• Læs op
• Udskriv

Denne sommer har flere fremtrædende repræsentanter for de tre regeringspartier været ude at lufte ideen om, ja, nærmest nødvendigheden af, at danskerne, også i fremtiden, ved siden af skatten, skal til at spare op til pleje i alderdommen. Hvordan, er der ikke nogen klar plan for. Og hvorfor, svæver mildest talt i det uvisse. Argumenter skifter fra parti til parti og fra interview til interview.

Mest vidtgående og konsekvent er dog Lars Løkke og hans kolleger fra Moderaterne som simpelthen begrunder øvelsen med påstanden om, at vi ikke har råd til velfærdsstaten, som vi kender den, og at alle nu må spare op til selv at betale for fremtidens velfærd. Det offentlige har ifølge Løkke og co. ikke penge nok. Det er heldigvis ikke sandt. Danmark har aldrig været rigere. Det er, hvad alle tal og analyser viser. Men siden det åbenbart ikke holder udenrigsministeren tilbage, og diverse medier mere eller mindre ukritisk gentager påstandene, så lad os tage den en gang til for Prins Knud (Og Lars Løkke)

Når vi ser på de økonomiske prognoser, er vores økonomi meget holdbar – det vil sige, at statens indtægter er markant større, end vi forventer, at det vil koste, ikke bare at fastholde det nuværende velfærdsniveau, men at udbygge det med den forventede velstandsstigning. Dvs. ikke bare bruge samme antal kroner pr. borger i fremtiden, men samme antal kroner plus den vækst vi kan se, vi alle kommer til at nyde godt af.

Og hvem laver disse prognoser? Det gør Finansministeriet, som bestemmer, hvilke forudsætninger Danmarks økonomi tager udgangspunkt i. Og De økonomiske vismænd, ansat af staten til at være den uafhængige vagthund, der sørger for, at vi har en ædruelig fælles forståelse af præmisserne for den danske økonomi. Og det er altså meget godt, når nu Løkke og co. forsøger at afspore debatten med løse påstande om en kommende økonomisk afgrund.

Finansministeriet laver hvert år en fremskrivning af den danske økonomi, for at tage temperaturen på, om finanspolitikken ligger på et fornuftigt niveau – det såkaldte konvergensprogram. Den nyeste udgave fra forsommeren 2023 viser, at vi samlet set i perioden til og med 2100 er økonomisk overholdbare. Finanspolitisk holdbarhed er, når de offentlige skatteindtægter er tilstrækkelige til at finansiere de offentlige udgifter også på lang sigt, hvor man tager højde for demografiske forskydninger, fx. at der kommer flere ældre.

Vi har altså en bundsolid offentlig økonomi, også på langt sigt. Det til trods for, at det enorme overskud i disse år ikke fortsætter, og at vi efter 2030 i en kort periode kommer under holdbarhedskravene målt alene på det offentlige underskud. Men på intet tidspunkt får Danmark problemer med den samlede offentlige bruttogæld, der i hele perioden ligger langt under EU's konvergenskrav, som handler om størrelsen på blandt andet den offentlige gæld og underskud. Og ser vi endnu længere frem mod 2100, er de offentlige finanser igen ”overholdbare”. Det er altså det faktuelle udgangspunkt. Og det ved Løkke godt.

Hvis vi ser på udviklingen i velfærden siden 2010, har vi ikke tilført penge nok til at tage hensyn til, at vi er blevet flere borgere – og vi har da slet ikke kunnet følge med velstandsudviklingen. Og hvorfor egentlig ikke? Fordi politikerne har indledt et korstog mod den universelle velfærd, og flere gange har prioriteret at bruge det finanspolitiske råderum til skattelettelser i stedet for investeringer i fællesskabet. Danskerne er bekymrede for servicen i det offentlige. En analyse fra Epinion i sidste måned viser, at 88 procent af befolkningen er bekymrede for, om servicen i fremtidens ældrepleje er dækkende. Vi er ude i en tillidskrise af dimensioner, som vi bliver nødt til at adressere, for at opretholde en samfundskontrakt, hvor vi betaler skat med en klar forventning om, at samfundet træder til, når vi har behovet.

Men er det ikke rigtigt, at regeringen lader pengene følge befolkningsudviklingen de sidste par år og holder Wammen ikke ”hånden under velfærden”, som han ellers forsikrer? Både ja og nej. Det er sandt, at man har givet kommuner og regioner flere penge hvert år, for at undgå at et stigende befolkningstal udhuler velfærden, som vi så det efter 2010 og frem til Mette Frederiksens første regering. Men puljerne er slet ikke store nok til rent faktisk at fastholde serviceniveauet. Selvom vi demografikorrigerer, som det så smukt hedder, vil vi ikke have råd til at have lige så mange medarbejdere pr. borger i ældreplejen frem mod 2030, som vi har i dag. Hvis vi skal fastholde forholdet, frem mod 2030, er der behov for at rekruttere 15.000 medarbejdere. Med den nuværende demografikorrektion, får vi kun råd til 9.000 ekstra.

Faktisk vil der samlet set være færre offentligt ansatte i 2030, hvis vi kun demografiregulerer. Derfor mener vi i FOA, at vi skal bruge noget af det økonomiske råderum frem til 2030 til at investere yderligere i velfærden, og gå fra at demografikorrigere til at korrigere for den samlede samfundsvækst. Demografiregulerer vi som de seneste år, frem mod 2030, vil det betyde ca. 20 mia. kr. mere til den offentlige service. Velstandskorrigerer vi, vil vi have ca. det dobbelte. Og det kan vi uden problemer.

Men hvis økonomien er sund og holdbar, hvorfor siger Løkke så, som han gør? Det er et spørgsmål, som en mindre hær af politiske kommentatorer tjener gode penge på at vurdere, uden at de hidtil er kommet med noget klart svar. Men et bud kunne være, at påstanden om den skrantende offentlige økonomi og kravet om, at vi gør noget drastisk, passer ind i de politiske ambitioner han har haft siden dagene i Venstres Ungdom: Han vil af med velfærdsstaten, som vi kender den. Det er den helt almindelige liberalistiske ideologi, hvor det offentlige skal fylde mindre, og det private have en større del af samfundskagen. Og det er en helt legitim holdning. Hvis man hellere vil have skattelettelser end velfærd, så velkommen – lad vælgerne tage stilling. Men lad være med at kalde det nødvendigt. Der er hverken behov for flere arbejdsmarkedsreformer eller at skære i noget som helst. Spørg bare Finansministeriet eller fagkundskaben.

Lad os se lidt på, hvordan udviklingen har været de sidste 10-15 år.

Ifølge Finansministeriet, har man investeret ca. 21 mia. kr. mere i den offentlige sektor i perioden 2010 til 2023. Det har ikke været nok til at tage højde for de stigende udgifter på baggrund af befolkningsudviklingen. Det havde krævet ca. 35 mia. kr. Så der er altså færre penge pr. borger i dag end i 2010. Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriets officielle opgørelser svarer det fx til, at serviceudgifterne i kommunerne er faldet med 8,6 procent pr. borger, fra 2010 til 2023.

Hvis vi forestiller os, at vi ikke bare havde afsat penge nok til at dække befolkningsudviklingen i perioden, men havde velstandskorrigeret, ville vi have haft 50 mia. kr. mere ude i velfærdsøkonomien, end vi har i dag – altså for 50 mia. kr. til flere medarbejdere i plejen, i daginstitutionerne, på det specialiserede socialområde osv. Tænk engang.

Og hvad vil FOA så? Ja vi vil have et velfærdssamfund, der hænger sammen. Et samfund der udjævner ulighed frem for at fremme den. Og det kræver, at vi lytter til befolkningen, og prioriterer velfærden frem for at give nye skattelettelser. Fortidens synder skal ikke gentage sig.

Og vil Lars Løkke gerne reformere, så der kommer endnu mere i fælleskassen, ja så hjælper vi gerne. Vi kan starte med at rulle nogle af hans skattelettelser tilbage. Siden 2001 er skatten sænket med over 50 mia. kr.

Vi kunne også indføre en formueskat på 1 procent på alle formuer over 35 mio. kr. Det ville forøge råderummet med 16 mia. kr. Og let’s face it – de har råd til det.

Ja, muligheder er der masser af. Men lad os opføre os sagligt og diskutere politik på baggrund af fakta. Vi har set konsekvenserne af det modsatte i England og USA, og det er der vist ingen, der ønsker i Danmark.

Bragt i A4 Aktuelt, den 8. august 2023