Få svar på dine spørgsmål om lønstrukturkomitéens arbejde og hør hvad FOA mener om sagen.
Mona Striib forklarer de vigtigste pointer fra lønstrukturkomitéens arbejde og hvad de betyder for FOAs medlemmer.
Læs også:
Komitéen har haft til opgave at analysere og sammenligne lønstrukturer og lønudvikling for de offentligt ansatte. Komitéen har nu fremlagt disse analyser og givet parterne et fælles grundlag for at diskutere løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte.
I komitéens rapport og baggrundsanalyser får vi en række forskellige perspektiver på løndannelsen og lønstrukturerne i den offentlige sektor. Vi får bl.a. et bedre indblik i nogle mere eller mindre uhensigtsmæssige lønstrukturer, og parterne har fået et fælles grundlag for at diskutere, om og hvordan de eventuelt bør ændres ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Nej. Det er rigtigt, at Lønstrukturkomitéen var et element i mæglingsforslaget fra Forligsinstitutionen under sygeplejerskernes forhandlinger ved OK21. Lønstrukturkomitéen blev nedsat i forlængelse af Folketingets lovindgreb, der afsluttede konflikten på sygeplejerskeområdet.
Men det var ikke komitéens opgave at vurdere, om sygeplejerskerne i lighed med en række andre faggrupper har ret i, at deres løn er for lav. Derfor kan hverken sygeplejersker, sosu-ansatte, pædagoger eller andre sige, at Lønstrukturkomitéen har givet dem ret i, at de får for lidt i løn. Lige så lidt som andre kan påstå, at komitéen har sagt, at f.eks. sygeplejerskerne får nok i løn. Det har komitéen ganske enkelt ikke taget stilling til.
Lønstrukturkomitéens lønanalyse undersøger først og fremmest, om sosu-er, sygeplejersker, pædagogmedhjælpere, osv. får en løn, der matcher deres ledelsesansvar, anciennitet og uddannelsesniveau. Om deres løn er større eller mindre end andre personalegrupper med tilsvarende ansvar, anciennitet og uddannelse.
Lønstrukturkomitéen blev også bedt om at undersøge, om de forskellige personalegruppers løn matcher værdien af de opgaver, de løser. Men det har komitéen ikke undersøgt. Det skyldes, at det ikke har været muligt at finde tilstrækkeligt dækkende data til at belyse dette spørgsmål.
Lønstrukturkomitéen siger ikke noget om, hvem der får for lidt i løn. Det har ikke været komitéens opgave. Men den siger en masse om, hvem der har en løn, der er lavere end andre med tilsvarende uddannelse, erfaring og ansvar.
Ifølge rapporten er halvdelen af de 22 faggrupper, der ifølge rapporten har en løn, der er lavere end andre med tilsvarende uddannelse, erfaring og ansvar, faggrupper, som FOA organiserer helt eller delvist (side 49, figur 3.6). Det gælder fx pædagogmedhjælpere, dagplejere, rengørings- og husassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagogiske assistenter, pædagoger, sygehusportører og en række andre faggrupper.
Nej, nærmere det modsatte. Lønstrukturkomitéens analyser viser, at gennemsnitslønnen er lavere i det offentlige end i det private. Mens den er ca. 257 kr. i timen i den offentlige sektor, er den 8-9 procent højere, 279 kr. i timen, i den private.
Det betyder ikke, at lønnen altid er bedre i det private. For nogle faggrupper er der rigtig mange bedre lønnede job i det private. For nogle er der kun få bedre lønnede jobs i det private. For atter andre er der måske kun meget få og typisk ikke bedre lønnede job i det private. For dem er lønnen fuldt og helt bestemt af det offentlige arbejdsmarked.
For læger, officerer og forskere er den standardberegnede timefortjeneste 340-540 kr. For pædagogmedhjælpere, rengørings- og husassistenter, omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt ernæringsassistenter er den standardberegnede timefortjeneste mellem en tredjedel og halvdelen heraf, 165-190 kr. i timen.
Er det så rimeligt, at lægen tjener 2-3 gange så meget som pædagogmedhjælpere, rengørings- og husassistenter, omsorgs- og pædagogmedhjælpere samt ernæringsassistenter? Det spørgsmål beskæftiger Lønstrukturkomitéen sig slet ikke med. Den nøjes med at analysere, hvor store lønforskellene er i de nuværende lønstrukturer.
Ja. Ifølge Lønstrukturkomitéen er det forventeligt, og i tråd med gængs økonomisk teori, at lønnen stiger ved stigende uddannelsesniveau. Men komitéen gør samtidig udtrykkeligt opmærksom på, at det ikke er givet, hvor stor effekten ”bør være” eller kan forventes at være, eller at ’hoppet’ fra et uddannelsesniveau til det næste vil være ens fra niveau til niveau, hvad det heller ikke er hverken i den offentlige eller den private sektor.
Lønstrukturkomitéen analyserer ikke nærmere, hvorvidt forskellene i ’løneffekterne’ mellem de forskellige uddannelsesniveauer afspejler hensigtsmæssige balancer. Men ifølge komitéen kan det diskuteres, om der i det offentlige er en hensigtsmæssig balance mellem lønningerne for f.eks. mellem lønmodtagere med grundskole/gymnasial uddannelse som højest fuldførte uddannelse, lønmodtagere med en erhvervsfaglig uddannelse og lønmodtagere med mellemlang videregående uddannelse (MVU) eller bacheloruddannelse.
Ja, det kan man billedlig talt godt sige, at Lønstrukturkomitéen gør. Men man kan dog også finde sammenligninger af timelønninger for arbejde på samme tid. Hvis man vel at mærke leder godt og grundigt. Man skal ind i en af baggrundsrapporterne for at se lønsammenligninger, hvor eventuelle tillæg for at arbejde på særlige tidspunkter (fx aften-/nat-/weekendarbejde) er trukket ud. Komitéen har foretaget disse sammenligninger for bedre – om end ikke helt præcist – at kunne sammenligne lønnen for de personalegrupper, der har meget aften-/nat-/weekendarbejde, med andre, der slet ikke eller kun sjældent har de gener i arbejdet uden at tage hensyn til den særlige kompensation for disse gener.
Konkret kommer det til udtryk for en stor gruppe som social- og sundhedsassistenterne. Her viser baggrundsrapporten, at de umiddelbart har en løn, der er en lille smule større end andre med tilsvarende uddannelse, ansvar og erfaring. Men når man renser social- og sundhedsassistenternes løn for de genetillæg, der kompenserer dem for at arbejde på skæve tider af døgnet, bliver den mindre end andre grupper med tilsvarende uddannelse, ansvar og erfaring.
Lønstrukturkomitéen har regnet ligesom Danmarks Statistik. Danmarks Statistik regner med ’en timeløn med det hele’. Det vil sige timelønnen med eventuelle tillæg, pensionsbidrag, særlig feriegodtgørelse, genetillæg, osv. Dog tæller overarbejdsbetaling ikke med i regnestykkerne.
For nogle personalegrupper indeholder basislønnen kompensationen for, at der kan være gener i arbejdet, og denne form for genekompensation kan hverken Danmarks Statistik eller Lønstrukturkomitéen trække ud af regnestykkerne. På den baggrund har man valgt primært at sammenligne lønninger, hvor der er medtaget genetillæg, men også lavet sammenligninger, hvor der er trukket de genetillæg ud, som man kan trække ud i den tilgængelige statistik.
Fjernes genetillæg ændres afvigelserne i modellen sig for alle grupperne. 15 af de 50 personalegrupper får reduceret afvigelserne. Blandt disse 15 grupper medfører modellen uden genetillæg at deres LEU-afvigelser bliver negative eller bliver mere negative end de var før.
Læs mere her
Nej. Selv om påstanden har været fremme i den offentlige debat, har Lønstrukturkomitéen ikke kunnet påvise det. I komitéens historiske analyser er der ikke fundet nogen tendens til, at nogle grupper har prioriteret sådanne højere genetillæg på bekostning af grundløn kombineret med tillæg.
Komitéen skriver derimod, at det kun er en naturlig markedsmekanisme, at arbejdsgiverne må betale ekstra for at få udført arbejde med særlige belastninger som f.eks. ubekvemme arbejdstider.
Den vending bruger Lønstrukturkomitéen ikke. Men komitéens rapporter viser, at det kollektive aftalesystem er udviklet fra et fokus på tjenestemandssystem til overenskomstsystemet, herunder i forlængelse af indførelsen af aftaleretten ved tjenestemandsreformen i 1969. Lønstrukturkomitéen viser, at parterne har haft svært ved at nå til enighed om håndtering af ønsker om ændringer af de relative lønninger mellem personalegrupper. Det afspejler sig blandt andet i, at parterne i høj grad har prioriteret ens procentuelle lønstigninger til alle medarbejdere. Der har dog været eksempler på mindre prioriteringer af midler til specifikke grupper, bl.a. fra de to seneste overenskomstforhandlinger.
Løndannelsen er således løbende blevet udviklet. Men komiteens analyser viser, at det overordnede billede af lønstrukturerne nærmest er uændret i 2010, i 2019 og i 2021.
Om man vil kalde det for lønstrukturerne støbt i beton, kan man diskutere. Lønstrukturkomitéen bruger ikke det udtryk. Til gengæld afviser komitéens analyser, at der kan peges på ét enkeltstående nedslagspunkt som bestemmende for de nuværende lønstrukturer. Er lønstrukturerne støbt i beton, blev de ikke støbt ved én lejlighed i 1969.
De nuværende lønstrukturer kan ifølge Lønstrukturkomitéen heller ikke siges at være politisk fastsatte, fx som følge af forskellige tjenestemandsreformer i efterkrigstiden. Lønstrukturerne har ifølge komitéen været ganske fastlåste i årtier. Men de blev ikke én gang for alle støbt i beton af politikernes bag tjenestemandsreformen i 1969.
Lønstrukturkomitéen har udarbejdet et idékatalog med i alt 15 ideer til, hvor overenskomstparterne kan ændre på lønstrukturerne. Nogle af disse idéer handler i den lokale løndannelse. Ingen af de 15 ideer er anbefalinger. Det er kun ideer til parternes overvejelse. Det understreges i rapporten, at der ikke er enighed i komiteen omkring ’hensigtsmæssigheden’ af samtlige ideer. Det gælder også de idéer, der handler om lokal løndannelse.
En af ideerne er bedre og større brug af lokal løndannelse som middel til at rette op på lønskævhederne. Komiteen imidlertid ikke analyseret de hidtidige erfaringer med lokal løndannelse i det offentlige, der blandt andet viser, at lokal løndannelse kan give større lønskævheder. Og bl.a. derfor kommer komiteen ikke med nogen anbefaling af, at mere lokal løn vil være en god løsning. I stedet fremlægger komitéen den idé, at parterne måske kan overveje bedre og større brug af lokal løndannelse.
Lønstrukturkomitéens rapport kommer til at udgøre et fælles grundlag for parternes og Regeringens videre drøftelser. I første omgang vil Regeringen invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om udmøntning af en ekstraordinær ramme på 1 mia. kr. i 2024 stigende til 3 mia. kr. i 2030 til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. Det vil formodentlig ske engang efter sommerferien.
I anden omgang vil komitéens rapport – sikkert sammen med resultaterne fra trepartsforhandlingerne – indgå i både lønmodtager- og arbejdsgiversidens overvejelser om krav til og forberedelse af de overenskomstforhandlinger, der går i gang på det offentlige område i starten af 2024.