• Læs op
• Udskriv

Ord som afbureaukratisering, frisættelse og reform bliver brugt i flæng til at beskrive planerne for ældreplejen i fremtiden. Forventningerne er store.  

Ofte hører vi også politikerne fremlægge planerne med en forventning om, at forbedringerne kan gennemføres uden at bruge flere penge  – selvom der kommer flere og flere ældre, på hospitalerne stiger udgifterne i takt med nyere og dyrere behandlingsformer og medicin tages i brug. Behovet for hjælp og behandling til mennesker med behov for i både behandlings- og socialpsykiatrien stiger kun.

Lige nu arbejder regeringen videre på den tidligere regerings tanker om frisættelse af ældreplejen i landets kommuner. Indtil videre ved vi ikke meget om, hvad den nuværende regerings konkret tænker på, og hvad det forholdsvist brede begreb frisættelse betyder for netop denne regering. 

Alle er enige om, at vi ikke kan fortsætte med den nuværende økonomiske model til at styre velfærdsmaskinen. Borgere og medarbejdere skal sættes fri fra den. Noget nyt skal til.

Erkendelsen kommer sent – man burde næsten have opdaget det allerede ved indførelsen af BUM-modellen tilbage i 80’erne.

Smag på det: Bestiller, Udfører, Modtager. Væk er referencen til det personlige, det nære, tillidsbåndet mellem mennesket, der “modtager” og mennesket, der af “udføreren” dagligt skal “levere” de ydelser, som “bestilleren” har bestemt “modtageren” kan modtage.  

En model med afsæt i økonomistyring, ydelser og opgaver er så langt fra det, pleje og omsorg til ældre, syge og udsatte betyder for dem, der har brug for hjælpen og dem, som har gjort det til deres karriere hver dag at gøre deres bedste for at gøre hverdagen bedre for andre. 

Frisættelse betyder frihed til de nære medarbejdere
Tilbage til regeringens planer. Frisættelse er så bredt et ord, at de skiftende magthavere selv kan definere, hvad det betyder ud fra egen ideologi.  

For mig er frisættelsen defineret ved, at dem, der udgør ældreplejen, sundhedsvæsenet og psykiatrien; borgerne og de nære medarbejdere, der oplever og hjælper borgernes levede liv, oplever en større frihed i hvordan hjælpen gives.

Kvaliteten af plejen og omsorgen til den enkelte borger er det vigtigste. For den ældre, for medarbejderne og for samfundet. For at den ældre kan opleve en forbedring i livskvaliteten, er det afgørende, at medarbejderen, der hjælper, har fagligheden til at se borgerens livssituation og behov som helhed – ikke som en visiteret ydelse, en opgave, der skal løses.  

Manglende ansvar for politiske beslutninger
Jeg har lige deltaget ved KL's Social- og Sundhedsforum, hvor der var flere spændende pointer fra flere oplægsholdere og i debatterne om, hvordan vi løser fremtidens – og nutidens, må jeg indskyde – udfordringer i velfærdssamfundet.

En af mange gode, kloge observationer kom fra lektor ved Center for Mennesker og Teknologi på RUC, Susanne Ekman. Hun beskrev, hvordan de forventninger, politikerne giver fremtidens ældre, syge og udsatte bærer præg af, at man ikke vil tage ansvaret for de politiske beslutninger.

Det betyder, at opgaven med at prioritere i, hvem der kan få hjælp og hvad hjælpen består af, flytter sig fra beslutningstagerne og ender efter flere led hos den enkelte medarbejder, som forventes at kunne klare både sociale- og sundhedsmæssige behov hos borgerne på samme tid, selvom efterspørgslen efter deres faglighed bliver større og større. Det kan mennesker ikke.

Omsorg overfor andre mennesker kan ikke sættes på formel, og systemer udtænkt på bilfabrikker og konsulenthuse er svære at omsætte på et område, hvor ”produktet” er sundheden og livskvaliteten hos et menneske, og redskaberne er omsorg og det faglige blik for borgernes behov og livssituation.

Man kan som menneske ikke blive ved med at holde til at måtte skuffe andre mennesker, som har behov, der ikke bliver opfyldt, uden selv at blive påvirket. 

Mennesker og ikke systemer skal bestemme 
Netop med den pointe ramte formand for Etisk Råd, Leif Vestergaard, hovedet på sømmet på KL's konference. Det centrale i vores velfærdssamfund er menneskerne. Vi kan effektivisere efter nok så mange modeller, tilrettelægge hjælp til borgere efter det nyeste planlægningsværktøj, som konsulentbranchen kan finde frem til.

Bragt i Altinget, den 15. maj 2023