Læs op Udskriv $name En plejehjemsleders tanker onsdag d. 24 maj. Står op, hører radioavis, skimmer Politiken! Åh nej, ikke nu igen! Søndag d.14 maj fik plejehjemmene en bredside af Sognepræst Kathrine Lilleøer, åbenlyst for os som kender sektoren, har hun et meget ringe kendskab til hverdagen på de fleste danske plejehjem. Den kamel var lige sunket, jeg havde påbegyndt et læserbrev, men fik det ikke færdigt, før der på forsiden og igen i radionyhederne blev lanceret skrækkelige historier om den underlødige mad, der serveres på plejehjem! De gamle sulter, grøntsagerne er udkogte, lødigheden af en burger er bedre, end den mad, der serveres!! Og nu - jeg og mine medarbejdere er også dybt rystede over både udsendelsen og efterfølgende pressedækning. Det er forfærdeligt, der er blevet fremsat rigtig mange forklaringer, jeg er enige i en del, uenige i andre, dette er dog ikke mit ærinde i dette indlæg. Mit ærinde er, igen bliver der lavet skræmmebilleder, igen bliver der skabt en utryghed, som bevirker at det bliver en endnu tungere beslutning, selv at skulle flytte på plejehjem, eller som pårørende at "presse" sin gamle til beslutningen. Er det mærkeligt, at det er vanskeligt at rekruttere kvalificeret personale? Hvem har lyst til at arbejde i en konstant udskældt sektor? Der oven i købet er både fysisk og psykisk krævende? Til en løn, som ligger i bunden af hvad, der betales i øvrige samfund? Jeg går en tur i "mit hus". Der er 6 plejeafdelinger og et aktivitetscenter. Det tager et par timer, så det udspiller sig fra ca. 10-12. På den første afdeling lyder der musik fra opholdsstuen. Der danses, 2 medarbejdere, 4 af beboerne er ude på gulvet, 4 andre sidder i deres kørestole og "rokker" med. Andre har fortrukket til deres egen bolig, hvilket naturligvis, helt og fuldt respekteres. Andre igen er i aktivitetscenteret eller hos frisør. På en anden afdeling er 2 medarbejdere og 6-7 beboere i gang med at plante krukker til, ude på terrassen, andre sidder i opholdsstuen, læser hygger og slumrer ovenpå morgenmaden. Videre, her lugter dog ejendommeligt? Indtil det går op for mig at det er acetone, eller neglelak fjerner. Her er dagligstuen for 1 par formiddagstimer ændret til neglesalon. Der blødgøres, files, lægges lak på, der sludres og hygges. Jeg bliver kontaktet af en fortvivlet medarbejder. Fruen på bolig X har igen slået, kradset og bidt, medarbejderen har rifter og blå mærker på armene. Yderligere har den pårørende atter klaget over at beboeren ikke kan deltage i fælles aktiviteter. Vi må igen forklare, at dels vil mor ikke, dels slår hun ud efter de øvrige beboere, når hun kommer i nærheden af dem. Vi drøfter igen, de muligheder vi har for at undgå det. En analyse af hvad det udløses af, har ikke givet svar. Vi kan strengt taget udelukkende indberette det som en utilsigtet hændelse og må i øvrigt finde os i det. Yderligere har den pårørende atter klaget over, at beboeren ikke kan deltage i fællesaktiviteter. Vi må igen forklare, at dels vil mor ikke, dels slår hun ud efter de øvrige beboere. På den næste afdeling er der formiddagsquiz, og så fremdeles. Alt imens andre medarbejdere er i færd med at vaske og sondemade beboere, som er fast sengeliggende, uden sprog med meget svag bevidsthed, en på andet år, men i god ernæringstilstand, uden liggesår. På den femte afdeling, er der formiddags fjernsyn, det er Morten Korch, der er på. To på denne afdeling er døende, det kræver speciel omsorg, også for de pårørende. I aktivitetscentret et der gang i individuel- og holdtræning. I festsalen sidder en gruppe og synger danske sange. Den sidste afdeling går jeg til hen ad frokost, lidt med vilje, fordi det er mig en stor glæde, at de beboere som for et halvt år siden blev madet, i dag sidder og smører deres frokost selv, nogle hjælper hinanden. Det er resultatet af en undervisningsseance. At det ikke ser lige appetitligt ud, er i denne sammenhæng ganske uvæsentligt. Kl. ca. 13.00 kommer jeg tilbage til den første afdeling. Alt ånder fred og ro. I dagligstuen sidder seks beboere, tre af dem hænger i kørestolen, to sidder og sover, en sidder bare der er ingen medarbejdere. Der er fem på arbejde der er i alt 24 beboere, to er i færd med at lægge beboere til middagshvil, en med at dosere medicin, em med t tage med kommende pårørende, en med at dække de næste frem aftenvagter på grund af en netop indkommen sygemelding. Så er det, jeg tænker: Kommer der lige nu en person udefra, som vil se kritisk på os, kunne der stå på en forside, fem beboere er henvist til at sidde i en stol og sove middagssøvn, fordi ingen gad at lægge dem i seng. Dette er ganske almindelig dag på vores plejehjem. Afslutningsvis har jeg lyst til at sige, at det er ikke usædvanligt at vore beboere og deres pårørende, spontant udtaler, bare vi dog var kommet noget før! Det er heller ikke usædvanligt at vi oplever en betydelig opblomstring, efter beboerne flytter ind. De gør det godt, mine medarbejdere, faglærte som ufaglærte, de sidstnævnte skal selvfølgelig have opgaver afpasset deres kompetence, den tværfaglige indsats er meget flot. Men hvor kunne vi bruge ekstra hænder. Hvor kunne vi dog godt bruge lidt mere anerkendelse fra det offentlige, fra de pårørende som i høj grad påvirker vores psykiske arbejdsmiljø. Min store trygt er, at denne debat blot funder ud i at alle vasker hænder, og indfører øget kontrol og kontrol med kontrollen. Se dog på opgaven, den er stor, jeg ser det som noget af det mest ansvarsfulde at skulle tage sig af dem, som er så svare at de ikke kan mere selv, plejehjem er det offentliges samvittighed, alligevel er der ingen prestige i at passe dem, fordi der er ingen prestige i at blive gammel og hjælpeløs. Men for de fleste af os, der har valgt sektoren, giver det mening, det er bare ikke tilstrækkeligt. (Connie Engelund er sygeplejerske, og viceforstander på Holmegårdsparken. Hendes indlæg var bragt i Politiken d. 31. maj 2006) Tilbage til juni 2006