Et opråb fra et medlem

Lønnen afspejler ikke, hverken ansvar eller arbejdsindsats

Offentligt ansatte i den borgernære velfærd kendetegnes over en bred kam ved at være kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, have nedslidende job til lav løn, lav pension og kun meget få frynsegoder.

Nu må det være på tide at anerkende vores indsats – med en ordentlig løn.

Af John Ladefoged, værkstedsassistent
Indlægget blev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 20. juli 2023

Jeg er 64, har foreløbigt haft 47 år på arbejdsmarkedet, mindst 3 år endnu inden folkepension. Jeg må sande at efter små 50 år på arbejdsmarkedet har jeg kun knap oparbejdet mig en løn, der svarer til det, en nyuddannet akademiker får i sit første job. Det inklusive mange års små tillæg! Til gengæld har jeg fået slidt skroget godt ned.

Jeg er ikke ude med riven efter akademikerne men jeg synes, det viser, at det står temmelig skævt til med lønniveauerne. Hvor længe er en akademiker på arbejdsmarkedet? Jeg startede da jeg lige var fyldt 17. Er akademikeren klar som 26 årig? Jeg har aldrig haft råd til at spare noget væsentligt op. Læste et sted at ca. 14% af akademikerne går på selvfinansieret pension før tiden! Det gælder nok ikke kun os værkstedsassistenter. Jeg tænker at det gælder for store dele af de offentligt ansatte, dem der arbejder derude, hvor borgerne er.

Til daglig holder jeg op til 5 borgere i afklaring, og 23 borgere med forskellige udfordringer beskæftiget. Vi arbejder med hænderne og hovedet, indholdet skal være meningsfuldt – ellers falder hele indsatsen til jorden. Det er et job, der indeholder en elegant blanding af fysisk, til tider hårdt fysisk, arbejde og pædagogisk snilde. En spændende, men også yderst udfordrende blanding.

Udover at assistere dem med arbejdet skal jeg løbende observere borgerne, Hver 14. dag skal deres fremskridt vurderes og dokumenteres. Har de nået deres delmål? Hvorfor eller hvorfor ikke? Og hvad gør vi så? Det er menneskers skæbne, jeg er med til at definere, og jeg gør det med en ærlig og empatisk tilgang, mens jeg samtidig er bevidst om det store ansvar, der følger med.

Ansvaret er dog ikke lige til at få øje på, når jeg kigger på min lønseddel. Stryhns leverpostej bliver når den er på tilbud! Og det efter et lang arbejdsliv, hvor de løbende skulderklap burde have resulteret i en hæderlig løn.

Under Coronanedlukningerne var vi mange, der stod ude i den forreste linje– pandemi eller ej – mange borgere i DK har brug for hjælp og støtte. Vi arbejdede videre, trods smittefare. Det var ikke os, der bare kunne arbejde hjemmefra! Men vi arbejdede med de mest udsatte borgere!

Var det ikke på et sygehus at sygeplejerskerne fik et honninghjerte som tak! Lønsedlen forblev slunken. Ferietur har været hvert 2. eller 3. år. Nu i disse tider kan det forhåbentlig blive hver 4. år?

Det skal ikke lyde som om, jeg har ondt af mig selv, for det har jeg faktisk ikke. Men  retfærdighed, i samfundets værdsættelse af arbejdet i den borgernære velfærd det må vi altså have. Det gælder ikke kun værkstedsassistenter. Det gælder i lige så høj grad de ansatte i ældreplejen, i daginstitutionerne, i botilbuddene osv.

Det næste års tid vil vise, om politikere og offentlige arbejdsgivere har indsigt og værdighed nok til at anerkende det knaldhårde arbejde, vi er så mange, der udfører dag efter dag – år efter år. Lønnen den skal op, meget op.