$name

Hun brænder for personalet 
 

Næstformand Marianne Jensen har igennem sine 18 -20 år som tillidsrepræsentant taget hånd om sine kolleger. I det daglige arbejde og i særlige krisesituationer.
Hun har gennemført omstrukturering på Kommunehospitalet, og lukket det.
Hun mener hun kan bruge sine erfaringer i sin nye profil.

   
Af Merete Astrup
 
Hvem brænder ikke for personalet? Det er vel dybest set derfor, at man stiller op til valg i en fagforening.  Alligevel er der noget særligt ved Marianne Jensen, når hun siger det - noget insisterende.

Hun kan simpelthen ikke holde ud, at se kollegerne blive syge og nedslidte, og hendes sidste gerning inden hun blev valgt til næstformand på fagforeningens generalforsamling i november sidste år, var at råbe politikerne i Folketinget op.

Hun vil sætte fokus på arbejdsforholdene på plejehjemmene. Forhold som hun kategoriserer som "brug og smid væk".

- Det er plejepersonalet, der skaber værdierne og det arbejde, som så mange andre har en mening om. Ros får de sjældent, og lønnen ligger i bund, lyder det fra Marianne Jensen. 

Hun trivedes som tillidsrepræsentant med de opgaver og kampe, hun har haft.
Marianne Jensen lægger heller ikke skjul på, at hendes overraskelse var stor, da stemmetallene viste, at hun var den nye næstformand.

Det havde hun ingen forestilling om, da hun ankom til generalforsamlingen. Da var det Fælledgården, der stod øverst på hendes dagsorden.

- Nej, som jeg sagde i min takketale, besluttede jeg mig på selve generalforsamlingen. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er kvalificeret, eller at jeg har mindre lyst til at gå til arbejdet. Hvis jeg overhovedet var i tvivl om min egne kvalifikationer, havde jeg ikke stillet op. Valget af mig opfatter jeg, som et signal fra medlemmerne om, at de vil nogle ændringer, og jeg vil gøre alt for at leve op til de forventninger, som de har.

- Der er naturligvis meget, jeg skal lære, siger den nye næstformand.
 Men ifølge hende selv, vil hun ikke falde i med tapetet.
 
Lukkede og slukkede
Marianne Jensen blev sygehjælper i 70´erne, på Rigshospitalet. Hun husker ikke præcist årstallet.
Sammenlagt er det blevet til 18- 20 år som tillidsrepræsentant. De fleste år har hun haft på det hedengangne Kommunehospitalet, hvor hun var ansat i alt i 20 år.

Hun var med til at omstrukturere hospitalet fra almindeligt hospital til genoptræningshospital for ældre, som var en succes i de få år, det fik lov til at fungere. Det var slut i 2000, efter mere end et års kamp for at bevare genoptræningshospitalet.
 
Marianne Jensen lukkede og slukkede faktisk på Kommunehospitalet.
- Ja, jeg var den sidste, der forlod hospitalet. Som tillidsrepræsentant havde jeg forhandlet aftrædelser, og overflytning til andre stillinger for kollegerne, så først da alt var i orden, gik jeg.
Den sag gav Marianne Jensen meget viden og personlig erfaring med i bagagen.
   
- Det var jo nogle anderledes opgaver, vi fik som tillidsrepræsentanter.
Jeg har taget hånd om kolleger, der var i dyb personlig krise under forløbet. Lukning og fyringer skaber altid utryghed. Men det var også en tid, hvor vi tillidsvalgte skulle være i offensiven for at skabe sammenhold blandt kollegerne. Vi ville jo kæmpe til det sidste, fortæller hun.

Sådan en sag, byder samtidig på forhandlinger med ledelse og politikere på de bonede gulve.
- Man lærte en hel de om taktik og strategi, siger Marianne og tilføjer med et smil - og diplomati. Mangel på diplomati har i løbet af årene givet hende nogle over næsen.

Hun er en farverig person, der siger sin mening.
- Sådan er jeg, og jeg holder fast, indtil jeg bliver overbevist om noget andet.
Men jeg kan også godt stikke en finger i jorden, og det gør jeg i mit nye job.

De måneder jeg har været næstformand har budt på et væld af nye indtryk og opgaver, som jeg skal forholde mig til. Det varer selvfølgelig et stykke tid inden, jeg kan træde i karakter. Foreløbig suger jeg til mig fra mine nye kolleger. Både fra politisk ledelse og medarbejderne i huset, siger Marianne.
 
Nye opgaver
Hvilke forskelle ser hun i sit job som tillidsrepræsentant og næstformand.
- Der er mange forskelle. Målet er selvfølgelig det samme, Nemlig at skaffe de bedste vilkår for vores kolleger. Men som tillidsrepræsentant har man en målrettet gruppe på én arbejdsplads.

Vi kender hinanden fra dagligdagen, og det er nemt at føle hinanden på tænderne. Vi er en samlet gruppe overfor en ledelse, som vi i øvrigt også kender, og vi forhandler direkte.

- Som næstformand skal jeg varetage mange arbejdspladser og personalegrupper og flere forskellige fagområder. Det er mere komplekst.

Jeg skal også have et helikopterblik, for det er en anden slags beslutninger, jeg skal være med til at træffe. Mine referencer er udvidet til at omfatte repræsentationer i sammenhænge, hvor fagforeningen er repræsenteret. Derudover er der en masse lovgivning, jeg skal sætte mig ind, forklarer Marianne.

Hun glæder sig til arbejdet med sit ansvarsområde, som er sygehusene og psykiatrien i Københavns Amt.  

- Jeg har haft de første møder med tillidsrepræsentanterne, og det var en dejlig oplevelse, som bestemt motiverer mig.   

- Du siger du har meget at lære, hvad er det?
- Jamen, ud over nyt stof, og de opgaver jeg har nævnt, er der procedurer, jeg skal lære.
Og så skal jeg vænne mig til, at jeg ikke er så udfarende, som jeg ellers er. Det har været svært at se mig selv i den rolle. I mange år har jeg som tillidsmand gået i front.

Lige nu må jeg afvente til, jeg har fundet ud af tingene. Det er mig, der skal spørge om dette og hint, hvor jeg som tillidsmand havde svarerne. Sådan må det være en tid. Men jeg holder ikke mine meninger tilbage, og så spørger jeg igen og igen.

Vedholdenhed er en drivkraft hos den nye næstformand.
- Jeg er stædig forstået på den måde, at jeg ikke giver op uden kamp. Sådan var det i min tillidsmandstid, og sådan vil det være fremover. Som tillidsmand lærte jeg, at det er vigtigt, at lytte til kollegerne, og tage dem seriøst, og så gøre noget ved det.

Det værste er, hvis man ikke gør noget ved tingene, så mister kollegerne tilliden til os tillidsvalgte, uanset hvilket niveau vi sidder på. Og så er det vigtigt, at følge tingene til dørs.
Man skal ikke stoppe under vejs. De erfaringer har jeg med, og de erfaringer kan jeg også bruge som næstformand.

Har du fagpolitiske visioner?
Jeg har den vision som fagforeningen har stillet op, og så har jeg den vision, at personalet indenfor vores område rejser sig, smider angsten bort og viser deres fagstolthed, så vi får overbevist politikere og andre beslutningstagere om, at plejepersonalet er uundværligt og skal behandles derefter. Der er ingen grund til at være bange.

Hvis vi står sammen, og vi er mange, kan ingen gøre os noget, kommer det bestemt fra Marianne Jensen.