Lad os dog føre den finansministerielle Excel-arkstænkning helt ud i livet
SVM-regeringen er gået reformamok og vil åbne ballet med at afskaffe store bededag. Og det gør de til trods for, at finansieringen af forsvarsforliget, de stigende udgifter til demografien, skattelettelser til de velpolstrede osv. snildt kan lade sig gøre inden for det nuværende råderum. Faktisk er der et overskud på omkring syv mia. kr. efter alle regeringens planer i 2030, selvom vi bevarer store bededag. Og det selvom vi køber regeringens usikre regnestykke, som spår, at øvelsen vil tilføre statskassen tre mia. kr. og øge arbejdsudbuddet med 8.500 personer.
Af: Thomas Enghausen, næstformand i FOA
Det har vakt almindelig undren, at regeringen sådan bare vil snuppe en lønmodtagerrettighed, der, som den danske model foreskriver, er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter i fred og fordragelighed. Og ovenikøbet et indgreb, der ikke lader til at være nogen rigtig faktabaseret grund til at foretage. Men hvorfor egentlig begynde at blande virkeligheden ind i debatten?
Den lader til at klare sig så fint uden. Når det kommer til arbejdsudbudsreformer - også kaldet »den nødvendige økonomiske politik«, er tilgangen i Danmark nærmere religiøs end rationel. Der var en kort overgang i den forrige regerings periode, hvor socialdemokraterne lod til at ville gå andre veje end de klassiske liberalistiske tankegange og slå ind på en mere faktabaseret politik, men den bus er åbenbart kørt, og nu er vi tilbage på det gamle spor.
Nuvel. Hvis vi alligevel åbner døren for, at skiftende regeringer kan stjæle fra lønmodtagerne, når de ønsker penge til skattelettelser, så lad os da gå hele vejen.
Helt ærligt, i det store billede er store bededag jo peanuts. Lad os - bare for at understrege absurditeten - føre den finansministerielle Excel-arkstænkning helt ude på det overdrev, hvor den hører hjemme:
Tænk på hvor meget mere arbejdsudbud, vi kan få ifølge regeringens logik, hvis vi dropper pinsen - 8.500 personer, eller påsken, det er 25.500 personer. Ikke sandt? Nu begynder det at ligne noget. Og så bare vent til, vi snupper efterårsferien, det er 42.500 personer, eller vinterferien, det er 42.500 personer oveni.
Og når vi nu har hevet plasteret af, så er det der med at have fri i weekenden altså en relativ ny idé. Meget yngre end store bededag. For 100 år siden var det almindeligt at arbejde otte timer om dagen seks dage om ugen. Det var faktisk først i 1958, at fagbevægelsen rigtig fik slået hul på normen om en 48 timers arbejdsdag.
Hvis vi tænker den tanke færdig, så giver en tvangsfjernelse af lørdagsfriheden et øget arbejdsudbud på 442.000 personer. Hvad siger I så?! Og søndagsfriheden giver ligeså mange oveni. 884.000 lige ned i Finansministeriets regnemaskine.
Hvis vi anlægger samme antagelser som regeringen og Finansministeriet, vil det forbedre råderummet med omkring 354 mia. kr. Hold det op mod regeringens fedtede tre mia. kr. for store bededag. Vi kan lave så store skattelettelser, at de allerrigeste skal modtage penge frem for at betale.
Hvad venter vi på? Lad os nu gå rigtig reformamok.
Og vi vil jo altid have julen, den er der ingen, der vil røre ved. Det er næsten sikkert.
Alternativt ender vi bare med en verden, hvor samfundet tager udgangspunkt i vores fælles ønsker og behov, frem for arbejdsudbud og regnemodeller. Og hvem ved, hvad det kan ende med?
Bragt i Berlingske, den 30. januar 2023