Fordomme om SOSU’er spænder ben for bedre løn

Hvor svært kan det være at servere havregrød og skifte ble? De SOSU’er må altså holde op med at råbe op om højere løn!

Jeg er social- og sundhedsassistent på 17. år og har aldrig været mere tilfreds med mit karrierevalg. Men det gør ondt at høre på ytringer som ovenstående, der baserer sig på uvidenhed om vores fag. Og de fylder desværre i avisernes spalter. Allermest ærgerligt er det, at den manglende forståelse for vores job underminerer debatten om, hvorvidt vores løn og det ansvar, vi løfter, hænger sammen.

Men så lad mig løfte sløret for vores job – og hvorfor jeg synes, vi fortjener en bedre løn.

Social- og sundhedsassistenter er uddannet til en bred vifte af funktioner og kan derfor varetage mange forskellige opgaver på mange forskellige arbejdspladser – ikke kun på plejehjem som mange ellers tror. Jeg arbejder fx på en lukket psykiatrisk afdeling og har gjort det i 15 år. Her kan bruge mine mange forskellige faglige evner, og det giver mig en kæmpe arbejdsglæde.

Fælles for stort set alle de funktioner, der besættes af social- og sundhedsassistenter, gælder det, at jobbet indeholder en bred vifte af opgaver, der kræver mange forskellige kompetencer. Og fælles for stort set alle funktionerne gælder det, at vi løser en kerneopgave i det danske velfærdssamfund. Fælles for stort set alle er det også, at vores arbejde er hårdt for både psyken og fysikken, og at dette ikke afspejles på vores lønseddel.

Min arbejdsdag kan sjældent karakteriseres som ”normal”, og jeg trives faktisk ret godt i den omskiftelige hverdag. Men det tærer på kræfterne, når man dagligt skal håndtere patienter, der forsøger at tage deres eget liv; patienter, der skærer i sig selv; patienter, der slås med hinanden; ja i det hele taget patienter, der er til fare for dem selv og deres omgivelser.

På de gode dage – altså de dage, hvor førnævnte drama udebliver – har jeg tid til dybere terapeutiske samtaler med mine patienter og deres pårørende. Det er her, jeg for alvor gør en forskel, synes jeg selv.

Men det er altså ikke bare sådan lige at have disse samtaler, for patienterne er skrøbelige og psykisk ustabile, og deres pårørende er ofte i krise i én eller anden grad. Det kræver ekstremt højt fagligt niveau at kommunikere både pædagogisk, omsorgsfuldt og ikke mindst præcist med dem.

Alt ovenstående taget i betragtning, synes jeg ikke, det er urimeligt at bede om en løn, der matcher ansvaret og opgaven. Lige nu baserer vores løn sig nok mere på en antagelse om, at ”alle da kan blive sosu”, hvilket jeg er lodret uenig i.

Jeg krydser fingre for en større samfundsmæssig forståelse af vores fag, og jeg krydser fingre for, at min fagforening (FOA) sikrer et godt resultat ved næste forårs overenskomstforhandlinger.

Bragt i forkortet udgave i Jyllands-Posten den 5. november 2023.