Social- og sundhedsassistent Lene
"De pårørende har brug for, at vi også viser omsorg over for dem", siger Lene, som er social- og sundhedsassistent på Egebjerg.
Foto: Mark Knudsen/Monsun

Også pårørende har brug for empati og omsorg

På Egebjerg Plejehjem i Gentofte oplever personalet, at de ved at have fokus på, hvordan de pårørende har det, får opbygget en tryg og tillidsfuld relation.

Da Finn Scotwins hustru for to et halvt år siden fik en demensdiagnose, var det samtidig et varsel om, at parrets samliv gennem 47 år, gik ind i en ny fase.  

Den første test på hukommelsesklinikken viste en let til moderat demens, men det gik hurtigt ned ad bakke, og to år senere måtte Finn Scotwin se i øjnene, at han ikke længere kunne tage vare på sin hustru, hvis han også skulle passe på sig selv.

Løsningen blev en plejebolig på Egebjerg i Gentofte, og han kalder dagen, hvor han skulle fortælle sin hustru, at hun nu skulle bo et andet sted, for en af de sværeste i sit liv.

Overgangen blev dog ikke så svær som frygtet, blandt andet på grund af modtagelsen på Egebjerg, fortæller han.

En svær situation

Det første møde er en af de afgørende forudsætninger for en tillidsfuld relation, mener Trine Evers, der er afdelingssygeplejerske på demensafdelingen på Egebjerg.

”Jeg synes, at vi lykkes med at skabe det gode samarbejde. Det er ekstra vigtigt, fordi vi er en demensafdeling, og vi derfor er afhængig af de pårørende for at få viden om beboerens liv og værdier for at kunne yde personcentreret omsorg”.

”Der er ikke nogen, der går og glæder sig til, at de selv eller deres pårørende skal på plejehjem. Det vil altid være en svær situation for den pårørende at stå i, og mange ved heller ikke, hvordan et plejehjem egentlig fungerer. Man hører jo kun om, hvor frygteligt det er, hvor få ressourcer, der er til rådighed, og hvor dårligt borgerne bliver passet, så det bliver tit den virkelighed, de pårørende har med sig fra starten”.

Sætter god tid af

Når de pårørende kommer for at se boligen, er det for det meste Trine Evers, der tager imod, og hun sætter god tid af til samtalen.

”Det er rigtig vigtigt for os, at vi får talt om, hvad det er, vi kan; hvad de kan forvente, når de flytter ind hos os, og hvad vi forventer af dem, så vi kan skabe et godt samarbejde”. Forventningsafstemning er det vigtigste for, at et godt samarbejde kan gro.

”Jeg fortæller lidt generelt om, hvad det vil sige at have en demenssygdom, så den pårørende ved, at vi er helt klar over, hvad det er for nogle udfordringer, de har stået med”.

”For mange er det forbundet med skam ikke at kunne have sin ægtefælle hjemme mere. Den skyldfølelse skal vi forsøge at hjælpe den pårørende med at rumme. Det gør vi blandt andet ved at anerkende, at vi ved hvor drænende det er at være pårørende til et menneske med demenssygdom. Jeg ved ikke, om deres krise bliver mindre, men vi kan i hvert fald give dem en følelse af, at de ikke gør noget forkert”, siger Trine Evers.

”Vi har rigtig meget fokus på at forklare de pårørende den måde, vi arbejder på, og hvorfor det er vigtigt for beboerne, at vi gør, som vi gør. Vores erfaring er, at når den pårørende forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, vil forståelsen og samarbejdet blomstre”, siger Trine Evers.

Kom på besøg hver dag

Når Finn Scotwin tænker tilbage på sin første tid som pårørende er følelsen af at blive anerkendt og forstået noget af det, der især har gjort indtryk.

”Allerede en uge efter, at min kone var flyttet ind, sagde personalet, at de havde lagt mærke til, at jeg besøgte hende hver dag. De sagde, at det behøvede jeg ikke, og at de nok skulle passe på hende. De sagde, at de kunne se, at det var en belastning for mig, og at der ikke ville være nogen, der så skævt til mig, hvis jeg droslede det ned”.

”Personalet har jo sikkert oplevet flere gange, at en pårørende har været bange for at blive set på, som en, der svigtede. Derfor var de opmærksomme på at få det sagt”, siger Finn Scotwin.

Smid tøjlerne

Lene som er social- og sundhedsassistent og koordinator i afdelingen, har med 25 år i faget stået over for mange pårørende, der som Finn Scotwin har haft brug for at vide, at han gør det godt nok.

”Vi formår at sige til dem, at de roligt kan smide tøjlerne, og at vi nok skal klare det.  De pårørende har brug for, at vi også viser omsorg over for dem. At vi spørger ind til, hvordan de har det, og viser, at vi ser dem for eksempel ved at sige ”du ser træt ud i dag”.

”Vi møder pårørende, som kan have svært ved at komme på besøg, fordi deres pårørende har ændret så meget adfærd og ikke kan genkende deres pårørende. Den fornemmelse, ikke at have lyst til at komme, kan være skamfuld, og dér kan vi hjælpe ved at sige, at vi forstår, hvor svært det må være, og gøre det legitimt, at de ikke kommer så ofte, hvis de ikke kan holde til det”.

Lene arbejder indimellem forskudt, så hun er i afdelingen til kl.17.

”Det var et ønske fra mig, at nogle af mine arbejdstimer ligger mellem kl.15-17. Timerne bruger jeg på at være bindeled mellem dagvagten og aftenvagten, og dermed synes jeg også, at det giver mening at være tilgængelig for de pårørende”.

”Mange af de pårørende går på arbejde og kommer derfor sidst på eftermiddagen, hvor det kan være svært for aftenvagten at få tid til at tale med dem”.

Går hjem med ro i maven

Finn Scotwin har efterhånden vænnet sig til sin tilværelse som pårørende til en plejehjemsbeboer.

Han oplever stadig sin hustrus forvirring, når han siger farvel, og hun ikke skal med, men han går derfra med ro i maven.

 ”Min kone har været på Egebjerg i syv måneder, og jeg synes fra starten, at personalet har været meget imødekommende. Jeg ved jo, at der mangler hænder alle steder, men jeg har aldrig kunnet mærke på personalet, om der var fuld bemanding eller ej”.

 

 


 

Når man flytter ind på Egebjerg

Det første møde med pårørende er ofte i forbindelse med fremvisning af boligen. Det er altid afdelingssygeplejersken, som kontakter pårørende telefonisk og laver en aftale.

Ved mødet bliver den pårørende sat ind i, hvordan afdelingen fungerer, hvad det betyder, at der arbejdes med personcentreret omsorg, og hvilken betydning livshistorien spiller i den forbindelse.

De pårørende får at vide, at medarbejderne har tilvalgt specifikt at arbejde med mennesker med demenssygdom, og at der blandt andet er fokus på at arbejde med low og high arousal.

Der tales om ønsker og forventninger, og den pårørende får at vide, at de altid kan tage kontakt.

Næste møde er ved indflytningen, hvor der er sat tid af til, at kontaktpersonen kan tage godt imod både den nye beboer og den pårørende.

Efter 2-3 uger afholdes indflytningssamtale, og efter 2-3 måneder en opfølgende samtale.