Læs op Udskriv $name Fra storlockout til velfærd - og ny kamp Trods politisk splittelse i har fagbevægelsen stået sammen som en enhed. Men nu venter nye trusler og udfordringer. Af Merete Astrup Intet kommer uden kamp, - heller ikke det system, som trods strejker og uro har gjort det danske arbejdsmarked, til et af de mest velorganiserede og fredelige i den vestlige verden. Det begyndte med en storlockout, altså arbejdsgivernes midlertidig lukning af deres fabrikker for at tvinge arbejderne i knæ, i 1899. Påskuddet var en række mindre konflikter på snedkerområdet i provinsen, men i årene før havde de fremadstormende fagforeninger og arbejdsgiverne, prøvet hinanden på tænderne. Men nu skulle slaget stå. Fra midten af maj 1899 til september samme år lockoutede arbejdsgiverne deres ansatte. Både arbejdsgiverne og De samvirkende Fagforbund, stiftet året før og i dag LO, satte alle sejl og hentede blandt andet støtte i udlandet. Bønderne, som stod sammen med arbejderne i kampen for demokrati, sendte madvarer til byerne og de tog imod arbejdernes børn i sommermånederne, og de forbund, som ikke var omfattet af konflikten, tømte deres kasser til fordel for de lockoutede. Alle vidste, at denne gang var det alvor. Arbejdsmarkedets grundlov Først den 5. september kunne de stridende parter underskrive en aftale, som til gengæld kom til at fungere som arbejdsmarkedets grundlov helt frem til i dag. Hvem vandt så slaget ? Det spørgsmål har der været diskussion om, i arbejderbevægelsen lige siden. Fagforeningerne fik fastslået arbejdernes ret til at organisere sig, og de blev godkendt som forhandlingsberettiget partner. Med andre ord skulle arbejdsgiverne gå via fagbevægelsen, som hermed blev tildelt en helt central rolle i det danske samfund. Samtidig blev parterne enige om en række spilleregler, blandt andet omkring varsling, gennemførelse og afslutning af konflikter. Der kom også et forbud mod at støtte ulovlige konflikter. Arbejdsgiverne vandt en afgørende sejr, da deres ret til at lede og fordele arbejdet blev fastslået, og der blev indgået en aftale om, at lønstridigheder skulle afgøres ved voldgift, ligesom forliget fastsatte frister for opsigelse af overenskomster. Hermed var grunden lagt til det fagretlige system og den danske arbejdsmarkedsmodel - som den først kom til at hedde knap 100 år senere - og i arbejderbevægelsen var meningerne delte. I DSFs repræsentantskab stemte 128 for og 98 imod. Modstandernes argument var, at arbejderne og deres organisationer blev bastet og bundet. Tilhængerne pegede på, at et velorganiseret system hindrede, at arbejdsgiverne kunne udnytte økonomisk dårligt tider med høj arbejdsløshed osv. til at presse arbejderne. Strid i bevægelsen Striden om septemberforliget var en af forklaringerne på fremkomsten af en militant opposition, den såkaldte fagopposition indenfor arbejderbevægelserne. Den udvikling gik hånd i hånd med politiske diskussioner om bevægelsens udvikling, og de kulminerede i forbindelse med 1. verdenskrig i 1914 og den russiske revolution i 1917. Den ledende kraft i den var bolsjevikkerne eller kommunisterne, som var brudt ud af det russiske Socialdemokrati. Snart blev hele arbejderbevægelsen splittet mellem socialdemokrater, der som septemberforliget, viste accepterede at arbejde indenfor det kapitalistiske system, og kommunister, som satte indførelsen af socialisme på dagsordenen. I nogle lande som Danmark, Sverige, Holland og Tyskland, blev socialdemokraterne de største. I Frankrig, Italien og i en kort overgang i Norge blev kommunisterne den dominerende kraft. Denne splittelse prægede, og i visse lande svækkede arbejderbevægelsen helt frem til 1970´ erne, men i Danmark fik Socialdemokratiet hurtigt den dominerende rolle. Et særligt træk ved Danmark er, at fagbevægelsen ikke blev delt op, siger forskningsbibliotekar Gerd Callesen fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. - I Danmark foregik kampen indenfor fagbevægelsen, og det var en stor fordel, selvom det til tider gik hårdt til. Det var også positivt, at fagbevægelsen fastholdt organisatoriske bånd til Socialdemokratiet, for det betød, at den hele tiden tænkte og arbejdede politisk. Selvfølgelig dominerede de socialdemokratiske holdninger, men kommunisterne gav i mange år socialdemokraterne kamp til stregen og var med til at skærpe den politiske opmærksomhed og kvalitet. Det savner vi i dag, siger Gerd Callesen, som heller ikke anser det for positivt, at Socialdemokratiet og LO i 1995 kappede de formelle bånd til hinanden. Fra kamp til velfærd Fra begyndelsen af 1930´ erne, blev Socialdemokratiet den politisk dominerende kraft i det danske samfund, og var det i det meste af det 20. århundrede. Partiet gennemførte - støttet af fagbevægelsen - de store sociale reformer under krisen i trediverne. 20 år senere lagde det fundamentet under den velfærdsstat, hovedparten af den danske befolkning er vokset op i. Men selv velfærdsstaten blev født i smerte. De socialdemokratiske regeringer i halvtredserne og begyndelsen af tresserne så nemlig rationaliseringer, øget effektivisering, støtte til arbejdsgiverne og løntilbageholdenhed som forudsætninger for den økonomiske politik, der var fundament for velfærdsstaten, og i 1956 fik arbejderne for meget. En række storstrejker rystede den socialdemokratiske regering, som måtte give en række indrømmelser. Strejkerne i 1956 drev en kile ned mellem dele af fagbevægelsen og Socialdemokratiet, og det blev efter de økonomisk gode år i tresserne tydeligt igen i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, hvor en række arbejdskampe kulminerede med storstrejkerne i 1985 - denne gang vendt mod en borgerlig regering. Det kommer vi måske til at opleve igen. For fagbevægelsen står for første gang i mange årtier, igen overfor en regering, hvis erklærede mål er at svække den, og tidligere tiders automatiske solidaritet mellem lønmodtagerne er ikke længere en selvfølge.