Kampklare tillidsrepræsentanter

6.-7. september mødtes 1.300 af FOAs tillidsrepræsentanter til løntræf i Fredericia. Godt 100 af dem var fra FOA SOSU.

Løn, løn og atter løn var på programmet da over 100 af FOA SOSUs tillidsrepræsentanter den 6.-7. september var til løntræf i Fredericia.

Her var de i selskab med 1.200 andre tillidsrepræsentanter fra FOAs øvrige afdelinger.

Formålet var at videndele om løntjek og lønforhandling og fyre op under debatten om retfærdig løn.

Inspiration fra FOA SOSU

Ingen af de deltagende tillidsrepræsentanter kan være kommet hjem fra Fredericia uden viden om, hvordan der arbejdes med løn og lønforhandling i FOA SOSU.

Formand Tina Græsted havde plads i panelet, hvorfra hun fortalte salen, hvordan FOA SOSUs tillidsrepræsentanter støt og roligt har forhandlet lokallønnen op ved at sætte uenighed med arbejdsgiverne i system og ikke blot acceptere et nej.

FOA SOSUs tillidsrepræsentanter var desuden udstyret med en ”grønspættebog”, der gav et kort resumé over alle fagforeningens værktøjer til løntjek og -forhandling som inspiration til tillidsrepræsentanterne fra de øvrige FOA-afdelinger.

Og sidst men ikke mindst stod FOA SOSU bag en lille kampsang, som flere gange løftede taget, når alle 1.300 tillidsrepræsentanter sang den i kor.

 

  

Læs mere om løntræffet


Lagt på den 08.09.2022