• Læs op
• Udskriv

Statsminister Mette Frederiksen har et tilbud til kommunerne, de ikke kan afslå: Vælg et velfærdsområde, hvor I gerne vil slippe for de statslige regler, og så bliver I sat fri. Det handler om afbureaukratisering. Statsministeren formulerede det selv sådan her over for Avisen Danmark:

“Vi har et af verdens bedste velfærdssamfund, men hvis vi ikke får gjort noget ved den overdrevne brug af krav og dokumentation, så sander det hele til. Derfor udvider vi nu ordningen med frikommuner og velfærdsaftaler, så alle kommuner får en reel mulighed for og opgave med at afbureaukratisere.” Et redskab til at nå det mål er en frisættelse af kommunerne – frisættelse til at fravige eksisterende lovgivning og kommunal regulering og bureaukrati.

For FOA er formålet med frisættelsen at komme derhen, hvor mødet imellem medarbejderne og borgerne kommer til fylde det meste af medarbejdernes tid: Hvor vi bruger vores kompetencer og erfaringer i at finde løsninger, der i videst muligt omfang involverer borgeren og dennes pårørende i at skabe de absolut bedste betingelser for, at borgeren føler sig tryg, trives og har muligheder i livet – uanset alder.

Der er tre store barrierer for at kunne nå det mål. Den stramme økonomiske ramme. Den styringsmæssige ramme. Og den lovgivningsmæssige ramme.

Lad mig begynde med styringen: Vi er enige i, at økonomisk styring er helt nødvendig. Vi har begrænsede ressourcer. Men vi anerkender ikke, at den styring skal ske via detailregulering, hvor vi producerer og processer hyldemeter af papir, tusindvis af gigabytes og fantasillioner af klik og kryds. Den styring er ikke alene hundedyr. Den suger også kvaliteten ud af borgermødet, hvor medarbejdere med iPad i hånd prøver at få indsamlet nok klik og afkrydsninger til, at computeren er tilfreds, mens den ældre eller barnet langsomt opgiver at få øjenkontakt. I tæt forbindelse med den økonomiske styring er også de forskellige lovkrav en stor udfordring. Vi anerkender og respekterer til enhver tid borgerens krav på en ordentlig og gennemsigtig behandling, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at deres personlige oplysninger tilhører dem og dem alene. 

Men det kan heller ikke her være rigtigt, at forudsætningerne for, at vi kan samarbejde på tværs og skabe helhed i indsatserne, er så juridisk kompliceret og så dårlig systemunderstøttet, at forsøgene lander på stengrund.

Det må være muligt at give borgeren en placering, hvor de har styrepinden sammen med medarbejderne og løbende kan tage stilling til, hvem der må samarbejde og om hvad. Den sikkerhed er langt større end nu, hvor en række proceskrav og dokumentation lander i it-systemernes mest støvede hjørner, og hvor medarbejdernes angst for, at papir-tigeren ikke er mæt, står i vejen for den gode dialog med borgeren, deres pårørende og de professionelle omkring dem. Endelig er der selve den økonomiske ramme. Den er snæver, og den bliver stadig mere snæver. Vi har god evidens for, at forebyggelse betaler sig, men ikke desto mindre skal pengene hele tiden række længere, og det betyder, at enhver, der kan klare sig selv – lidt endnu – skal klare sig selv, indtil deres behov bliver store nok. Det virker økonomisk uklogt. 

Det virker samtidig etisk problematisk, at de børn, der skal drive og udvikle vores fælles fremtid, og de gamle, som vi kan takke for, hvor vi er i dag, skal holde så massivt for, som tilfældet er.  Det nytter ikke at tale varmt om frihed, hvis det betyder friheden til at finde nye måder at spare på.

Endelig er det værd at understrege, at frisættelse af kommunerne ikke gør det alene. En af hindringerne for at frigøre ressourcer, at skabe større handlerum for ledere og medarbejdere og mere plads til faglighed er lokale regler og procedurer. Stramme kørelister med ydelser opgjort på minuttet i hjemmeplejen skyldes eksempelvis en kommunal praksis. Det er vigtigt, at man lokalt får ændret sådanne procedurer, selvom det ikke er bundet op på lovgivning. Ellers nytter hele øvelsen ikke noget.

Bragt i NB Økonomi, den 10. marts 2022