Det er ikke nok, at vi fjerner det skidt, vi kan se

Derfor kommer Danske Seniorer og FOA med en fælles opfordring til kommunerne om at begynde at tænke på hygiejnisk rengøring som en investering.

Der er æstetisk rent, og så er der hygiejnisk rent. Det første kender vi hjemmefra, når stuen ser ryddelig ud og pæn ud. Men hvis man ønsker at forebygge smitte og sygdom, så er det ikke nok. Så skal man gribe til metoderne for hygiejnisk rengøring. Det er ikke nok, at vi fjerner det skidt vi kan se. Det vi ikke kan se, kan gøre lige så stor skade.

For ældre mennesker og andre særligt sårbare grupper er det derfor vigtigt at holde fokus på, hvordan vi så effektivt som muligt, gennem grundig hygiejnisk rengøring, kan forebygge smitte og sygdom. Det kan være en meget stor belastning at få en lungebetændelse, en influenza eller måske en runde med en af de mange coronavarianter, der efterhånden pisker rundt i samfundet.

Henover vinteren har vi kæmpet med ikke færre end tre sideløbende epidemier og en stor overdødelighed blandt ældre. Og lige nu advarer myndighederne om et antibiotika med multiresistente bakterier. Desværre oplever vi samtidig, at kommunerne skruer så langt ned for rengøringen hos ældre, at man mange steder er på et lavere niveau nu end før corona-pandemien.

Inflationen og en alt for stram økonomisk styring fra statens side får desværre flere kommuner til skære, hvor de kan. Og gerne hvor det mindst kan ses.

Ikke nok med at vi har stigende smitte, men vi kan også frygte en fremtid med store udfordringer med resistente bakterier, og nye typer af bakterier på grund af klimaforandringerne. Det vil sige flere og nye typer smitte, og færre midler til at behandle, samtidig med at man skruer man ned for forebyggelsen.

Det kan vi som velfærdssamfund ikke være bekendt. Ældre og sårbare har krav på, at omgivelserne ikke er så uhumske, at de udgør potentielle smittereder. Det kan godt være, kommunerne sparer på deres budgetter, men mange ældre og sårbare kan ende med at blive indlagt på hospitaler, og det er en endnu større udgift for samfundet, og det er utrolig dyrt på trivselskontoen, og kan have en høj pris for de ældre og sårbare.

Derfor kommer Danske Seniorer og FOA med en fælles opfordring til kommunerne om at begynde at tænke på hygiejnisk rengøring som en investering. En investering i trivsel, liv og færre indlæggelser. Og stoppe besparelserne på rengøringsområdet.

Bragt i Avisen Danmark, den 27. februar 2023