• Læs op
• Udskriv

På den ene side tager regeringen væsentlige initiativer til at fastholde og tiltrække medarbejdere til området, som vi senest har set det med det lønløft, som treparten har skabt, og regeringen lover i forbindelse med 2030-planen massive investeringer i sundhedsområdet. Gode, fornuftige (og nødvendige) initiativer.

På den anden side står regionerne, der driver sundhedsvæsenet, over for massive nedskæringer, med fyringer, ansættelsesstop og nedlæggelse af hele hospitaler og afdelinger til følge.

Hvordan hænger det sammen? Det korte svar er, at det gør det heller ikke. Det er derfor, at FOA's medlemmer netop nu råber vagt i gevær i Nordjylland, i Midtjylland og i København med budskabet om, at området ikke kan holde til flere nedskæringer.

I Region Nord er det samlede sparekrav for 2024 på 304 mio. kr., og man forventer, at 230 stillinger forsvinder.

I Midtjylland er udspillet en besparelse på ca. 201 mio. kr. i 2024 stigende til ca. 275 mio. kr. i 2027 og frem. Hospitalerne både i Nord og Midt arbejder herudover med interne omprioriteringer og spareplaner i 2023. I Midt beløber de sig til 400-500 mio. kr. I Hovedstaden er meldingerne også nedslående. Her forventer man alene på praksisområdet et merforbrug på 512 mio. i 2023, herunder stigende udgifter til tilskudsmedicin.

Det kan kun gå ud over kvaliteten af de tilbud, vi tilbyder borgerne. Vores medlemmer løber allerede så hurtigt, de kan, og vi får meldinger om, at de begynder at frygte for patientsikkerheden.

Hvis vi tager det lange lys på, kan vi finde årsagen til den pressede økonomi i, at den offentlige velfærd samlet er underfinansieret med mere end 23 mia. kr. siden 2015. Penge, der i overvejende grad er gået til skattelettelser. Regeringens 2030-plan går et stykke vej i retning af en genopretning. Men vi kan ikke redde sundhedsvæsenet i dag med forventning om en god løsning i morgen. Der er brug for nødhjælp nu. Helt akut handler problemerne om befolkningsudviklingen, inflation og stigende medicinudgifter.

Sammenligner man regionernes udgifter til tilskudsmedicin januar til september i år med samme periode sidste år, er udgifterne allerede steget med 1 mia. kr., og man forventer en udgiftsstigning for hele året på 1,5 mia. kr. Det hul skal lukkes. Vi kan ikke bare vælte udgifter over på regionerne, som de ingen jordisk chance har for at styre. Her må regeringen træde til. De stigende medicinudgifter må ikke have lov til yderligere at undergrave sundhedsvæsenets økonomi.

Måske bør vi genoplive medicingarantien, der betød, at staten kompenserede regionernes forløbere, amterne, for uforudsete merudgifter til medicin.

Samtidig må regioner og regering spille med åbne kort. I stedet for bare at sende besparelserne videre ud på afdelinger og hospitaler må regionerne stå på mål for konsekvenserne af alle de sparekrav, der lige nu rulles ud. De må gøre klart, hvad det er for opgaver, de ikke kan løse i fremtiden med de ressourcer, de har. Regeringen på sin side må åbent acceptere den virkelighed eller levere den økonomi, der skal til.

Sundhedsområdet har brug for, at der er en klar sammenhæng mellem efterspørgslen efter sundhedsydelser og de personer, der skal levere den. Er der i fremtiden opgaver, sundhedsvæsenet skal stoppe med at levere? Hidtil har der ikke været politisk vilje til at tage den debat. I Sundhedssektorens Prioriteringsråd, som består af repræsentanter for patienter, erhvervsliv, fagbevægelsen og ngo, er vi begyndt den debat. Og vi forventer at komme med bud snart i det nye år. Herfra skal lyde et fromt håb om, at de danske sundhedspolitikere også vil vise det nødvendige mod og melde sig ind i samtalen.

Bragt i Jyllands-Posten, den 8. december 2023