• Læs op
• Udskriv

Danskerne skal i fremtiden selv spare op til dele af ældreplejen. Det handler om at få en solidarisk finansiering af vores velfærdssamfund på lang sigt. Sådan lyder budskabet fra ældreminister Mette Kierkgaard, der på den måde følger i sporet på sin partiformand, Lars Løkke, som tidligere har annonceret sine såkaldte ”generationsplaner”, som ifølge ham selv går ud på intet mindre end at redde velfærdsstaten. ”Vi er nødt til at gentænke det skandinaviske velfærdssamfund. Det holder fint min tid ud, men virkeligheden er en anden om 60 år,” som han formulerede det overfor Avisen Danmark.

For FOA, der organiserer rigtig mange af velfærdssamfundets kernetropper, så er det selvfølgelig umiddelbart rørende at opleve sådan en omsorg fra en tidligere liberal kriger med en meget kritisk holdning til samme velfærdssamfund. Det er bare et problem, Lars Løkke vil redde os fra en fare, der ikke findes i virkeligheden.

Ifølge Løkke ser vi ind i afgrunden om noget i nærheden af 60 år, hvis ikke vi gør noget ved situationen snart. Problemet med den historie er bare, at hvis vi kigger på den såkaldte finansielle holdbarhed – firkantet sagt hvor længe vi har råd til at blive ved med at gøre tingene, som vi gør dem nu – så rækker den så langt øjet rækker. Også mere end 60 år ind i fremtiden. Det er rigtig at vi lige nu står i en situation, hvor vi får flere ældre og har en seriøs mangel på arbejdskraft, men selv den krise kan vi se en ende på. Lad mig citere regeringens eget nye konvergensprogram: ”Med den forudsatte regulering af tilbagetrækningsaldrene stiger andelen af beskæftigede igen efter 2040. Samtidig aftager væksten i antallet af ældre, og dermed aftager den demografiske betingede vækst i sundheds- og ældreplejeudgifter mv.”

Med andre ord er de problemer Lars Løkke mener bør sætte gang i nye store ”generationsplaner” til at overskue, hvis man spørger hans egne økonomer. Hvad er det så han har gang i?

”For at redde landsbyen var vi nødt til at ødelægge den,” sådan lyder et citat fra en amerikansk major, der under Vietnam-krigen overfor New York Times forklarede beslutningen om at sønderbombe en landsby – uden hensyn til civile ofre – for at forhindre den nordvietnamesiske fjende i at få kontrol over den.

Det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind at antyde, at Lars Løkke på sin egen særegne facon i virkeligheden er ude på, langt om længe, at få lagt den skandinaviske velfærdsmodel i graven, til fordel for et samfund, hvor man kan få den velfærd man har råd til at betale for, hvis man altså ønsker mere, end den allermest nødvendige hjælp.

Men uanset hvad motivet er, så bliver det resultatet, hvis vi lytter til ham og moderaterne.

Vores velfærdssamfund er kendetegnet ved, at vi igennem hele livet er beskyttet af et fælles sikkerhedsnet. Vi får god hjælp når vi bliver syge. Vi skal ikke gå fra hus og hjem hvis vi mister vores job. Og det samme gælder når vi bliver gamle. Vi kan stole på, at vi får den nødvendige omsorg og pleje. Også selv om vi ikke har en overdådig økonomi. Det er den kontrakt Løkke leger med, når han introducerer, at vi skal til at betale for plejeydelser i alderdommen.

Det er derfor vi (næsten) uden at kny betaler vores skat. Fordi vi får noget igen for pengene. Hvis vi ikke længere kan regne med det, så holder den fælles aftale ikke længere. Og derfor er Moderateres planer gift for fælleskabet.

Hvis Lars Løkke og Moderaterne har brug for at stort projekt at kaste sig over, bør de i stedet rette blikket mod de kæmpestore reelle udfordringer vi faktisk har. Udfordringer der findes lige her og nu. Nemlig rekrutteringskrisen. Manglen på medarbejdere i vores velfærdsfagene er allerede akut, og vil i de kommende år kun blive værre. Det er en krise, der skal løses. Og fra FOAs side har vi mange gode bud på løsninger, hvis regeringen er interesseret.

Bragt i Information, den 4. juli 2023