Rabjerg undergraver den danske velfærdsmodel

Den skattefinansierede velfærd skal være et helt afgørende fundament også i fremtiden. Fælles institutioner og erfaringer er afgørende for kvaliteten af velfærden og samfundets sammenhængskraft.

Ældreplejen i Danmark står over for en stor grundlæggende udfordring: Manglen på arbejdskraft. Det er en udfordring, alle gode kræfter har pligt til at finde løsninger på. Der er ikke et enkelt quickfix. Det handler om at sikre bedre rekruttering og faste teams i plejen og reel dækning af kommunernes udgifter.

Alligevel er det, som om regeringen har mistet fokus på bolden, og i stedet er gået i gang med at løse et problem, vi ikke har: Finansieringen af fremtidens velfærd og i særdeleshed fremtidens ældreomsorg.

Tidligere på sommeren var det Moderaternes Lars Løkke, som mente, at problemerne i fremtiden er så store, at tiden er inde til en fundamental omorganisering af den måde, vi finansierer velfærdssamfundet på, ved at indføre en plejeopsparing, a la den vi kender fra arbejdsmarkedspensionerne.

Og nu er socialdemokraternes politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen inde på noget af det samme. Hans argument er i mindre grad end Lars Løkkes en eller anden økonomisk afgrund et sted i fremtiden. Han anerkender, at den danske økonomi er mere end holdbar, og at der også er råd til en fornuftig velfærd i fremtiden, men ikke desto mindre ser han nogle farer lure derude, og nogle nye måske kommende udgifter, som vi også skal tage højde for.

Vi vil ikke bruge tid og plads på at gentage alle argumenterne for, at vi har råd til en god og tryg ældrepleje i fremtiden. Det har en mindre hær af økonomer, med regeringens egne regnedrenge i Finansministeriet allerede gjort så ganske grundigt.

Vores ærinde er at advare mod den model for en yderligere finansiering af fremtidens velfærd, som regeringen lader til at forestille sig. Nemlig forsikringsvejen, som kun vil forøge uligheden.

Både Rabjerg Madsen og Lars Løkke peger på det stigende antal private sundhedsforsikringer, som et grundlag for fremtidig ulighed, og foreslår så paradoksalt nok endnu en individualiseret ordning, nemlig en øremærket opsparing, der vil få uligheden til at accelerere yderligere.

Udviklingen sker. Javel. Men det virker besynderligt, at man så vil bidrage til at accelerere den udvikling. Vi bør i højere grad udvikle det offentlige velfærdssamfund, så folk ikke vælger det fra.

Det er uklart, hvordan sådan en ny opsparingsordning skal fungere.

Hvis meningen er, at man først skal bruge sin egen opsparing, før man kan få offentlig forsørgelse, vil det hæmme incitamentet til at spare op. En opsparingsordning vil gøre op med udligningen mellem rige og fattige, som vi kender det i dag.

Og den vil klart tilgodese velhavere.

Hvis det i stedet - som Rabjerg Madsen antyder - er ydelser, man sparer op til, som man så senere får ret til uafhængigt af opsparing, så er det meget svært at se, hvordan den ordning afviger fra det system, vi har i dag. Det, vi kalder skat. Og svært at se, hvordan endnu et bureaukratisk system skal forbedre noget.

Hverken behovet for pleje og omsorg eller de penge, det koster, bliver anderledes af, at finansieringen klares uden om de offentlige budgetter.

Styrken ved den danske velfærdsmodel, hvor alle har ret til de samme ydelser uanset indkomst og opsparing, er netop, at også de med god økonomi er om bord og stiller krav til kvaliteten.

Derfor er den skattefinansierede velfærd et helt afgørende fundament også i fremtiden. Fælles institutioner og erfaringer er afgørende for kvaliteten af velfærden og samfundets sammenhængskraft.

Det er den sammenhængskraft, socialdemokraternes og Moderaternes forslag undergraver.

Bragt i Jyllands-Posten, den 18. juli 2023