• Læs op
• Udskriv

Desværre er det jo sådan, at når du har en dobbeltdiagnose, når du både har misbrug og er psykiatrisk patient, så bliver det enten eller. Hvis du er misbrugende i psykiatrien, bliver du smidt ud. Hvis du i misbrugsbehandlingen fremstår psykisk ustabil, så bliver du smidt ud. De samarbejder bare ikke. Jeg føler mig hundrede procent som en kastebold her i systemet.”

Sådan lyder nogle af de første ord, vi hører fra den nu 26-årige Anna i det første afsnit af dokumentarserien ”Pigen på den lukkede”, som TV 2 viser i disse uger. En dokumentar, som giver et råt indblik i livet som mangeårig psykiatripatient og stofmisbruger – og det ingenmandsland mellem regionens psykiatri og kommunens misbrugstilbud, som mange mennesker med dobbeltdiagnoser havner i.

Godt nok har vi kun Annas side af historien i dokumentaren. Men hun har ganske givet ret, når hun oplever, at hun er blevet en kastebold. Det samme har utallige andre syge med dobbeltdiagnoser været siden 2007.

For med strukturreformen blev ansvaret for misbrugstilbud lagt hos kommunerne, mens psykiatrien blev lagt hos regionerne. De nedlagte amter betalte førhen begge dele. Nu bliver de syge skubbet frem og tilbage, fordi det mere handler om, hvem der skal betale, end om hvordan vi hjælper nogle af de mest sårbare i vores samfund. Det er en skændsel.

Anna, som lider af adhd, ocd, ptsd og en spiseforstyrrelse, bliver afhængig af stoffer som 13-årig. Hun bliver voldtaget og misbrugt flere gange. Hun forsøger selvmord. Flere gange. Hun tager stoffer for at dulme sin livssmerte, men det bliver tilværelsen ikke lettere af. Hun tager også overdoser, og på et tidspunkt kan hun ikke bo hos sin mor længere.

I udsendelsen glimrer det, der ville være det rette tilbud til Anna, ved sit fravær. Hun burde blive tilbudt plads i et botilbud, hvor de ansatte er specialiserede i at støtte mennesker, der som hun har en dobbeltdiagnose. Eller tilbydes massiv bostøtte. Det sker ikke. I stedet vises en scene, hvor Anna udskrives fra en lukket psykiatrisk afdeling, mens hun stadig har plastre på sine overskårne håndled efter et nyt forsøg på at tage sit eget liv.

Indblikket i Annas liv er skræmmende. Hun brækker sin egen hånd og må opereres, men kan ikke få smertestillende som misbruger. Hun får en medicinsk abort, mens kæresten er i fængsel. Hendes misbrug eskalerer, mens hendes lejlighed bliver stadig mere beskidt og rodet. Alligevel skylder vi at se Anna. At hjælpe.

Hjælpen kan være på vej. Men først fra næste år. For der er faktisk indgået en aftale om, at der fra 2024 skal være særlige tilbud til borgere med dobbeltdiagnoser. Tilbud, som skal være forankret i regionerne. Men om Anna og andre med tilsvarende udfordringer får glæde af det, er endnu uvist. Der mangler nemlig stadig en klar afgrænsning af, hvem tilbuddet skal omfatte. Den gordiske knude skal Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen løse, og opgaven er ikke let. For det har KL og Danske Regioner hidtil ikke kunnet blive enige om.

Vi må have de ansvarlige ministre, socialministeren og sundhedsministeren, på banen nu. Jo længere vi venter, jo mere kommer den enkelte syge i klemme. Jo værre bliver det menneskes tilstand og misbrug. Det rammer ikke kun de syge, men også deres pårørende, de ansatte i psykiatrien og på botilbud. Det klæder ikke vores samfund.

Bragt i Kristeligt Dagblad, den 6. marts 2023