• Læs op
• Udskriv

Det virkede som en selvopfyldende profeti, da man i starten af 00'erne blæste til kamp for en bedre ældrepleje med en historisk markedsgørelse af et helt centralt og uhyre vigtigt kernevelfærdsområde.

For introduktionen af frit valg i hjemmeplejen i starten af det nye årtusinde er blevet fulgt op af en manglende prioritering af ældreområdet.

Det viser sig tydeligt i udgifterne per ældre borger, som er blevet gradvist mindre år for år – vi kan høre det fra medlemsberetningerne om arbejdsdage, der er blevet mere pressede og mindre menneskelige.

Vi kan se det på den måde, man har brugt frit valg i hjemmeplejen til at opnå besparelser i budgettet – budgetbesparelser som har medvirket til over 50 konkurser, over 13.000 borgere, der fra den ene dag til den anden har mistet den hjælp, de var vant til og over 2.300 medarbejdere, som har mistet deres job.

I sommer da debatten om kvaliteten på ældreområdet igen blev dagsordensat af dokumentaren om svigtet af Else på et kommunalt plejecenter, dukkede argumentet om mere privat ældrepleje op igen.

Nu kan vi endnu engang se partier og private lobbyister kalde på ’mere frit valg’ – et udtryk som i sig selv lyder forkert. Der er frit valg – begrebet ’mere frit valg’ er ret tydeligt mere et hensyn til den private sektor end til den plejetrængende borger.

Mere privat velfærd er ikke svaret. Ikke hvis vi vil hæve det generelle niveau for både den ressourcesvage og -stærke ældre. En større del af velfærdssamfundet på private hænder skaber større ulighed. Det kan vi ikke være interesserede i.

Undgå at gentage fejl
Sideløbende med afsløringerne af tilstanden på plejecentret har vi set afsløringer på private sociale bosteder, som udstiller skrækscenariet på privat velfærd.

Vi har set, hvordan bagmænd har trukket penge ud fra bosteder, der ellers skulle være gået til at sikre bedre tilbud til nogle af samfundets svageste.

Vi har ikke set de samme eksempler på hjemmeplejeområdet. Mest af alt fordi kommunerne har kørt med stramme udbud, der har indbudt til useriøst lave tilbud fra uordentlige virksomheder.

Men vi risikerer at gentage fejlene fra det sociale område på plejecentrene. Vi har set flere eksempler på børnehjemsbaroner og profitmagere, som for eksempel via ejendomsselskaber og vikarbureauer trækker penge væk fra formålet.

Set fra et forretningsperspektiv ligner plejehjemsområdet mere de private bo- og opholdssteder end den private hjemmepleje.

Vi kan allerede nu se, at plejehjemsområdet ser attraktivt ud for investorer. I Frederikssund har en kapitalfond købt de bygninger, friplejehjemmet Lærkevej drives i.

Kapitalfonde har det med at investere i noget, der giver et afkast til aktionærerne, og sjældent kun af et godt hjerte. Det samme gælder pensionsselskaber. Helt aktuelt har PFA besluttet sig for at skyde 2,5 milliarder kroner i at bygge nye friplejehjem.

Skattekroner skal ikke i private lommer
Hos FOA mener vi, at de skattekroner, der er afsat til velfærd, skal bruges til velfærd. Lad os i stedet for at gentage de dårlige erfaringer fra socialområdet lære af det.

Det forsøgte regeringen at gøre, da den tidligere på efteråret lancerede planerne om at begrænse profit på velfærd på det sociale område. Her hentede man inspiration fra friskoleområdet, hvor det ikke er muligt at trække penge fra driften på samme måde.

Jeg er med på, at man ikke automatisk kan oversætte den lovgivning til at gælde for eksempel ældreområdet.

Men princippet om, at skattekroner, der er afsat til velfærd, skal gå til velfærd og ikke ned i ejernes lommer, bør være en lovgivningsmæssig overlægger for alle områder i velfærdssamfundet.

Bragt i Altinget, den 17. november 2020