Stop afgudsdyrkelsen af arbejdsudbuddet
Regeringen og reformalliancen med De Radikale, De Konservative og LA vil gennemføre unødvendige arbejdsudbudsreformer, hvor usikre gevinster er argumenter nok, og som vil ramme de svageste. Men reformbehovet ligger et andet sted: rekrutteringskrisen.
Af: Thomas Enghausen, næstformand i FOA
Vi oplever lige nu en deprimerende dans om guldkalven i dansk politik, det hellige arbejdsudbud. Efter en alt for kort periode, hvor ordet reformer i dansk politik også handlede om, hvordan vi faktisk skaber forbedringer for mennesker, begynder man øjensynligt ene og alene at måle en såkaldt reforms kvalitet på mere eller mindre usikre resultater på arbejdsudbuddet.
Pludselig er selv de mest usikre gevinster på arbejdsudbuddet argumenter nok for reformer, der typisk er synonyme med nedskæringer for almindelige mennesker.
Aktuelle eksempler er selvfølgelig - fra regeringens side - afskaffelsen af store bededag og nedkalfatringen af seniorpensionen, som så senest er blevet trumfet af forslag fra den såkaldte reformalliance mellem De Radikale, De Konservative og LA, som helt vil fjerne efterlønnen og Arne-pensionen. Og for at det ikke skal være løgn fulgt op af sidstnævnte partis selvstændige forslag om endnu en gang at halvere dagpengene. Så er der fuld plade i forringelsessbingo.
Lad os hurtigt stikke en pind gennem den almindelige misforståelse, at arbejdsudbud handler om, hvor mange job der er til rådighed. Det gør det ikke. Arbejdsudbud drejer sig om udbud af arbejdskraft. Hvis man fjerner understøttelsen fra arbejdsløse eller forhindrer nedslidte i at gå på pension, øger man arbejdsudbuddet og dermed overskuddet i Finansministeriets regnemaskine. Uanset om de kommer i arbejde eller ej.
I virkeligheden vil et øget arbejdsudbud snarere øge ledigheden. Men med tiden - lyder logikken - vil de fleste blive så desperate, at de trods omstændighederne vil tage et hvilket som helst arbejde - også til en lavere løn eller dårligere arbejdsforhold, end de forventer, eller hvad rimeligt måtte være.
Det er det, reformerne handler om. Uanset om man forringer dagpengene, besværer adgangen til pension eller fjerner topskatten, har alle de såkaldte arbejdsudbudsreformer det til fælles, at de rammer de svageste og øger uligheden i samfundet.
Skattelettelser
Derfra hvor vi sidder, ligner det mere et ideologisk korstog end politik drevet af et faktisk behov. Navnlig når man betænker, hvor usikre de hellige arbejdsudbudsgevinster faktisk er.
I forhold til store bededag blev provenuet hurtigt skudt ned af de økonomiske vismænd, og den stigning på 2.500 i arbejdsudbud, regeringen forventer ved at forringe seniorpensionen, har selv de mest optimistiske iagttagere meget svært ved at se, al den stund langt de fleste, der søger ordningen, reelt er for nedslidte til at arbejde.
Hvorfra kommer den pludselige tilbagevenden til arbejdsudbuddets ortodoksi? Det lader ikke til at være reelle ydre faktorer, der driver omvendelsen. Uanset hvor meget regeringen prøver at tale krisen op, så har vi altså ikke brændende platforme, der begrunder deres nedskæringstrang.
Trods konstante advarsler om mangel på arbejdskraft er beskæftigelsen faktisk steget siden 2014. Økonomien vokser også fortsat. Der er overskud på den offentlige saldo, og de offentlige finanser er overholdbare, så langt øjet rækker ud i fremtiden. Danmark havde (også) i 2022 det største overskud på de offentlige finanser blandt alle lande i EU.
Og hvis det virkelig var tilfældet, at riget fattes penge, så harmonerer det dårligt med, at man samtidig vil give skattelettelser i toppen. Det ligner noget, vi har set før, og som vi håbede, vi var kommet over.
Rekrutteringskrisen
Men er der slet ikke noget at tage fat på for politikerne, hvis de virkelig vil bevare og udvikle velfærdssamfundet? Er der slet ikke en lille krise, de resolut og handlekraftigt kan kaste sig ind i at løse?
Jo da. Vi har såmænd problemer nok, de burde tage fat på. En ægte brændende platform er rekrutteringskrisen.
Vi mangler medarbejdere på alle velfærdsområder. Både akut og på langt sigt. I dag mislykkes næsten hvert andet forsøg på at ansætte social- og sundhedsmedarbejdere eller sygeplejersker i kommunerne. Ifølge en analyse fra Kommunernes Landsforening kommer Danmark til at mangle 16.000 sosu'er allerede i 2030. Og det er bare to hurtige eksempler ud af mange.
Her er der brug for reformer. Men vi løser ikke rekrutteringskrisen ved arbejdsudbudsmagi så som at barbere bededag væk, gøre livet endnu sværere for de nedslidte eller sænke skatten for de rigeste.
Udfordringerne med at rekruttere til velfærdssektoren handler om mere end at gøre noget ved virkeligheden for de velfærdsansatte med højt tempo, lav løn og skiftende arbejdstider. Løsningen her er de rigtige uddannelser og attraktive arbejdspladser med en anstændig løn, godt arbejdsmiljø og plads til faglighed. Hurtige ideologiske regnemaskineløsninger hjælper ikke her.
Lad os nu få fornuften og eftertanken tilbage i dansk politik og stoppe dansen om den guldkalv, de kalder arbejdsudbuddet.
Bragt i Information 1. maj 2023