Læs op Udskriv $name Stafylokokkernes indtog på plejehjemmet Hvad gør man når de multiresistente stafylokokker flytter ind på plejehjemmet? To beboere på plejehjemmet Øselsgården på Amager fik konstateret MRSA, Og så tog personalet affære. Frustration og forskrækkelse fyldte en del hos dem i starten Af Merete Astrup Multiresistente Stafylokokker Aries. Det ligger ikke lige på tungespidsen. Det gør bekæmpelsen af dem heller ikke. På hospitalerne bliver patienter med MSRA, som er den daglige forkortelse, isoleret. Anderledes på plejehjemmet. Her kan man ikke isolere beboeren, i sit eget hjem. Personalet på Øselsgården stod nærmest på bar bund, da de blev bekendte med, at to beboere på 1. etage var ramt af MRSA. Det er meget nyt at møde MRSA på plejehjem. - Der gik et stykke tid inden, vi fik mistanke om, at hududslæt og sår ikke var uskyldige, siger Sanne Gram. Amager er ramt hårdere af MRSA end andre bydele, og personalet på 1. etage kontaktede hurtigt mikrobiologisk afdeling på Hvidovre Hospital, for at få noget viden og instruktion om, hvad de skulle gøre. De fik fin hjælp fra starten. Personalet frikendt Vigtigst er at finde smittekilden, og hele personalet blev tilbudt podning. - Det sagde vi ja tak til, for os som personale ville nødig gå rundt og være smittekilde, siger Henny Overgaard. Podningen var frivillig, men alle på 1. etage tog imod. De første reaktioner i personalegruppen var frustration. "Hvor kom de dog fra", og så til angst: "hvis det nu er mig, der er smittekilde, så har jeg måske ubevidst smittet andre i familien og vennekredsen". I forvejen har personalet på Øselsgården en god håndhygiejne, synes de da selv. - Vi har sæbe, håndsprit og papirhåndklæder på alle beboernes stuer. Vi bruger handsker og vi bærer ikke smykker på hænder og håndled, siger Sanne Gram. Podningen viste da også, at smittekilden ikke var i personalegruppen. - Det var en stor lettelse at vide, siger Henny Overgaard på hele gruppens vegne. Mere end håndhygiejne Det viser sig, at der skal langt mere end den gode håndhygiejne til, for at beskytte sig selv imod og behandle de multiresistente. Når beboerne ikke kan isoleres, så må personalet isolerer sig, når de skal udføre personlig pleje hos beboere med MRSA. De medarbejdere, der er knyttet til beboerne er bogstavelig talt klædt på til arbejdet. MRSA kræver mange forholdsregler. Ud over den specielle påklædning, følger specielle affaldsposer, speciel vask af tøjet, som foregår hos et firma på Bornholm. Det kræver logistik. Der skal være "dragter" på lager, for der bliver ikke vasket fra dag til dag. - Vi tager tøjet på inden, vi går ind til beboeren, og vi lægger det i specielle poser, når vi går ud, siger Sanne Gram, som har ansvaret for den ene beboer, og er dermed tit inde hos ham. Det gælder om, at huske at få alt med ind stuen, er hun først iklædt udstyret, kan hun ikke lige smutte ud igen, uden at hun skal starte forfra. Sker det er alligevel, at man har glemt noget, er man afhængig af, at der er en kollega i nærheden, man kan råbe op. Jo, det kræver en del ekstra arbejde, som der i parentes bemærket ikke kompenseres for. - I starten var det et kæmpearbejde, og det tog meget lang tid. Nu er det blevet mere rutine, siger Sanne Gram. - Nu skal vi huske hinanden på, at vi ikke skal slække på kravene, siger Elsebeth Almgreen. De tror nu ikke det sker. For den instruktion og den viden de har fået i samarbejdet med mikrobiologisk afdeling på Hvidovre, har sat sig dybt. Øv og glæde Personalegruppen på 1. etage er faktisk stolte over den viden, de har tilegnet sig, og de er glade for, at de kan gøre noget. De kunne næsten ikke få armene ned, da den ene beboer blev erklæret rask. Til gengæld bliver de også kede af det, hver gang en podning viser, at der ikke er sket bedring. - Vi har det ikke godt med, at den anden beboer ikke kan blive rask, fortæller Sanne Gram. På den positive side bliver personalet kontaktet af andre, der gerne vil vide noget mere om MRSA. De deler gerne ud. - Vi har blandt andet givet råd og vejledning til hjemmeplejen i Sundby Syd. I hjemmeplejen kan de jo heller ikke isolere en borger i eget hjem, som Elsebeth Almgreen siger. Åbenhed omkring MRSA er meget vigtig, mener personalet på Øselsgården. - Vi ved jo, at MRSA er udbredt på Amager. Det skal ikke holdes indenfor plejehjemmets fire vægge, derfor fortæller vi gerne om det, siger Sanne Gram, der tror, at nogle undlader at gøre opmærksom på problemet, fordi man synes, det er flovt at have tilfælde af MRSA. - Det er ikke flovt. Det gælder tværtimod om, at vi hjælper hinanden, når vi opdager det, fastslår hun. Hendes kolleger nikker, og de håber at andre plejehjem vil følge trop. - Gerne inden de får tilfælde af MRSA, og der er jo også andre bakterier, siger Elsebeth Almgreen. Hysteri Selvom de er nået langt på Øselsgården, er der stadig svære forhold, især omkring de pårørende. - Skulle vi være helt på den sikre side, burde vi også foreslå de pårørende at lade sig pode. Vi ved dybest set ikke om, smittekilden kan ligge der. Men det kan vi ikke forlange, siger Elsebeth Almgreen. - Vi kan heller ikke forlange, at de pårørende beskytter sig, som vi gør, når de besøger deres slægtning. Såvel som vi ikke kan bestemme om, de må dele mad med den MRSA ramte. Det er forskellen på et hospital og et plejehjem, som jo er beboerens eget hjem. Vi kan kun råde de pårørende og informere dem, siger Sanne Gram. Og det gør de, med fare for at blive kategoriseret som hysteriske. - Vi oplevede i starten en pårørende, der ikke tog os alvorlig. Det lå i luften, at vi var lettere hysteriske. Vedkommende nægtede at tage handsker på ved berøring og spiste af hans mad. Det er svært at acceptere, når vi prøver at gøre noget her, hvis der så sker noget et andet sted, der gør at det hele falder på jorden, siger Elsebeth Almgreen. Af hensyn til smittefaren i personalegruppen er det kun en del af personalegruppen, der går ind og laver personlig pleje. Alle kan gå ind med en madbakke, men de tager altid handsker på. Fra uniform til uniform Debatten om etik har været en del af forberedelserne. Det er stadig folks eget hjem. Så hvor mange regler og foranstaltninger kan man tillade sig. - Grænsen er svær, og det vil nok altid være svært. Men det er også vores arbejdsplads, og vi synes ikke vi skal udsættes for smittefare, siger Sanne Gram. - Vi har også et ansvar overfor de andre beboere, og for vores familier derhjemme. Vi går jo i vores private tøj og bærer smitten med os rundt, siger Elsebeth Almgreen. På første etage har de faktisk diskuteret ideen om at vende tilbage til uniform. Foreløbig er det blevet til kitler, som de selv køber for de tøjtillæg, de får. Kitlerne er købt før MRSA kom til plejehjemmet. Den primære årsag var, at beboerne skulle kunne kende dem. Smittefaren har nu givet kitlen en ekstra dimension. Dengang man afskaffede uniformen, var det et led i, at hjemliggøre plejehjemmene, så de ikke fremstod som institutioner. - Det har jo også en pointe, men hvorfor skal vi egentlig stå og rense sår i vores eget tøj, spørger en enig personalegruppe. De pointerer, at tiderne har ændret sig. De beboere, der i dag kommer på plejehjemmene, er langt mere plejekrævende end dengang uniformerne blev afskaffet. Tilbage til august 2005