Når vi læser regeringens udspil om sundhedsreformen, får vi den samme tanke. At vi skal bygge flyet, mens vi er i luften. Men når det drejer sig om at ændre på grundstrukturer i sundhedsvæsenet, er det ikke sjovt at bygge, mens man flyver.
Når det handler om syge borgere, skal et nyt system fungere fra dag ét. Alt andet kan vi ikke byde patienterne. Og det er her, vi bliver nervøse, når vi læser regeringens udspil til en sundhedsreform. Sundhedsreformen skal ifølge regeringen aflaste sygehusene.
Det skal ske, ved at borgere får en kvalificeret behandling hos deres praktiserende læge eller i kommunale sundhedstilbud i stedet for at komme på hospitalet. Og det giver god mening at kigge på, om alt, der foregår på hospitalerne i dag, også skal foregå der i fremtiden.
Regeringens mål er, at der i 2025 er 500.000 færre ambulante patienter på sygehusene og 40.000 færre indlæggelser. Det skulle ifølge regeringen svare til behandlinger for 2 mia. kroner, som skal bruges i det nære sundhedsvæsen. Men hvordan denne omstilling skal ske, er én stor sort boks i regeringens udspil.
Vi frygter, at man fjerner de 2 mia. kroner fra sygehusenes budgetter allerede fra sundhedsreformens første dag. Sådan er det tit med de såkaldte gevinstrealiseringer.
Man indregner dem – og skærer – før gevinsten er hentet hjem. Regeringens mål om de 500.000 færre ambulante patienter og de 40.000 færre indlæggelser er ikke en realitet fra starten.
Dermed gør regeringen, som de plejer: sparer på budgetterne med henvisning til nogle tal og tendenser, man håber på vil ske i løbet af de næste 5-6 år. Skal kommunerne løfte ekstra opgaver i det nære sundhedsvæsen, har de brug for ekstra ressourcer. Det siger sig selv. Men at tage pengene fra sygehusene, før opgaverne er flyttet, og i en periode, hvor sygehusene får ekstra opgaver på grund af demografiske ændringer og nye behandlingsformer, er ikke holdbart.
Samtidig undrer vi os over, hvordan regeringen er nået frem til netop disse tal. Så vidt vi kan se, hviler de 500.000 færre ambulante besøg og de 40.000 færre indlæggelser på forudsætninger om, at det er forsvarligt at flytte nogle patienter fra hospitalerne til det nære sundhedsvæsen. Hvis ellers kompetencerne og kapaciteten er til stede i det nære.
Men det er ikke tilfældet i dag. Og det er urealistisk at forestille sig, at kompetencerne og kapaciteten vil være der, hvis regeringens sundhedsreform træder i kraft om to år.
Der er mangel på sundhedsprofessionelle inden for alle fag. Og skal der uddannes flere med specialiserede kompetencer, tager det længere tid. Som repræsentanter for de ansatte på sygehusene må vi sige, at det ikke er forsvarligt at flytte sundhedsfaglige opgaver ud i det nære sundhedsvæsen, før det er gearet til det. For kan patienterne alligevel ikke behandles i det nære sundhedsvæsen, vil de igen havne på sygehusene.
Blot uden at pengene er der. Og så er det ikke en aflastning. I 2025 har vi 30 procent flere over 80 år i Danmark. Det koster på sundhedsvæsenets budgetter, for det er denne aldersgruppe, der oftest bliver syge. I flere år er der tilført 1 procent ekstra til sygehusene, mens behovet de kommende år vil ligge på mindst 2 procent. Hvis ikke vi blot skal rykke rundt på opgaverne i sundhedsvæsenet, er en ordentlig saltvandsindsprøjtning nødvendig. Det gælder både den specialiserede indsats på sygehusene og den nære sundhed.
Debatindlægget er bragt i Politiken, den 15. februar 2019