• Læs op
• Udskriv

Vil man have flere til at arbejde mere, skal man betale mere for arbejdet, end vi gør normalt. Så simpel er egentlig konklusionen på et forsøg, som man har gennemført på Bornholm. Her tilbød man sidste år deltidsansatte social- og sundhedsassistenter i regionskommunens ældrepleje et engangsbeløb på 7.600 kr. for at øge deres timetal i ét år. De 845 ansatte skulle ikke nødvendigvis gå op på fuldtid blot tage flere timer.

Som DR kunne berette forleden, takkede 269 ja til den ekstra pose penge og et forhøjet timetal. Og en ekstra god nyhed er, at omkring 60 pct. af dem, der prøvede kræfter med at arbejde mere, endda har valgt at fortsætte med at have et forhøjet timetal, efter forsøget udløb.

Ud over den økonomiske gulerod og den ekstra løn og pension, som de ekstra timer afføder, oplever de ansatte nemlig større balance i deres arbejdsliv. Når flere arbejder mere, er der flere på arbejde ad gangen til at løse opgaverne, hvilket hjælper på arbejdspresset. De ekstra timer gør også, at de ansatte i højere grad oplever at være færdige med deres opgaver, når de går hjem, ligesom de oplever, der er større sammenhæng i deres opgaver.

Også borgerne får gavn af, at den enkelte ansatte lægger flere timer på jobbet, for det betyder, at den enkelte ældre får pleje af færre forskellige ansatte. Det skaber genkendelighed og tryghed.

Samme erfaringer hører vi fra de mange velfærdsmedarbejdere, som over de senere år er gået op i tid igennem projektet ”En fremtid med fuldtid”, som lønmodtagerorganisationerne samlet i Forhandlingsfællesskabet siden 2018 har arbejdet på sammen med KL. Et projekt, som i dag omfatter omkring halvdelen af alle landets kommuner, og hvor man på den enkelte arbejdsplads skræddersyr løsninger, som kan gøre det mere attraktivt for de ansatte netop der at gå op i tid.

Indsatsen for at få flere til at arbejde mere skal vi fortsætte. Men skal vi løse rekrutteringsproblemerne, bliver vi nødt til også at snakke om lønniveauet. På Bornholm var det et engangsbeløb, der fik de ansatte til at gå op i tid. Men der skal et varigt løft af lønnen til, hvis vi skal sikre ansatte nok til fremtidens – ja, faktisk nutidens – velfærd. Derfor ser jeg også frem til de kommende trepartsforhandlinger, der netop handler om, hvordan regeringens afsatte pulje på 3 mia. kr. skal hjælpe til at løse de massive rekrutteringsproblemer på velfærdsområderne.

Der er en tendens til, at vi i samfundet først og fremmest har de højtlønnede i tankerne, når vi taler om, at en højere løn kan motivere folk til at arbejde mere. Eller hvis vi som samfund vil øge produktiviteten, vil det hjælpe at lette på topskatten – altså, vi skal stikke de mest velbeslåede en økonomisk gulerod.

Men vi lider alle under, at vi ikke kan skaffe ansatte nok til velfærdsfagene. Og at højere løn kan motivere folk til at arbejde mere, gælder altså også dem, der ikke har en prangende løn. Vi har faktisk spurgt FOA’s medlemmer, om de ville arbejde mere, hvis de fik en højere timeløn. Det er 8 af 10 helt eller delvist enige i.

Vi bliver nødt til at indse, at selv om omsorgsarbejde så absolut er givende, må vi også erkende, at arbejdet ikke bærer lønnen i sig selv. Løn er et parameter, endda et vigtigt parameter, hvis vi skal fastholde dem, der allerede arbejder i de vigtige velfærdsfag. Det samme gælder, hvis vi skal trække nye mennesker til fagene – og ikke mindst, hvis vi skal have flere til at lægge flere timer. Vi har brug for alle kræfter. Vi har brug for et lønløft.

Bragt i Jyllands-Posten (online), den 29. juni 2023