

Jeg mener ikke, at det er ond vilje blandt hverken embedsværk eller politikere, der har skabt tilgangen og den til tider kyniske og uigennemskuelige præsentation af forringelser. Der er noget meget menneskeligt i at ville fremhæve det positive, det nye tiltag, den nye omfartsvej eller et løft af et område, der har brug for det.

Men det skaber et demokratisk problem, når vi som borgere får svært ved at opveje konsekvenserne – de positive og de negative – overfor hinanden.

Jeg håber generelt, at vi bliver bedre til at være åbne om konsekvenser af prioriteringerne i vores samfund, at vi bliver lige så gode til at beskrive de negative konsekvenser som de positive i både finanslove, økonomiaftaler, overenskomster, trepartsaftaler og budgetaftaler. Det gør kun diskussionen om til- og fravalg af prioriteringer bedre og mere nuanceret.

Bragt i NB Ældre, den 28. september 2023