• Læs op
• Udskriv

Det kan kun være med samfundets interesse, at det offentlige ikke hælder penge, der er øremærket til hjælp til borgere ned i private virksomheders lommer. Hvis man undlader profit-loft, risikerer vi både at se sager om groft svigt af borgerne og brodne kar i form af private leverandører, som lænser den offentlige kasse.

CEPOS Velfærdspolitiske chefideolog, Mia Amalie Holstein, fyrer op for den liberale brændeovn her ved efterårets komme i et indlæg i Berlingske.

I den evige jagt på profitmaksimering på fællesskabets bekostning er løsningerne fra CEPOS endnu engang mere konkurrence, mere profit og flere konkurser.

Endnu engang er der udelukkende fokus på forholdene for de private virksomheder - borgerne indgår ikke i den ligning, selvom det er dem, der vil stå med sorteper i hånden, når regnskabet gøres op.

Lad mig slå det fast med det samme: FOA anerkender, at private virksomheder på velfærdsområdet kan generere et overskud. Men overskuddet skal for det første være rimeligt, og for det andet skal det ikke være muligt at spekulere i kreative virksomhedskonstruktioner og ejerformer, som trækker penge væk fra virksomhedens kerneopgave. Det har vi desværre set for mange eksempler på gennem de seneste år.

De fleste private aktører på velfærdsområderne er ikke profitskabende selvejende virksomheder. Se bare de mange friskoler og selvejende plejehjem som er rundt om i Danmark. Den model kunne bruges på for eksempel bostedsområdet.

En begrænsning af profitten hos de virksomheder, der arbejder med de svageste i vores samfund, er derfor ikke et ideologisk korstog, men ganske almindelig sund fornuft med respekt for borgerne, når vi vil sikre, at skattekronerne går direkte til kerneopgaven. En liberal tænketank, som gang på gang udtaler sig om, hvordan det offentlige bør effektivisere og bedst bruger skatteydernes penge, bør også have interesse i, at penge der eksempelvis betales fra en kommune med det formål at sikre en handicappet borger det bedst mulige tilbud, også går til det formål.

Vi er helt overbeviste om, at mange private leverandører af velfærdsopgaver ønsker at drive opholdssteder, daginstitutioner eller hjemmehjælpsfirmaer med høj kvalitet. Men desværre er erfaringen også, at der er mange, som har helt andre ting for øje; Nemlig at sikre flest mulige penge i egen lomme.

Vi er nødt til at sikre, at incitamentet – både i det private og i det offentlige – er at give borgerne den bedst mulige kvalitet i deres livssituation. Det gør vi blandt andet ved at skære den del væk, der tiltrækker folk med drømme om en guldrandet forretning på at drive velfærdsvirksomhed for skattekroner. Det er helt almindelig sund fornuft.