Uddannelse – hvornår skal du afsted?

I FOA Nordsjælland har fuldt fokus på at hjælpe så mange som muligt afsted på uddannelse.

Vi ved at mange af jer har lyst til at få nye eller styrket kompetencer, men af den ene eller anden grund ikke endnu er kommet afsted. 

Mulighederne er rigtig mange - både når det gælder typen af uddannelse og de tilskud, der kan søges af dig eller din arbejdsgiver. Din TR, FTR og afdelingen står klar til at hjælpe, hvis der er noget du er i tvivl om.

Vi har samlet lidt info herunder, som måske kan lede dig i den rigtige retning:

AMU systemet er korterevarende uddannelsesforløb, som kan tages enkeltvis eller flere kolleger samlet. AMU kan bruges som et ”på vej forløb” til en erhvervsuddannelse, men kan også i høj grad anvendes af dig, der har en erhvervsuddannelse og gerne vil bygge mere på.

Vi lyver ikke når vi siger, at der findes kurser om ALT, så vores anbefaling er, at du kigger på UG-uddannelser for at se det samlede kursuskatalog for dit arbejdsområde. Der er som regel ingen deltagerbetaling på AMU.

Erhvervsuddannelsen som pædagogisk assistent, social- og sundhedsassistent, social- og sundhedshjælper, serviceassistent mfl. er alle uddannelser, som vi kan hjælpe dig med at komme i gang med. Uddannelsen til pædagogisk assistent kan fx tages på 42 uger, såfremt du har 2 års anciennitet på din arbejdsplads og er over 25 år. Uanset hvilket forløb du skal i gang med kan vi være behjælpelige med argumentation og beregninger til brug overfor arbejdsgiver, udarbejdelsen af en uddannelsesaftale, ansøgningsprocessen på optagelse.dk og ansøgninger om tilskud. En erhvervsuddannelse tager de fleste af vores medlemmer på SOSU H – du kan læse mere om skolen på: www.sosuh.dk

Akademiuddannelse kan tages som moduler eller et helt forløb, som afsluttes med et afgangsprojekt. Med en akademiuddannelse kan du specialisere dig inden for dit felt og lægge nogle flere lag til din erhvervsuddannelse. Moduler som Københavns professionshøjskole udbyder kan fx være ’ Pædagogik og kommunikation’, Socialpædagogik og psykiatri’, ’Demens’, Innovativ praksis’ og ’Kvalitetsudvikling og dokumentation’. Læs mere på www.kp.dk

Kompetencefonde – der kan søges tilskud på op til 30.000 kr. pr. år du er på uddannelse fra den kommunale og regionale kompetencefond. I den kommunale kompetencefond kan der desuden søges puljerne ”Bedre til ord, tal og IT” og ”Ufaglært til faglært”. Sidstnævnte sikrer, at du ikke skal gå ned i løn, mens du er under uddannelse.

Link:

Den regionale kompetencefond

Den kommunale kompetencefond

 

Politiske aftaler sikrer endnu bedre økonomi for din arbejdsgiver når du sendes afsted på uddannelse:
Der er indgået en række politiske aftaler i 2020 og 2021, som gør det særligt fordelagtigt for din arbejdsgiver at sende medarbejdere på uddannelse netop nu. Ordningerne kan bruges i sammenhæng med fx søgning til kompetencefondsansøgninger.

For alle arbejdsområder gælder det:

  • Forhøjet AUB tilskud (Arbejdsgiver får 107 % af dagpengesatsen i skoleperioder)
  • Ny jobrotationsmodel (Du tager på uddannelse med din nuværende løn, mens der ansættes en ledig til at varetage din stilling)

For social- og sundhedssektoren gælder det:

  • Elevløn (og ret til ansættelse i bopælskommune) til elever (over 25 år) på Grundforløb 2 på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Tidligere har man fået SU på denne del af uddannelsesforløbet)
  • Finanslovsaftale om 1000 flere i ældreplejen. Kommuner kan søge midler til at uddanne flere ufaglærte medarbejdere og får samtidig midler til at fastansætte den ufaglærte, efter du er vendt tilbage efter endt uddannelse.

Hvad så nu?
Tal med din leder, tal med dine tillidsvalgte og kontakt FOA Nordsjælland, hvis I har brug for at sætte skub i et forløb eller vil have noget af ovenstående uddybet.