• Læs op
• Udskriv

Det er desværre ikke de gode historier, medierne laver flest af. Vi har dog et kæmpestort ønske om, at alle de gode historier, der er på ældreområdet, og alle de succeser, der er på arbejdspladserne, også bliver omtalt.

Selvfølgelig skal vi være realistiske og fortælle om, hvilke udfordringer der er. Men jeg synes desværre, der er en tendens til, at det er de trælse historier, der får allermest mediedækning. Det gør noget ved vores fags omdømme, og det påvirker de unge mennesker, som overvejer at gå ind i faget.

Vi har i forvejen ikke nok medarbejdere, og der er heller ikke nok, der søger ind på uddannelserne. På trods af de trælse historier, der har været, har vi dog set en lille stigning i ansøgere til uddannelserne, men det er langt fra nok. Vi er nødt til at bruge nogle andre redskaber, og når vi fremlægger historier om ældreområdet, er vi nødt til også at huske de gode historier. Ellers undergraver vi bare et i forvejen udfordret område, for der er ingen tvivl om, at det her er skadeligt.

Historien om Else fra Aarhus var frygtelig, og vi tager klart afstand fra sådan nogle episoder. Men vi skal huske, at hver gang vi ser noget i fjernsynet, er det altid klippet ud af en kontekst. For de arbejdspladser, der har oplevet at blive filmet med skjult kamera eller har gået op og ned ad en muldvarp fra et medie, fylder det rigtig meget. Det gør, at vores medlemmer går rundt med en knude i maven konstant og er nervøse for, hvor kameraerne er henne, og hvad man kan få ud af at filme et øjebliksbillede hos en borger.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at vi er gået fra, at skjult kamera var et værktøj, der lå allernederst i værktøjskassen, til at det faktisk er blevet et af de værktøjer, som man nogle steder i tv-branchen tyr til først, fordi det er hurtigt, nemt, og det sælger.

Jeg deltog på Folkemødet i en debat om dette emne, hvor jeg spurgte de journalister, der medvirkede, hvorfor skjult kamera og muldvarper er et attraktivt redskab. Deres svar var, at befolkningen jo har ret til at kende sandheden. Men det er ikke sandheden, det viser. Jeg ser derimod et tydeligt bevis på et ældreområde, der er i knæ. For mig er den type udsendelser ikke bevis på, at medarbejderne gør en hel masse forkert. Det er derimod hårdt pressede medarbejdere, vi ser.

Vi taler ofte om forråelse i ældreplejen og blandt vores kollegaer. Mediedækningen er dog i høj grad udtryk for en forråelse af den offentlige tillid til vores kollegaer. Jeg har et stærkt ønske om, at oplever man som medarbejder noget, der er kritisabelt, så går man til ledelsen omkring de forhold fremfor at ty til at filme det og vise det i fjernsynet. Vi er nødt til at tage det alvorligt, for nu og i fremtiden vil alle gå rundt med en smartphone med kamera i lommen. Det betyder, at alle til hver en tid kan filme en episode.

Derfor er det altafgørende, at vi diskuterer, hvordan vi håndterer brugen af billeder og overvågning, så vi ikke skader vores fælles fremtid. Vi vil også gerne byde den journalistiske verden ind til bordet, så vi kan gå i dialog om, hvordan vi håndterer det her. Det handler ikke bare om FOA’s medlemmers fremtid. Det er din, min og vores alles fremtid, der er på spil.

Bragt i Magasinet Danske Kommuner, 6/23