TV: 1. maj 2018

TV: 1. maj 2018

Det var en dag med traditioner, men også en dag med regnvejr og indvielse af den nye havnefront.

Morgenmad, morgenbitter, morgen kaffe og morgensang. 1. maj hos FOA Århus begyndte helt traditionelt, og sektorformand Jack Hougård Kristensen bød velkommen, før formand Inge Jensen Pedersen holdt sin 1. maj tale.

Omkring 100 mødte op hos FOA Århus for at fejre Arbejdernes Internationale Kampdag, og der blev hygget.

Senere kom borgmester og formand for Kommunernes Landsforening Jacob Bundsgaard forbi og holdt tale.

Efterfølgende var der igen traditionen tro fadøl og røde pølser med det hele, hvorefter turen gik i fælles bus til rådhuspladsen.

Her var der regn og flere taler, men efter kun en halv time, gik turen videre i det traditionelle optog gennem byen.

I år var ruten ny, og destinationen var den nye festplads på havnen, hvor der var tænkt nye tanker. Væk var alle de lokale fagforeningers telte, og i stedet var der sat fælles telte op, hvor forskellige organisationer kom med debatoplæg, quiz med mere.

Udenfor var der stadig regnvejr, men deltagerne var på plads til både musik og flere talere, og på den måde var dagen som den plejer. Nu bare i nye omgivelser, men med samme værdier. Dagen sluttede officielt kl. 17.00.