Uddannelse har lært mig at rydde ud i de mange "synsninger"

Mød Jette – hun er lige blevet færdig med pædagogstudiet, og skal nu i gang med et nyt arbejdsliv, og samtidig sige farvel til FOA, som hun har været medlem af, siden hun i 2005 blev dagplejer.

FOA tror på, at uddannelse gavner dig både fagligt og menneskeligt, og derfor hjælper vi vores medlemmer med at få deres uddannelsesønsker opfyldt – også selvom det betyder, at de uddanner sig ud af de faggrupper, vi organiserer. 

Jette startede som sagt som dagplejer efter mange år som kontoransat.

Med tre små børn passede det Jette og hendes familie godt med et job tæt på hjemmet, og i rollen som dagplejer fik Jette smag for det at arbejde med børn. Her mange år efter kan Jette se tilbage på et arbejdsliv både på dagtilbuds- og skoleområdet.

I 2010 fik Jette mulighed for at tage uddannelsen til pædagogisk assistent, og er altså nu i januar 2020 blevet færdig med pædagogstudiet. Vi har taget en snak med Jette om det at prioritere uddannelse ind i en ellers travl nok hverdag, hvad det har betydet for hende at få mulighed for at udvikle sin faglighed, samt hvad det betyder at have sin fagforening med på sidelinjen, når man skal have styr på alt det praktiske.

Skiftet fra ufaglært dagplejer til pædagogisk assistent kom som følge af strukturændringer i den kommune, hvor Jette boede og var ansat som dagplejer. Hun fik mulighed for at tage uddannelsen til pædagogisk assistent, men vidste også, at hun ikke skulle vende tilbage som dagplejer efter uddannelse. Det var dog ikke svært for Jette at finde arbejde som pædagogisk assistent og efter 1 år med vikariater, blev det til en fastansættelse på SFO-området.

I det år hvor Jette var vikar, mødte hun den forklaring, som vi af og til hører, at hun var for dyr at ansætte. Hun havde ligeledes en oplevelse af, at der ikke var så bredt et udvalg af stillinger specifikt rettet mod pædagogiske assistenter. Derfor søgte hun både medhjælper- og pædagogstillinger. Og det bar frugt at gøre en indsats for at gøre sig attraktiv, også selvom arbejdsgiver måske ikke lige havde tænkt, at det skulle være en pædagogisk assistent, der skulle ansættes.

”30 timers arbejde, indkald på studiet i weekender, masser af læsning og en familie der gerne vil se dig”
Jette beskriver selv starten på pædagogstudiet som overvældende og til tider lidt uoverskueligt. Og det på trods af, at hun var heldigere stillet end flere af hendes medstuderende – Jette havde qua sit arbejde på en skole nemlig mulighed for en ugentlig fridag og enkelte formiddage eller tidlige eftermiddage fri.

Det kunne mærkes på et studie med høj skriftlighed, og når der var mange 100 siders læsning. ”Meritstudiet er udtryk for et bevidst valg, du har truffet, og det engagement synes jeg, at jeg kunne mærke på det hold, jeg gik på”. Jette har haft nok at se til de seneste tre år, hvor hun har passet sit job på en skole, sin familie og sit pædagogstudie.

Jettes anbefaling til andre, der gerne vil læse på meritstudie er, at man meget grundigt skal sætte sig ind i, hvordan dagligdagen kan tilrettelægges, og hvad det kræver at passe et arbejde og et studie på samme tid. Jette lægger ikke skjul på, at det har være tre drøn-hårde år, som har presset hende og hendes medstuderende max. Følelsen af hele tiden at være i gang, fordi du enten er på arbejde eller på studie, skal man være opmærksom på. Men når så koblingen mellem teori og praksis går op i en højere enhed, er det jo en fantastisk stærk følelse.

Så alle udfordringerne, de mange timer med næsen i bøgerne og foran computeren, har været det hele værd for Jette, både da hun tog pædagogisk assistentuddannelsen og i dag, hvor hun netop har afsluttet pædagoguddannelsen. For følelsen af at have et stærkt fagligt fundament, og en tro på egne evner og kompetencer, er alt besværet værd. ”Jeg ville ikke ha’ undværet det her studie, også selvom det ind imellem har betydet, at jeg har savnet min familie, og de har savnet mig”.

Nu kan Jette nøjes med at arbejde og selv vælge de faglitterære bøger til, som hun har masser af i bogreolen, selvom de fleste studiebøger er afleveret tilbage til biblioteket. Jette drømmer ikke om flere længerevarende uddannelser i fremtiden, men det at hun har gennemført to uddannelser på det pædagogiske område har tændt lysten til at lære og udvikle hendes kompetencer: ”Jeg vil også i fremtiden sørge for at holde mig fagligt i gang og få nogle kurser osv.”

”Jeg føler mig mere sikker i det jeg laver”
Studiet har givet mig en enorm faglig ballast, mere refleksion, mere nysgerrig på mit arbejde, og en styrke til at agere i mange forskellige situationer på arbejdspladsen. Jeg har fået et teoretisk belæg for, at jeg faktisk har gjort og gør de rigtige ting i mit arbejde med børn, og det er rigtig rart.”

Jette har fået papir på det, hun allerede syntes, hun havde lavet i mange år, men det har alligevel givet hende et værdifuldt boost og tryghed i arbejdet og glæder sig til at fortsætte sit arbejde i sit nye job i en børnehave. ”At starte på studiet har lært mig, at der var mange ting jeg ikke vidste, og givet mig lyst til at søge mere viden”. At blive mere faglig bevidst har også styrket Jette i at søge udfordringer på 3-6 års området, hvor hun skal være med til implementeringen af den nye styrket læreplan.

Pædagogisk assistentuddannelsen var startskuddet til Jettes interesse for at tilegne sig viden. Her kunne hun for første gang dykke ned i viden, der direkte kunne kobles til det arbejde, hun tidligere havde udført som dagplejer. Og dernæst vil det være en styrke ved Jettes profil som pædagog, at hun både har arbejdet som dagplejer og pædagogisk assistent. Hun ved hvilke styrker, der ligger i de forskellige faggrupper på det pædagogiske område og kan qua sin nye status være med til at styrke det gode arbejdsfællesskab på arbejdspladsen.

FOA Nordsjælland hjalp mig
Jette har været beriget med arbejdsgivere, der langt hen ad vejen har kunnet se fidusen i at uddanne deres medarbejdere. Og det er et af de vigtigste dele af et godt uddannelsesforløb.

Jette har dog stadig nydt godt af den hjælp, hun har kunnet få af sektorformand Rie Hestehave, der har stået klar når, nogle af de mange strukturelle ting omkring uddannelse har skullet afklares med en leder eller ifm. søgninger til den kommunale kompetencefond. FOA hjalp Jette med udarbejdelse af en uddannelsesaftale, og Jette har benyttet sig af muligheden for at kunne ringe, når der var ting mellem kommune og arbejdsplads, der skulle udredes i opstarten af begge Jettes uddannelser.

Det har været en stor tryghed, at Jette har kunnet trække FOA Nordsjælland ind med en viden, som kommune og arbejdsgiver ikke altid har haft. Det har med andre ord lettet arbejdsgangene betydeligt, at FOA har kunnet byde ind med den viden og rådgivning, der skulle til for at få processerne omkring Jettes uddannelse til at køre gnidningsfrit. Jette har på den måde kunnet koncentrere sig om sit studie i tryg forvished om, at der var styr på økonomien, tilskud mv.

Jette har ikke på noget tidspunkt overvejet at melde sig ud af FOA, før det nu er blevet nødvendigt. Alene af den grund, at hun altid har oplevet at få den nødvendige støtte uanset, hvilken hjælp hun har haft brug for. Den opmærksomhed hun er blevet mødt af, har betydet, at hun ikke har kunnet se sig selv andre steder. Nu skal hun over i et andet fagligt fællesskab med sine pædagog-kolleger, og vi i FOA Nordsjælland er stolte af at have haft mulighed for at hjælpe hende på den vej.

Har du også lyst til at tage en uddannelse eller noget efter- videreuddannelse, så kontakt din tillidsrepræsetnant eller FOA Nordsjælland, som kan hjælpe dig med at komme i gang, og som ved, hvad der skal til for, at du får dine uddannelsesdrømme opfyldt.