Arnepension er til de slidte - ikke nedslidte

Før forargelsen får overtaget, og nogen fristes til at aflyse Arnepensionen, fordi dem, der bruger retten til tidlig pension, ikke er komplet nedslidte, bør vi minde hinanden om, at ordningen er etableret for at undgå, at mennesker med over fire årtier på arbejdsmarkedet slides i bund. Præmissen for hele debatten er derfor rygende forkert.

Virker Arnepensionen efter hensigten? Er det de rigtige, der bruger den? Og underforstået - skal vi af med den, nu vi mangler arbejdskraft?

Onsdag den 29. marts kørte TV2 hårdt på en historie om, at 4 ud af 10, som har fået den tidlige pension, ikke føler sig godt og grundigt nedslidte. Det viste en undersøgelse fra NFA - Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Kun 2 ud af 10 følte sig i høj eller meget høj grad nedslidte. Endda havde TV2 fundet en frisk case - en kvinde, der nød tilværelsen som tilbagetrukket efter knap 50 år på arbejdsmarkedet og som endda i fuldt firspring er i stand til at suse rundt og spille floorball.

Det er gode tv-billeder. Det vil jeg give. Men det er også meget, meget langt fra det billede, der tegner sig, når man ser på FOA's medlemmer. Af dem er det nemlig 4 ud af 10, som ikke kan se for sig, at de skal kunne holde til at arbejde helt frem til folkepensionsalderen. Samtidig er det hver tredje af FOA's medlemmer over 50 år, som hver uge må spise smertestillende medicin for at kunne passe deres arbejde. Mange må endda tage smertestillende hver dag.

Før historien breakede hos TV2 var FOA blevet spurgt, om vi kunne byde ind med nogle mennesker, som havde fået tidlig pension. Vi bød ind med en god håndfuld. Blandt andet Kirsten, der som en af de første benyttede sin ret til tidlig pension efter at have været på arbejdsmarkedet, fra hun var 16, til hun var 65. Den sidste tid på arbejdsmarkedet var hun først delvis sygemeldt og siden på delpension, hvor hun arbejdede 20 timer om ugen. Kirstens klare oplevelse var, at hun ikke havde holdt de to år mere, hun ville have haft til folkepensionen, hvis ikke hun havde fået Arnepension. Men den historie var der måske ikke så meget "schwung" over, som man siger i journalistkredse. Så hverken den eller de andre tilsvarende og typiske cases fra FOA blev bragt frem.

Det er ærgerligt. Det er faktisk mere end det. Det er decideret skadeligt for debatten om tilbagetrækningsmulighederne, når vi ikke taler ud fra et retvisende billede af, hvad en sag drejer sig om.

Det værste er, at man i kampens hede tilsyneladende helt har glemt, at Arnepensionen faktisk slet ikke er til for de nedslidte. Ordet "nedslidt" fremgår ingen steder i lovteksten. Pointen med ordningen er nemlig at undgå nedslidning, at man skal have mulighed for at trække sig tilbage, før man er brugt helt og aldeles op, bliver syg og smerteplaget.

Arnepensionen er netop ikke en ydelse, du skal visiteres til, fordi du bare ikke kan arbejde mere. Den tidlige pension er en rettighed, som man opnår ved at have været 41-43 år på arbejdsmarkedet, så du har mulighed for at trække dig tilbage inden for de sidste tre år op mod folkepensionen. Det giver så god mening. For har du så mange år bag dig på arbejdsmarkedet, er du også i risiko for at blive nedslidt i årene, der ligger foran dig. Arnepensionen er til for netop at undgå nedslidning og for at sikre alle - også dem, der begyndte deres liv på arbejdsmarkedet i en helt ung alder - en værdig tredje alder. En værdig tilbagetrækning.

Når man derfor diskuterer, hvor forkert det er, at 4 ud af 10 arnepensionister slet ikke føler sig nedslidte, så er det faktisk godt nyt. Ordningen er ikke for de nedslidte. Den er for de slidte, og den har de fortjent.

Som S-regeringens statsminister Mette Frederiksen, daværende finansminister Nicolai Wammen, skatteminister Morten Bødskov og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fremførte det i et debatindlæg (søndag 16. august 2020) i Avisen Danmark forud for lovens vedtagelse i december 2020: ”Vi er helt enige i, at danskerne som hovedregel skal arbejde længere, når vi lever længere - altså princippet i Velfærdsaftalen fra 2006. Men det er ikke alle, der kan knokle helt til pensionsalderen. De, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv, fortjener at kunne trække sig tilbage, før de er slidt helt ned.”

Jeg gentager. Før.

Bragt i Avisen Danmark, den 1. april 2023