$name

Spiser man ost? 

Når man kommer lige direkte fra bushen i Uganda er Glostrup Kommune en storby af format. Butikkerne bugner af mærkelige varer, og der er underlige ting i skabene på plejehjemmet. Der måtte et særligt uddannelsesforløb til, før Scovia fik sin social- og sundhedshjælperuddannelse i Danmark, selvom hun havde lært dansk. 

 
Af Merete Astrup
 
Scovia Nabullime talte flydende dansk og kunne læse, at der stod havregryn på pakken. Men hun var lige vidt, for hun vidste hvad ikke, hvad man brugte havregryn til.
 
For hende var det heller ikke klart, at ½ sød var mælk. Og hun syntes, at det var meget mærkeligt, at man vendte krebinetter i rasp. Et apotek havde hun aldrig set, og hun forbandt det slet ikke med medicin.

Alt dette viste sig først, da Scovia var i sin første praktik. Indtil da havde hun klaret sig fint på skolen. Hun kunne jo sproget, så hun løste sine opgaver både mundtligt og skriftligt.

Scovia kommer fra en lille afsides landsby i Uganda, hvor maden tilberedes udenfor over åben ild. Ingredienserne er nogle andre end her, eksempelvis er mejeriprodukter ukendt.

Medicinen udvindes fra urter og hentes hos landsbyens lokale "medicinmand".
Scovias baggrund er en rejse tilbage i tiden.

- Det gik helt galt i praktikken, fortæller uddannelseskonsulent i Glostrup Kommune Susanne Elbæk.
Det viste sig, at Scovia ikke havde forstået teorien, og det havde de ikke opfanget på skolen,
fordi hendes sprog var godt, og fordi hun er en kvik pige.

Men når man får at vide, at man skal vaske gulv på plejehjemmet, og er vant til at hælde en hel spand vand ude over lergulvet hjemme i landsbyen, så gør man det sådan, også på plejehjemmet. Så de soppede rundt i vand. Sådan var der så mange ting, Scovia gjorde forkert.
 
At lære at gå
På praktikstedet var de helt møre til sidst, over Scovias grundlæggende mangler. De meddelte skolen, at hun aldrig ville nå målet for en social- og sundhedshjælper.

Så sad Susanne Elbæk med en dybt ulykkelig pige, der bare ville være social- og sundhedshjælper.
- Det var ligesom et barn, der skulle lære at gå.

Hun ville selv, og hun var enormt begejstret for både uddannelsen og arbejdet. Hun var selv blevet bevidst om, at hun havde nogle grundlæggende mangler.

Hun kunne beskrive dem. Man havde simpelthen ikke lyst til at smide hende på gaden, selvom udtalelsen fra praktikstedet så håbløs ud.

Susanne Elbæk, som har lavet specielle uddannelsesforløb for andre elever med anden etnisk baggrund, lagde hovedet i blød.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at vi måtte tage Scovia ud af uddannelsen. Hun skulle rustes til uddannelsen, før hun kunne fortsætte ordinært. Vi måtte have hende ud i et forløb inden for området, hvor hun kunne lære at bruge sin teori i praksis, uden at være elev, fortæller Susanne Elbæk.

Det viste sig at blive lidt sværere end som så. Susanne Elbæk stødte på et forsikringsproblem, fordi Scovia skulle arbejde udenfor for normeringer og aftaler.

Det fik hun løst, og hun fik også en aftale med en sagsbehandler i kommunens socialforvaltning, der kunne hjælpe Scovia også med noget økonomi.

- Men ikke 10 vilde heste kunne få Scovia til en sagsbehandler. Hun var og hun er for stolt. Hun tilbød endog selv at betale, mens hun var i oplæring, fordi hun ville dette her, beretter Susanne Elbæk.
 
Klippe- klistre
Her kommer Pia Nielsen, social- og sundhedshjælper i den kommunale hjemmepleje ind i billedet.
- Pia hun kan det der med elever i en særlig situation, siger Susanne Elbæk.

Pia Nielsen smiler, og siger nåh ja.
Og så gik Scovia og hun i gang.

- Vi startede med en klippe-klisterdag. Vi klippede alle mulige fødevarer ud af en masse reklameblade og ugeblade, og klistrede dem ind i en bog. Ud for hver vare skrev vi, hvad den kan bruges til. Ost, spegepølse, mælk, rasp, havregryn, rugbrød osv.
 
Ret hurtigt blev Scovia fortrolig med det nye, da hun først så sammenhængen mellem f.eks. havregryn, og hvad det kan bruges til, fortæller Pia Nielsen.

Herefter kom næste skridt, for "vi arbejdede os frem skridt for skridt", som Pia siger.
Det var indkøbssedlen. Hun skulle også lære, hvor man købte de forskellige varer.
Det vidste hun ikke.

Vi sidder omkring bordet i hjemmeplejens frokoststue i distriktet, hvor Pia Nielsen er ansat.
Scovia er netop kommet ind af døren, og hilser smilende.

Hun skulle lige have fyraften fra det plejehjem, hun nu er fast ansat på.
- Det tog lidt længere tid at cykle end jeg havde regnet med, det blæser, siger Scovia.
Evnen til at cykle har hun også tilegnet sig her i Danmark.

Pia og Susanne resumerer, hvad de har fortalt til infoa.
 
Billedbogen med i byen
Vi spørger Scovia Nabullime,  hvordan hun kunne bo i Danmark i knap tre år uden at handle i danske supermarkeder. Hun forklarer, at hun hidtil havde handlet i de specialbutikker og grønthandlere, hvor hun kan købe de varer, hun bruger til den mad, hun spiser hjemme hos sig selv.
- Jeg havde ikke haft behov for at gå i supermarkeder, siger hun. 
Så inden hun og Pia startede i supermarkedet, kunne Scovia lige så godt gå i køkkenafdelingen og se efter ost.

- Men vi fulgtes ad og kiggede på alle hylder og afdelinger. Vi havde billedbogen med, så Scovia kunne genkende varerne fra billederne, siger Pia Nielsen.

Også her gjorde Scovia hurtige fremskridt, og begyndte efterhånden selv at købe ind, uden Pias hjælp.

Når hun kørte med Pia rundt i hjemmeplejen lærte Scovia at arrangere smørrebrød til borgerne.
- Det har været rigtigt dejligt, og de ældre har været så glade, fortæller Scovia.

- Ja, og de har været rigtig glade for dig, tilføjer Pia med et nærmest kærligt smil.
Hun har samtidig haft en mor rolle for Scovia, fordi de har arbejdet så tæt sammen.

- Ja ,fordi du har lært mig mange andre ting om danskere og danske måder at gøre tingene på, siger Scovia. Blandt andet har du hjulpet mig, når vi har cyklet i trafikken.

Pia Nielsen fik senere i forløbet en aftale med et plejehjem, hvor Scovia kom i køkkenet
for at se, hvordan maden blev tilberedt.

- Det var her, at Scovia gav udtryk for, at vi er mærkelige, når vi vender krebinetter i rasp, smiler Pia Nielsen ved tanken.

- Men i dag er en af mine livretter frikadeller, og jeg er god til at lave dem, siger Scovia beskedent, og Pia har lært mig at lave sovs.
 
Motivation
Apoteket var et andet ukendt område for Scovia.
- Vi fik en aftale med et apotek, hvor de ansatte gav sig tid til at fortælle Scovia om apotekets funktioner og lidt om medicinalprodukterne. Vi var også en tur i en Matas butik, fortæller  Pia Nielsen.

Otte måneder var Scovia Nabullime under Pia Nielsens vinger, og i den rapportering Susanne Elbæk fik undervejs, var det fremskridt på fremskidt.

Herefter var Scovia flyveklar til at starte på sin social - og sundhedshjælperuddannelse igen.
Og det blev et helt anderledes forløb.

Hun blev elev i hjemmeplejen hos Pia Nielsen.
- Jeg havde lyst til at følge hende til dørs, siger hun.

Scovia afsluttede sin uddannelse i december 2002. Hun fik straks job på det plejehjem, hvor
hun havde været i praktik.

Susanne Elbæk, er naturligvis glad for at Scovia fik chancen.
- Vi har også lært meget. Et sådant forløb kan vi bruge på andre elever, der kan have det svært på uddannelsen eksempelvis ordblinde, siger hun.

- For at forløbet bliver en succes kræver det naturligvis motivation, som den Scovia
har, og den har hun taget med sig i sit job, slutter Pia Nielsen.
 
Scovia Nabullime, 24 år, kom til Danmark i 1998, sammen med sin ældre søster. Det var deres far, der ville have døtrene hertil, fordi han mente de bedre kunne få en uddannelse her end i Uganda.
En smuk tanke.

Pigerne så imidlertid ikke mere til faderen, efter de var kommet hertil. De kom begge hurtigt på sprogskole og de fik en lille bitte lejlighed.

Her boede de sammen med søsterens lille søn. For et halvt års tid siden fik søsteren og sønnen en ny lejlighed, og Scovia bor alene.

Det meste af hendes vennekreds er danskere.
Scovia startede på social- og sundhedshjælperuddannelsen første gang i 2000.