Video: Regionsmesterskab SOSU Skills 2022

Video: Regionsmesterskab SOSU Skills 2022

SOSU Østjylland i Århus var torsdag d. 13. januar vært for årets regionsmesterskaber i SOSU Skills, og de i alt seks hold konkurrerede hele dagen om titlen, der giver adgang til DM i SOSU Skills.

Dagen begyndte kl. 9.00, og de seks hold fra henholdsvis SOSU Østjylland, Social og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland samt Social- og Sundhedsskolen Fredericia, Vejle, Horsens var på skift i gang for at vise, hvad de har trænet hårdt til i lang tid.

Jack Hougård Kristensen er formand for pædagogisk sektor i FOA Århus. Han er også en af de ansvarlige for indsatsen på SOSU Østjylland, og var derfor hele dagen til konkurrencen, hvor han oplevede en høj faglig indsats.

- De mange unge elever gjorde deres bedste for at vise, hvad de har lært, selv om de var udfordret af hele problematikken omkring Corona. Det kom blandt andet til udtryk ved, at de konstant skulle skifte mundbind og visirer, men på trods af udfordringerne gik de til opgaven med stort gåpåmod. Det var unge engagerede SOSU-medarbejdere, der var rigtig fagligt dygtige, fortæller han.

Dagen var på grund af Corona uden publikum udover dommere, trænere, vagter og deltagerne, men konkurrencen blev afviklet på samme måde som altid, hvor deltagerne i høj grad skulle vise, hvad de har lært om teori og praktisk pleje.

- Jeg synes, det er vigtigt, fordi det er en god måde at vise, hvad SOSU-faget også handler om. Udadtil for at vise omverdenen, at eleverne går op i det og gøre sig umage, og at de kæmper for det. Det handler også om at vise, at der er andet i faget, end det man normalt hører om. Indadtil handler det om at vise, at man tør at stille op foran kammeraterne. Det er modigt, og der kommer en gejst og man hepper på hinanden. Det giver en stolthed, som også vigtig. Når man taler om faget, så taler man altid om de opgaver, der er vigtige, så det med at få respekt for dem, der vælger at gå ind i det, det er vigtigt, siger direktør for SOSU Østjylland Anette Schmidt Laursen.

Signe Gundlach og Louisa Jensen fra Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland 

Ca. kl. 15.00 var vinderne fundet, og det blev i år Signe Gundlach og Louisa Jensen fra Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland. FOA Århus ønsker de to elever et stort tillykke og held og lykke til DM. (Foto: SOSU Østjylland)